Annamette Fuhrmann (47)
- Er mor til Kasper på 14 og Jeppe på 11 år.
- Er radiovært på Radio4, skribent, blogger og freelancejournalist for Magasinet Liv.
Kære single-medmenneske
Jeg skulle skrive den her klumme i december. Men der døde en veninde. Pludseligt og fra den ene dag til den anden. Det var samme uge, som mine børn blev sendt hjem og skulle hjemmeskoles. I samme uge, hvor alting stadig var mærkeligt på grund af pandemien, og samme uge, hvor vi alle sammen godt vidste, at en lockdown var på vej. Endnu en.
Jeg var helt enormt ked af det. Men jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle reagere. Altså jeg græd. Jeg var chokeret. Men der var ligesom ikke plads til at sidde og sørge. Vi har været i et tråd så længe, hvor vi skal indordne, tilpasse, få ting til at fungere, tænke i nødløsninger, så det med at mærke sig selv er noget, man kun gør om onsdagen. Hvis ens krop ellers er hjemme.
Ensom dame 40 år?
“Hudsulter du?” var der en, der spurgte mig her forleden. I begyndelsen af januar.
“Njaaarh, tjoooh, mjaaa,” fik jeg fremstammet. For jeg aner det ikke. Jeg tror ikke, jeg ved det, før der er nogen, der rører ved mig. Måske først der klasker jeg sammen som en Tivoli-ballon og sover i 200 år.
Det er nemlig sådan, at når man bor alene og er deleforælder, så lever man som en jægersoldat. Man har en mission, og den skal lykkes. Hver dag. Og den udfører man på bedste vis. Man hjemmeskoler, går ned med skrald, tømmer opvasker, tømmer postkasse, betaler regninger, skifter sikringer og pærer og underbukser. Alene.
Du er den eneste til at fikse afløbet, der er stoppet, eller save 10 centimeter af den bordplade, som ikke kan være der, hvor den plejede, fordi du i et anfald flyttede hele huset om. Fordi ellers måtte du flytte. Fordi du måtte gøre noget. Fordi du er ved at blive vanvittig over corona. Alt dette gør du alene.
Det skal man ikke have ondt af. Men man skal tage det alvorligt. Det er et større tabu at sige, at man føler sig ensom, end det er at fortælle, at man har hæmorider, men der er mange, der føler sig ensomme.
Jeg ved det. For jeg taler med dem. Og jeg kan også godt selv blive ramt af ensomhed. Eller tro, at ingen gider se mig, være sammen med mig eller invitere mig til noget. Det er bare sådan, det er at være menneske.
Du har dybest set kun dig selv, og det mærker du ret present som single under en pandemi. Der er dit netværk også den familie, du ikke længere har.
To kolde fra kassen
Jeg talte med en god ven forleden. For sjov foreslog jeg, at vi bare kunne nuppe den sædvanlige kolde fra kassen og to stykker smørrebrød digitalt og lade, som om vi sad sammen på det lokale, brune værtshus, hvor den tradition finder sted.
“Arh,” sagde han, “så tror jeg hellere, jeg vil vente, til vi må mødes, orker sgu ikke lige det der skærmtid”.
Han har også en familie. Og han tænkte slet ikke over det, og det var ikke ondt ment, for når man har en familie at være sammen med, så mærker man det ikke på samme måde. Det med ensomheden eller stilheden. For der er altid nogen. På et eller andet tidspunkt i løbet af døgnet er der nogen, der sætter nøglen i døren og pusler rundt. Og det kan være den lyd, man savner allermest i hele verden.
Man skal ikke have ondt af singler. Men man skal passe på dem og huske dem under den her pandemi.
Så kære dig, der er single, og som har dealet med ensomhed i 2020.
Det er pisse sejt gået, hvis du endnu ikke er havnet i luksusfælden, har fået lukket for varmen, fordi du ikke har kunnet betale, hvis dit hår ikke er faldet af, og hvis du stadig har overskud til en gang imellem at tage neglelak på.
Der er sat ekstra ind på karmakontoen, når vi igen må mødes og råbe røv.
Till then: Du gør det godt.
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv 4. februar 2021.
