Klumme: Lille spejl på væggen der ...

Kan du kende mig? Mig deroppe på billedet, der skriver til dig her. Hvis du allerede havde et billede koblet til mit navn, så kan du nok godt se, at jeg ser anderledes ud, ikke? Billedet er i hvert fald nyt. Nu kan selv min far bedre kende sin datter, for på mit gamle billede syntes han, at jeg ligner en standarddanser på vej ind på gulvet, og det er åbenbart ikke en kompliment.

Ligesom jeg omsorgsfuldt holder af de fotos af mig som barn med først sygekassebriller og senere togskinner på tænderne, som i 9. klasse blev toppet af en dårlig permanent, holder jeg også rigtigt meget af mit gamle Liv-billede. Selv om du ikke kommer til at se det i magasinet mere, så bliver det ikke slettet, men skånes i bedste Marie Kondo-stil, fordi det stadig “sparks joy” eller vækker glæde.

Det er nemlig ikke bare et slags arbejdspasfoto. Nej, det vil for mig altid være “bare giv den gas”-billedet. For mig er det et foto med en god historie, som jeg også så ofte hører mig selv sige til min kæreste, når han mener, at jeg bare skal slette alle de “dårlige” fotos på min telefon, altså dem med lukkede øjne, de uskarpe, dem, hvor man ikke ser ud, som man gerne vil, eller dem, hvor horisonten ikke er vandret. Men de er jo min mindebank!

De eneste fotos, jeg sletter, er dem, jeg i ren forskrækkelse får taget selfie-style, når jeg lige åbner telefonens kamera og for sent opdager, at linsen er vendt mod mig selv. Ofte i en virkeligt dårlig, læsebrillebærende, dobbelthage nedefra-vinkel, og uden jeg har nået at kaste med håret og lægge smilet i folder, som vi her på redaktionen lige har fundet ud af, at vi allesammen gør mere eller mindre bevidst, når vi ved, at der er et spejl(møde) på vej.

Giv den gas!

Nå, men tilbage til mit gamle Liv-portræt og historien om, hvorfor faktisk hele redaktionen lige den dag blev fanget og siden udkom i lidt stærkere farver end normalt. Den her mandag morgen bliver vi nemlig mødt af en af vores skønne makeup-artister, Lis, som er landet nærmest direkte fra Los Angeles, hvor hun har tilbragt weekenden. Til Oscar-fest. På den røde løber. Med sin skønne skuespillermand ved sin side. Jeg havde allerede set billederne på Instagram og elskede alt ved det.

Og her står så smukke Lis, i vores fotostudie på Frederiksberg i København. Og hun spørger, hvordan jeg vil se ud. Om hun skal give den gas? Og der er jo kun et svar på det spørgsmål. Et stort rungende: “Ja!”

Jeg står nu næsten på den røde løber i Hollywood sammen med Lis. Og ved min side er og ender resten af redaktionen. Og vi gav den gas den mandag, og vi har gjort det siden hver måned i dit og vores magasin. Men det er altså ikke altid, vi ser sådan ud. Heller ikke længere.

For det er også to år siden, og det her nye billede er ret tro mod det fjæs, der møder mig i spejlet hver dag i dag. Efter jeg har fremkaldt det, som en af min mors veninder kalder det, når hun lige skal have makeup på. Eller som forfatter Kirsten Hamman skriver det: “Jeg civiliserer mig om morgenen”.

Så her får du mig, hvor jeg giver den gas på postcorona-måden. En tid, hvor mange af os fik tid til at vænne os til vores mere naturlige 2020-fjæs. Der er måske endda skruet lidt ekstra ned for gassen, fordi der sidst var skruet så meget op.

Og ligesom fuld gas føltes rigtigt for to år siden, så føles det her også rigtigt: Blødt dagslys, min gode, gamle kjole, naturlig makeup (som ja, tager en halv time at få lagt). Og det bliver også et skønt minde, som ikke skal slettes.

Så stop mig og dig selv, inden vi sletter ikke bare billeder, men også minder, som for evigt vil minde os om alt det, vi var og (også, stadig, altid, endelig!) er.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. oktober 2020.