Portræt af Annamette Fuhrmann
Annamette Fuhrmann (48).© Anne Kring

Klumme: Min overgangsalder – en status

For fire år siden gik Annamette Fuhrmann i overgangsalderen – og i panik! For hvad var nu det!? Hvordan kommer man ud af det? Det giver hun dig sine bedste råd til her.

3. februar 2022 af Annamette Fuhrmann

Det er ikke mere end fem dage siden, at der atter havnede en besked i min indbakke:

“Hjælp, jeg er begyndt at få natlige hedeture, og jeg sover ikke i fire-fem timer hver nat. Hvad skal jeg gøre???”

Beskeden fik mig direkte tilbage til de nætter, jeg havde for fire år siden, hvor det hele startede, og hvor jeg også levede i en verden af spørgsmålstegn. Hvor jeg intet anede om, hvad der ventede mig. Hvor jeg troede, at når hedeturene stoppede, så var det, fordi jeg var færdig med at være i overgangsalderen. Her fire år efter må jeg bare konstatere, at det er jeg ikke. Hvilket mine kvitteringer fra den lokale helsekost også vidner om.

Jeg har købt alt, hvad der findes på markedet, for at mildne overgangsalderen. Uden held. Dermed ikke sagt, at produkterne ikke virker. Det gør de for nogle. Bare ikke for mig.

Min overlevelsesstrategi 

Jeg har måttet prøve at finde nogle overlevelsesstrategier, og som jeg vist så i et program om jægersoldater (!?), så finder man kræfter, man ikke anede fandtes. Ligesom når man får en baby.

Først går man lidt i panik. Så får man zombiehjerne på grund af manglende søvn. Så tuder man en hel del. Så spiser man kager. Græder på ens veninder og mand og ned i babyen. Og så. Pludselig en dag er himlen atter blå, og man kan høre fuglene synge. Så får man barn nummer to og smiler venligt til sig selv over, hvor nemt det er med de der babyer. Herregud, så sover man en længere middagslur, og joggingbukser kan hurtigt dresses op med en hæl.

Det er måske den største lærdom, jeg har fået raget til mig: Sæt barren lavere. Vær overbærende, og prøv ikke at panikke. Gå ikke ned på lipgloss, og investér i flotte vifter, for du kommer til at vifte en hel del den kommende tid. Det er ikke det fedeste at sidde og vifte midt i vigtige møder med vigtige mennesker, men jeg har endnu ikke oplevet nogen, som syntes, det var sært. Allerhøjst nogen, som syntes, det var cool, og du har brug for coolness i din overgangsalder. Faktisk glæder jeg mig, til det bliver en trend at være i overgangsalder!

Råb røv i kor!

Men er det så bare lutter lagkage og overlevelsesstrategier på den cool måde? Nej. Hånden på hjertet – det er også hårdt. Din krop er på overarbejde, og at få mange hedeture i løbet af en dag kan dræne og tære så meget på energidepoterne, at du tuder. Fordi du sover så hjælpeløst dårligt, og fordi kroppen kan blive så udmattet. Du ser huden blive tyndere, og du ser håret blive tyndere. I det hele taget kan det være konfronterende at se sin krop ældes.

Når du stopper med at have din regelmæssige menstruation, så sker der noget i din hjerne, som ikke kan måles eller vejes. Du er larmende biologisk bevidst om, at “this is the end”. Det er det jo ikke. Langtfra.

Men overgangsalderen sætter et biologisk punktum, hvad end du vil det eller ej. Din dødelighed bliver pludselig mere tydelig. Du forholder dig til alderdommen og til det liv, der skal leves i den sidste halvdel. Okay, mindre dramatisk kan gøre det, men you get the picture. Du er ved at være en af de ældre damer. Punktum.

Det gode ved det er, at der med en overgangsalder også følger en vis mængde “fuck it, det er bare en overgang”, og vi skal alle igennem det. Jeg har fundet et enormt dejligt fællesskab med andre overgangsalder-damer. Vi er så gode til at tippe hinanden og rumme forskellighederne og til at råbe røv i kor. Jeg bliver så glad, hver gang der dumper en besked ind om overgangsalderen, og jeg for gud ved hvilken gang skriver med en, jeg slet ikke kender, om alt fra tørre slimhinder til tørt hår og kort lunte.

Jeg har sagt det 100 gange før, men vi skal tale meget mere og meget højere om den del af en kvindes liv. Mere åbenhed kunne give bedre rådgivning. Vi ved så meget, men når først de kvindelige hormoner skifter kurs, så er det bare med at holde fast i sadlen og lad dig føre med rundt på prærien.

Mit sidste råd

Og det skal være mit sidste råd: Lær at give slip. Du er i en periode af dit liv, hvor der skal skiftes fokus og gives slip. Det, der var, kommer aldrig tilbage, men der er noget smukt over et blankt stykke papir, og du bestemmer helt selv, hvad der skal på det. Brug dine søvnløse nætter på at drømme og lægge planer, for det er din overgangsalder – du bestemmer.


Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv i januar 2022.

Annamette Fuhrmann (48)

  • er mor til Kasper på 15 og Jeppe på 12 år.
  • er programchef på Skala FM, skribent, blogger og freelancejournalist, blandt andet for Magasinet Liv.

Du vil (garanteret) også kunne lide