Klumme: Okay, boomer!

er gift med Peter og mor til Cecilie på 22 og bonusmor til Jens Jakob på 17 år.
er journalist, moderator og medietræner og freelancejournalist for Magasinet Liv.

For nylig lyttede jeg med på en pendant til Mads & Monopolet eller Sara & Monopolet på det nye sociale lydmedie Clubhouse. Det fungerer ligesom et radioprogram eller en podcast, bortset fra at man som publikum kan komme op ‘på scenen’ og være med til at præge samtalen og debatten.

En lytter fra publikum kom med et dilemma om “den lille sexisme”, som vedkommende kaldte det, som havde stoppet en ung kvindes fremtid i lokal politik. Den samme sexisme, som onkel Henning står for, når han laver elevatorblikket til familiefesten og siger “ih, du er da blevet en helt lille voksen dame!” til sin 16-årige niece. Eller den, som de fleste kvinder har oplevet i form af blikke, tilråb, gramseri i bussen eller grænseoverskridende tale på arbejdspladsen. Den, som afsenderen sjældent ved eller forstår, faktisk er et kæmpestort problem.

En generationsforskel?

Panelet på Clubhouse sagde masser af kloge ting, men en ting bed jeg særligt mærke i. Nogen sagde nemlig: “Det handler ikke om mænd versus kvinder – det handler om gammel versus ny, om magt versus mindre magt”.

En mand på min alder var ikke helt enig. Han vendte tilbage til mand-kvinde-vinklen og fik sagt noget om dynamikken mellem mænd og kvinder, som vi endelig ikke måtte miste. Men det fik en ung mand op af stolen og op på scenen, hvor han gav os alle sammen sådan en opsang. Fordi vi fik det til at lyde, som om det er dem, der råber #metoo, der ødelægger den gode stemning. Når det egentlig er os, der ikke siger fra over for den lille – og den store – sexisme.

Lige siden har jeg tænkt over det. Over, hvor medskyldig jeg og nok hele min store generation er i netop det. Den lille racisme. Den lille sexisme. Den lille privilegieblindhed, som gør, at vi slet ikke engang ved, at det er os, der er problemet. Os, der griner med, kigger væk og tier.

Siden har jeg også fået set den amerikanske tv-serie The Morning Show, som handler om netop det. Og jeg har fulgt med i alle de forskellige sager om kendte mænd, der pludselig er faldet ned fra magtens tinder i udlandet og herhjemme, fordi de har slikket i øret, gramset på låret og bare været alt for tæt på.

Jeg har også rystet på hovedet af mig selv, når jeg som en selvfølgelighed er gået ud fra, at kvinder er kærester med mænd og omvendt, uden at huske mig selv på, at kvinder lige så godt kan kysse med kvinder og mænd med mænd.

Det er muligvis nemmere for mig at overskue, hvis alt er, som det plejer. Hvis den lille sexisme kun “er for sjov”, og der kun er to køn og en seksualitet at forholde sig til. Men hvorfor egentlig? Det har da aldrig været sjovt at begrænse andre mennesker?

De unge kloge mennesker

For nylig hørte jeg en klog fremtidsforsker sige, at nu går vi ind i empaternes tid. Nu går vi fra at tænke “tribal”, hvor vi beskytter vores egen flok mod de andre flokke, til at tænke “planetary”, hvor hele kloden er – og bliver opfattet som – en og samme organisme, menneskeheden inklusive. Hvor vi forstår, at vi hænger sammen, alle sammen.

Og jeg spørger mig selv, hvorfor det overhovedet kan føles provokerende eller bare udfordrende for os fra boomer-generationen at lade folk være, præcis som de er? Hvad kommer det dog mig og andre ved, hvilket køn nogen har, identificerer sig med eller har sex med? Det, der kommer mig ved, er jo undertrykkelse, ulighed, mobning, racisme, sexisme og urimelig magtudøvelse!

Jeg tænker på den unge mand, der lærte mig noget den dag på Clubhouse. Tiden er kommet til at være åben for det, vi ikke forstår. Det behøver ikke være spor nemt, så længe det er kærligt og inkluderende.