Klumme: Kan du se noget?

Hvordan holder du tøjet, hvis du en sjælden gang er ude i en fysisk butik og shoppe? Ud i strakt arm? Fordi det ellers er umuligt at se pris og størrelse? 

Og når du er på restaurant, føler du så, at lyset er svagt, og menuen skrevet med meget småt?

Jeg har efterhånden i en del år iagttaget jævnaldrende par rundsende et par læsebriller fra tanken, som én realistisk person har taget med i tasken eller panden, mens resten af bordet lever i fornægtelse og kniber øjnene sammen i håb om at udskyde læsebrillealderen lidt endnu. Selv har jeg kålhøgen været den, der sagde: ‘Lad mig læse menuen for jer, jeg har unge øjne’.

I virkeligheden har jeg bare været nærsynet, siden jeg var 13 år, hvor jeg fik et par runde, hvide briller, så jeg kunne se tavlen i klassen. Jeg har klaret mig med sporadisk brillebrug lige siden. Efterhånden som alle andre er blevet langsynede, har jeg endda haft en lille fordel. 

Og måske er det, fordi jeg ikke har oplevet de samme tegn, som de fleste andre har, på, at øjnene snart har set en del og er blevet lidt trætte ligesom huden under mit ene knæ, der hænger en smule, og håret, der er ved at skifte farve. I hvert fald er det fire-fem år siden, jeg har besøgt en optiker.

Bare det ikke regner

Men det er nok også for længe. For jeg har en mistanke om, at mit syn også har ændret sig. 

På det seneste er jeg begyndt at undgå bilture i mørke, hvis jeg kan. Jeg føler ikke, at mit overblik er så suverænt. Slet ikke, når det regner. Og det kan være lidt svært at have et socialt liv i Danmark i vinterhalvåret, hvis man kun kan køre ud i tørt, lyst føre.

For nylig var jeg til rund fødselsdag i min mands familie og havde køretjansen, og derfor sad jeg under middagen og holdt bekymret øje med horisonten, som blev mere og mere mørk, mens jeg prøvede at huske, om motorvejen er oplyst på Ballerupkanten. Med en meget stor ulyst til at køre hjem i skybrud. 

Fik kortvarigt flashback til en køretur, jeg som teenager var på med min farmor, hvor hun skulle køre mig og min bror hjem efter en juleshoppetur og lige tog den uden om en helle og kørte ind over fortovet på en villavej. Det var også en mørk og regnfuld aften.

Jeg tror, det var nogenlunde, da det minde dukkede op, at jeg indså, at jeg nok burde tjekke, om jeg kunne få gjort noget ved min tiltagende natteblindhed.

Gud, er det dig!?

Et par uger efter stirrede jeg derfor på et hoppende alfabet hos min lokale optiker. 

“Prøv lige at tage hovedet væk fra maskinen et øjeblik, slap af i øjnene, og så prøver vi igen. Kan du se nogle bogstaver nu?” spurgte den unge optiker (pludselig er alle behandlere meget unge, det kommer der en anden klumme om en anden dag!).

Hm. Jeg kunne stadig kun se sorte prikker, der hoppede rundt. Den øvelse gentog vi så mange gange, at jeg endte med at blive svimmel. Måtte på ydmygende vis have hovedet ned mellem benene et kort øjeblik, mens optikeren forsikrede, at det er helt normalt, at hjernen ikke kan finde ud af det, når der pludselig bliver skruet op for styrken på det dårlige øje, som det andet øje er så vant til at kompensere for.

Det var den ene ærgerlige oplevelse i optikerland.

Den anden var, da han bad mig sige til, når jeg kunne se nogle cirkler dukke frem i synsfeltet.

Vi prøvede først med det dårlige øje. Hovedet hen til maskinen. Fokusere. Tavshed.

“Kan du se noget?” prøvede han efter et stykke tid. “Er du gået i gang?” spurgte jeg tilbage med en klar følelse af at dumpe prøven.