Sara Skaarup (45)
- er sexolog med praksis i København, foredragsholder, forfatter og journalist.
- er gift med Kasper, som er professionel historiefortæller, og som hun har Alfred på 16 og Storm på 11 år med.
“Jeg spiser ikke med. Jeg er på en streng diæt.” Min veninde, der havde talt, så rundt på os andre på Zoom og indkasserede forstående nik. Efter otte ugers corona-indespærring skulle vi for første gang mødes in real life, fire veninder. Værtinden ville lave mad, men den ene gæst ville så ikke have noget.
Hun var så ked af sig selv, fortalte hun, fordi hun havde taget fem kilo på. Når de var “af igen”, ville hun have det bedre. Det vidste hun.
Vi snakkede videre, men ordvekslingen rumsterede videre i mit hoved. Jeg havde spist snacks i en lind strøm i samfulde to måneder. Jeg havde også lagt mig ud. Hvis en af os trængte til at smide et par kilo, var det ikke hende. Et jag af skam i maven. Burde jeg ikke også gå på en diæt?
Jeg overvejede. Og jeg mærkede, at jeg simpelthen ingen som helst impuls har til at følge hende ind i slankehelvede. Endnu en gang. Jeg kender nemlig turen. For mens jeg havde siddet på min flade røv og hældt snacks ind, havde jeg også benyttet corona-karantænen til at se nærmere på mine prioriteter. Og det fik mig til, stillet over for slankehelvedet, denne gang at vælge medfølelse med mig selv og ikke en restriktiv kurs.
Mens Danmark har været lukket, og danskerne sendt i tankeboks, har jeg simpelthen fået bedre fært af min mission her i livet. Den er at være kærlig. Simpelthen. Altså, jeg har også andre ambitioner, men overliggeren, det, jeg gerne vil måle mig selv på, er, om jeg opfører mig kærligt. At være den kærligste version af mig selv og blive lidt klogere med tiden.
Samme mission gælder karrieremæssigt som privat. Jeg vil gerne bruge mit arbejdsliv på at støtte andre i at blive i stand til at leve lidt kærligere, lidt klogere. Og i den forbindelse – med det parameter som målestok – er fem kilo ikke afgørende. De er faktisk decideret irrelevante.
Jeg gider simpelthen ikke...
Min krop er mit tempel var overskriften på en artikel, jeg læste engang, om en kvinde, som var meget, meget nøje med, hvad hun spiste, og hvordan hun bevægede sin krop. Siden har jeg set vendingen brugt på yogaskoler og sundhedsblogs. Og selv om det lyder flot, må jeg altså opponere.
Et tempel er helligt. Et tempel huser en guddom. De kvinder, jeg har mødt, som oplever deres krop som et tempel, lever generelt meget restriktive liv. Nogle af dem oplever endda visse fødevarer og aktiviteter som onde og en trussel mod deres krops hellighed. Og de bruger virkeligt meget tid på, at ’tempelkvaliteten’ skal kunne ses udenpå.
De tilbeder deres krop og har opmærksomheden vendt mod sig selv en rigtigt stor del af tiden – og hvis de ikke lever op til deres ren krop-mantra, bryder de sig mindre om sig selv.
At leve efter tempeldevisen ser godt ud, men det er også ufrit. For mit eget vedkommende må jeg i hvert fald sige: Nej tak til det slogan. Min krop er ikke mit tempel. Min krop er MIG, og jeg er menneskelig, jeg er ikke hellig.
Jeg forsøger ikke at shame nogen her. Jeg vil da også selv gerne være både sund og pæn og helst ikke veje 100 kilo. Men jeg gider simpelthen ikke bruge mine dage på at have sort samvittighed.
Jeg kender den følelse så godt, og jeg tror simpelthen, den er dårligere for mig end en flaske cava og en pose Kims skruer med tomatsmag nu og da, også hvis nu og da er flere gange om ugen.
Jeg vil være kærlig mod min krop og passe på den. Men jeg vil ikke tilbede den. Og den skal ved gud ikke bestemme, om jeg kan lide mig selv eller ej. Skal jeg kalde min krop noget, bliver det min ven.
Jeg vil gerne opleve mit liv i fulde drag med min krop, vi skal samarbejde og være på bølgelængde – og vi skal have det sjovt.
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. juli 2020.
