Klumme: Jeg vil nyde i stedet for at yde i min have

Der er ikke noget som at betragte et sovende menneske. Regelmæssigheden i vejrtrækningen og det magiske i, at inde bag de sitrende øjenlåg gemmer der sig et menneske, som i sine vågne timer giver anledning til både glæder, sorger, overraskelser og skuffelser.

Sådan har jeg det også med min have. Om vinteren. Altså uendelige november, lyskædeoplyste december, mørke januar, våde februar, skuffende marts og lovende april. Måneder, hvor jeg fra min lænestol i varmen har siddet og betragtet min have i dens Tornerosesøvn.

Med i en ny klub

Jeg har på en måde forsøgt at farvelægge min ellers ret grå have – med tulipanbede, lerpotter med struttende krydderurter, en skærehave. Men mirakler er nu størst, når du ikke selv fremtvinger dem.

Og for en gangs skyld har jeg haft en vinter, hvor jeg har været bevidst om at løfte mit ansigt fra skærm eller strikketøj, eller hvad jeg nu ellers havde gang i, for at nyde de lyserøde skumringsminutter og stjerneklare aftenhimle.

Og fugle, som jeg snedigt har lokket til mig med (mange kilo!) fuglefoder. Jeg har både set stillidser, for ja, det er ikke kun titlen på en bog, og et stære par, der flirtede. Jeg har set flyvende svaner og gæs på afveje. Og jeg fornemmer, at jeg med fuglekig ning er på vej ind i en ny klub af voksne kvinder.

6 minutters fugleang

Da jeg interviewede Maria Bramsen sidste vinter, løb fuglene på hendes altan i Indre København med noget af vores opmærksomhed. Denne vinter har jeg udvekslet fuglefodererfaringer med veninderne, suget til mig af artikler og erkendelser, som bekræfter mig i, at fugle er det nye strik, surdej, pilates og mindfulness.

Et studie viser for eksempel, at blot 6 minutters lytten til fuglesang (den behøver ikke engang være live) kan mindske paranoia og angst.

Og min daglige læsning af avisens nekrologer afslørede, at Ritt Bjerregaard bad om donationer til Fugleværnsfonden frem for blomster og kranse.

Læs ogsåSådan skabte jeg min køkkenhave

Fra nyttehave til nydehave

Er der et ord, som hører sammen med vinter for mig, er det længsel. Efter en masse, jeg ikke kan tvinge frem, men må vente tålmodigt på. For om vinteren går min relation til min have kun en vej. Naturen giver, og jeg tager imod. Taknemmeligt, uden forventninger, planer eller krav. Den gad jeg godt blive bedre til at tage med ud i min forårs- og sommerhave.

I dette spæde forår er jeg allerede rykket fra lænestol ud til stolen på altanen, hvorfra jeg nyder synet af min bagbo, pensionisten Poul, der i sit livs efterår for alvor er kommet på fuldtidsarbejde som dedikeret havedyrker.

Forskellen på måden, Poul og jeg går i haven på, er, at han danser med sin, mens jeg lægger arm med min. Og som i andre relationer, ved vi godt, hvad der kommer mest sjov ud af.

Efter 10 år som haveejer drømmer jeg om en sommer, hvor det ikke øjeblikkeligt sænker mit humør, når dræbersneglene sniger sig ind på mig og mine små stiklinger. Eller når regnen drukner mine blomster, eller solen svitser samme.

Jeg vil prøve at arbejde med naturen i stedet for mod den. Jeg vil lade ukrudt skyde op, hvor det vil. Også selv om det tager livet af mine planteskoleplanter, som måske slet ikke er skabt til et liv uden for skolen?

Jeg vil væbne mig med tålmodighed og se, hvad haven gemmer på af overraskelser, for selv om jeg da godt gad (og har arbejdet for), at det hele står i fuldt flor her i april, så tager ting tid. Og ro.

Og ifølge Bolius.com foretrækker fugle: At haven minder om et skovbryn, at der er vilde hjørner og ikke ryddet for grundigt op! Det er jo totalt natur lig win-win.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv i marts 2023.