Karen Greve (46)
- er gift og mor til Karl Emil på 19, Frederik på 16 og Jonatan på 11 år.
- er journalist på Magasinet Liv.
En mandag aften i soveværelset lægger jeg mig på siden og mærker en ømhed i højre bryst. Nu jeg tænker over det, har ømheden været der nogle dage, hvor jeg kort har tænkt, at bøjlen på min bh var irriterende.
I soveværelsets mørke og stilhed får jeg dog en anden tanke. Derfor fører jeg hånden op til brystet for at tjekke efter. Og der, lidt dybt i bunden af højre bryst, finder jeg en knude. En lille, glat og mandelformet knude, som jeg aldrig har mærket før.
Mit hjerte slår et ekstra slag, i det øjeblik jeg mærker knuden. Jeg kan ikke falde i søvn bagefter. Men jeg er ikke ved at gå i panik. Jeg beroliger mig selv. Lister i tankerne op, hvad jeg ved:
At brystkræft er mest almindeligt hos kvinder over 60 år. At jeg ikke er arveligt disponeret, for hverken min mor eller mine bedstemødre har haft brystkræft. Og hvis det værste skulle ske: At overlevelseschancerne er gode. Og at jeg er stærk og i god form, hvis jeg skal igennem et cancerforløb.
Det effektive system
For selvfølgelig er kræft det første ord, der blinker faretruende foran mig, da jeg mærker efter på højre bryst. Er det ikke det, vi alle tænker på? Efter kampagner og indsamlinger til fordel for brystkræft. Det er jo blandt andet på grund af de kampagner, at jeg ved, at første tegn ofte er, at kvinden selv mærker en knude. Men jeg ved ikke så meget om, hvad det ellers kan være?
Hvis det ikke er kræft? Hvad er det så?
Næste morgen ringer jeg til min læge og får en tid lige inden frokost. Hun er sød og effektiv. På lige omkring syv minutter når hun at undersøge mig, rose mig for at komme straks, berolige mig med, at det er et godt tegn, at knuden er glat, og til sidst sende mig videre til en mammografi og en scanning.
“Jeg tror ikke, du har grund til bekymring, men nu tjekker vi, at alt er, som det skal være,” siger hun og forklarer, at eftersom jeg har ammet tre børn, kan knuden for eksempel være noget arvæv i mælkekirtlerne, som har givet sig, fordi vi med alderen mister elasticitet i bindevævet.
Allerede tre timer senere bliver jeg ringet op af hospitalet og får tilbudt en tid to dage senere. Og føler mig helt benovet over det danske sygehusvæsen. Det her er da effektivt og betryggende!
Yderligere beroliget bliver jeg, da det viser sig, at fire af mine fem kollegaer har været igennem samme tur: Fundet en knude, været til mammografi og scanning – og er gået hjem igen uden en kræftdiagnose.
I ventetiden spekulerer jeg lidt, men jeg er ikke rigtigt bange. Det eneste, der kan få mig fra koncepterne, er tanken om mine børn. Deres reaktion, hvis jeg er syg, kan jeg ikke tænke på, kan jeg mærke. Det er for svært.
Tid til tjek
Torsdag klokken 13 sidder jeg klar til mammografi. Jeg bliver kaldt ind og får mast først det ene og så det andet bryst tre gange ned i en glasplade, mens en sygeplejerske tager billeder. Det er ikke behageligt, men det gør heller ikke ondt. Og hun siger straks, at hun ikke kan se noget faretruende på billederne.
Bagefter bliver jeg sendt ind til en læge, som undersøger mine bryster og scanner dem for derefter – pyha – at erklære mig rask. Jeg behøver ikke en biopsi. Han er sikker i sin sag. Og så er det simpelthen overstået.
Jeg ved, at jeg er heldig. At mere end 4.000 danske kvinder hvert år ikke er så heldige. Det er for deres skyld, at systemet kører så effektivt. Så ondartede knuder kan blive opdaget så tidligt som muligt, og behandling kan sættes i gang så hurtigt som muligt.
Jeg går let om hjertet hjem. Taknemmelig for et sundhedssystem, der passer på mig, og imponeret over lægerne. De tager ingen chancer. Og det skal du selvfølgelig heller ikke. For jeg har ikke skrevet denne klumme, for at du skal tænke: Det er nok bare lidt arvæv, hvis du mærker noget uregelmæssigt i brysterne! Men det er måske også okay at huske, at knuder kan være ufarlige. Og vide, at det under alle omstændigheder går tjept at få det tjekket.
Få det fulde overblik over overgangsalderen.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 82.
