Rie Helmer (51)
- er gift med Peter og mor til Cecilie på 22 og bonusmor til Jens Jakob på 17 år.
- er journalist, moderator og medietræner og freelancejournalist for Magasinet Liv.
Kan man være misundelig på alle jer med et nytårsforsæt om at gå på slankekur? Jep, det er jeg. Hvorfor? Fordi en slankekur som regel har et sluttidspunkt. Jeg er ellers stærk modstander af diæt. Forbud er noget af det værste, jeg ved. Det eneste, jeg har lyst til, er det, jeg ikke må få.
Men det eneste, jeg kan forestille mig er værre end forbud mod bestemte fødevarer i en afgrænset periode, er forbud mod alle mulige fødevarer i en lang periode – måske for altid? – uden at vide, hvad det egentlig er, du burde holde dig fra. Og om det overhovedet virker!
Men måske er den strategi det eneste, der for alvor kan gøre en forskel, hvis man har en kronisk autoimmun sygdom. I mit tilfælde Sjögrens Syndrom, som primært rammer kirtlerne.
Det vil blandt andet sige: Knastør mund, røde øjne, udfordret fordøjelse og ømme led. Ingen ved, hvorfor kroppen angriber sine raske celler – det er det, autoimmun betyder – men autoimmune sygdomme er i kraftig stigning i den vestlige verden (diabetes, leddegigt, sclerose), og de kan ikke kureres, kun symptomlindres. Hvis du ikke selv er med i klubben, kender du sikkert mindst én, der er.
Jeg vil kun have ét svar – ét svar!
Så velkommen til autoimmun-land. Landet, hvor der ingen svar er, hvor man er på herrens mark med kun sin mavefornemmelse (i bogstaveligste forstand) til at guide sig. Og hvor hormoner, vejret og alt det andet, jeg spiser eller drikker, kan have betydning for, om jeg lige i dag har det fint med gluten, men i morgen bliver en ballon af et halvt stykke rugbrød.
Og velkommen til you’re on your own-land, hvor den ene læge mener, at gluten KUN er skidt for dem, der har fået påvist cøliaki i en blodprøve: “Spis du bare pasta!”. Mens den næste læge siger nikkelallergi, så farvel til nødder, havregryn og rugbrød, “og smid din mascara ud – den er der også nikkel i”. Indtil tredje læge kommer på banen og mener, at jeg bør gå på skrap diæt straks “i mindst tre måneder – uden gluten, mælk, kaffe og soja”, og så kan jeg prøve – langsomt – at genindføre én fødevare ad gangen. Med risiko for at det måske betyder nul hvede eller kaffe resten af livet.
Som om det ikke var nok (nu jeg har taget låget af brok-kassen), så er der det sociale liv. I coronatider er det ganske vist noget indskrænket, men i de få sammenhænge, jeg ikke spiser hjemme, ender jeg med at være damen med sølvpapirshatten.
“Hvorfor vil du ikke have en caffe latte?”
“Kan du slet ikke spise brød?”
Og jeg hører mig selv forklare, med stigende desperation og frustration i stemmen, at jeg ikke er spelttypen, der dyrker yoga før solopgang, og at jeg da meget hellere ville have en spand kaffe/en croissant, nej, to! Fordi det bare er træls at være hende, der vælger salaten – igen – og dermed også kommer til at hælde benzin på den gamle myte om, at kvinder aldrig rigtigt er sultne og ikke elsker tandsmør, pasta med fløde og fedtede fritter.
I bare trods har jeg beholdt min morgenkaffe. Med et skvæt mandelmælk i. Men det er med risiko for, at alt det, jeg forsager, ikke viser, hvad det måske er, jeg ikke kan tåle. Det hele hænger forbandet sammen, så når jeg ødelægger maven med kaffe, ja, så ødelægger jeg sikkert det hele.
Med flødeskum på
Alligevel har jeg et naivt håb om, at det pludselig viser sig, at det er én ting, jeg ikke kan tåle. Tænk, hvis jeg bare skal holde mig fra én ting og ved, hvad det er?
Det er nok ren ønsketænkning. For så kommer krydsallergien og den hullede tarm (leaking gut syndrome – glæd dig til at google det, hvis du ikke kender det endnu) og husker mig på, at medicin ikke er en eksakt videnskab, og at der ikke er en pille eller en færdig facitliste, der kan fikse det hele.
Det er hverdagens valg – hvert valg! – der tæller. Som kræsent barn opvokset på den rødeste trestjernede har jeg muligvis bare brugt kroppens overskud og må nu betale tilbage i form af spinat, kål og nul fløde.
Så hvis du ser en dame følge din flødeskumskage med sultne øjne og en sølvpapirshat godt ned om ørerne – så hold godt fast på kagen, og send mig og os i autoimmun-land en kærlig tanke. Med ekstra flødeskum på.
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. januar 2021.
