Klumme: Kender du no bullshit-reglen?

er mor til Kasper på 13 og Jeppe på 10 år.
er radiovært på Radio4, skribent, blogger og freelancejournalist for Magasinet Liv.

Forleden sad jeg i toget. Det gør jeg hver dag, da jeg pendler til Aarhus fra Vejle for at gå på arbejde. Jeg elsker at iagttage mennesker og forestille mig, hvordan deres liv mon er. Jeg blev heller ikke skuffet den dag.

Over for mig sad en ung kvinde og bladrede ivrigt i sine brochurer. De lå spredt ud over bordet, så det var hurtigt at få et overblik over, hvad der var los. Det var info-brochurer fra et hospital over alt det, man skal have tjek på, før man får sit første barn. Skemaer over vækstkurver, vandrejournalen fra jordemoderen...

Jeg studerede hende i smug. Hun klaprede løs på tastaturet, mens hun læste i brochurerne – ligesom jeg selv gjorde for 13 år siden, da jeg var gravid med mit første barn. Alt det, der skulle undersøges, uden du vidste, hvad der var værd at vide. Alle de råd, der skulle googles. Hvad er vigtigst? Hvad skal jeg foretage mig? Hvordan skal det dog gå?

Det er kogeren

Mens markerne ved Skanderborg susede forbi, blev jeg et øjeblik ramt af ufatteligheden over, at jeg er blevet ældre. Jeg synes ikke, det er 13 år siden, at jeg sad der og bladrede i brochurer fra hospitalet med dyb undren over, hvad der var ved at ske. At jeg skulle have et barn.

Men da jeg kiggede ud på markerne ved Skanderborg, var det hele sløret. Ikke fordi jeg havde fået et ildebefindende, men fordi jeg havde glemt, at jeg havde en læsebrille på. Knock, knock oldie.

Jeg ved godt, at 46 år er ungt målt på et helt liv, og jeg klager ikke. Jeg har det fint med min alder, og jeg har det fint med mine rynker. Men jeg kan godt mærke en let trykken for brystet og begyndende hyperventilation over, at de 13 år, der er gået, siden jeg fødte mit første barn, er gået så ufatteligt hurtigt.

At jeg på lige så ufattelig vis er blevet en af de ældre og erfarne på arbejdsmarkedet. At jeg nogle gange synes, det hele går for hurtigt. At jeg ikke fatter mine børns slang, når de siger, det er “cringe” og “kogeren”, hvis jeg går med solbriller, selv om det kun er let overskyet.

Jeg mærker også ufatteligheden over at møde mennesker i 20’erne, hvor jeg ofte tror, at vi har levet lige længe, og jeg derfor tror, at vi har oplevet og erfaret det samme. Det har vi jo ikke. Langtfra.

Og således kan man jo komme grueligt galt af sted med at lyde som en onkel-jokes onkel, når man nævner ting, der er sket nede i 80’erne eller 90’erne.

Jeg har for nylig fået et nyt job, hvor jeg ved flere lejligheder har taget mig selv i at kigge undrende på min unge redaktion, når de ikke ved, hvem Kate Bush er? Jeg glemmer simpelthen, at vi har med mennesker at gøre, som har noget med (19)90 i deres cpr-nummer.

Det er valgfrit

Og hvad kan jeg og vi så lære af det? Jo. Vi kan lære, at vi har travlt med at få alt ud af den hverdag, vi har, for nu er vi i den alder – 40+ alderen – som har én regel, vi skal efterleve: No bullshit-reglen. Der er den regel, der skal minde os om at få gjort op med eller noget ved måden, vi lever på.

Omgiver du dig med de mennesker, der giver mening i dit liv? Læser du de bøger, der giver mening for dig, og har du overblik over, hvordan du ønsker at sætte kursen frem mod alderdommen? Har du tænkt tanken, hvordan du gerne vil blive gammel? Går du i det tøj, du elsker? Tager du en høj hat på, fordi du er komplet ligeglad med, hvad andre tænker, eller er det nu den lange kappe, du har drømt om at turde gå i, skal ud af skabet?

Har du overvejet, om du gider at give en fuck for, om nogen skal diktere, hvordan du skal leve dit liv? Har du husket at være glad for den krop, du har, og at der ikke er nogen som helst, som skal overbevise dig om, at du på nogen måde er forkert eller for noget som helst andet?

Hvis ikke det her er på din ugentlige tjekliste, så sæt det på. Så er du nemlig også fri for at glemme det, hvis du bliver overhalet af ungdommen, som med deres livlighed kan blæse dig lidt omkuld.

Der er nemlig også den regel, der følger med at blive ældre: At man godt lige må tage sig den tid, man skal bruge for at finde et passende, snappy comeback. Og det kan også godt være, man lige skal finde læsebrillen frem, før man svarer, og imens man leder efter den, kan det jo være, man finder ud af, at man faktisk ikke orker at svare, og så kan man jo passende skænke sig et glas vin og glæde sig over, at det er en af den slags ting, der hører sig til at blive ældre. Vi bestemmer selv!