Johannes klumme
Johanne Luise Boesdal (47).© Thomas Dahl

Klumme: Jeg har sagt op!

Og hvad så? Johanne Luise Boesdal har taget skridtet og sagt sit gode job op. Uden at have et nyt på hånden. For nu skal der ske noget nyt og uventet. Og status er:

30. april 2021 af Johanne Luise Boesdal

Johanne Luise Boesdal (47)

  • har en kæreste og er mor til Selma på 19 og Sixten på 13 år.
  • er journalist – nu freelance på fuldtid.

Jeg har sagt mit job op. Mit gode, gamle faste job med søde kollegaer, torsdagskage og syv ugers ferie om året. SYV uger, Niller!

“Modigt,” skrev flere på Facebook-væggen, da jeg annoncerede det. “Sejt,” var der også en del, der skrev. Og ja, det er faktisk sejt. Jeg har handlet på en lyst til at udvikle mig fagligt og menneskeligt, selv om det kommer til at koste på tryghed og fast indkomst. Og det føles heldigvis rigtigt. Til min egen forundring indimellem.

Den første overraskelse

Den største forandring har indtil videre her efter en måneds tid været, at mine dage føles meget forskellige. Rutiner og faldgruber har endnu ikke indfundet sig, og hver dag er lidt en ny dag. I modsætning til tidligere skal jeg i højere grad selv fylde den ud med opgaver og meningsgivende gøremål. Det overrasker mig, hvor lang tid siden det er, at jeg sidst har fyldt mine dage ud selv. 

Børn og fast arbejde har holdt mig beskæftiget i en grad, hvor en dag med mere end to timer i sammenhæng uden forpligtelser føles som at være tilbage i tiden som teenager, hvor det at snyde sig syg kunne forekomme. “Host, host, jeg kan ikke komme på arbejde i dag, chef.”

Men jeg snyder ikke! Jeg har sat mig selv fri, og det er f...... fantastisk. Det er måske også lidt dumdristigt, som er et andet ord for modigt.

Pengene vokser jo ikke ind i himlen og i snorlige rækker hen til min bankrådgiver Pernille, som gerne vil have en fast indbetaling hver måned. Lige nu føles friheden som frihed, fordi den er ny og velduftende. Men hvordan føles den uger frem i tiden, når nyhedsværdien har lagt sig, og den Teams/Zoom/Meet-tomme kalender kun bliver fyldt ud, hvis jeg selv fylder noget i den? Lidt mindre tillokkende?

Hvilke dage for fremtiden?

Jeg ved det ikke. Jeg forventer, at der kommer dage, hvor jeg ville ønske mig en smule mindre ansvar for dagens udfald. Hvor jeg skulle hoppe op på cyklen og starte dagen med et møde og en klar fornemmelse af, hvordan den sluttede. Men jeg håber og tror samtidig, at der kommer flere af de andre dage. Dage, hvor jeg nyder selv at være in charge og bruge nødvendig tid på at tænke over, hvad der skal ske fremover.

Der kommer helt sikkert også dage, hvor jeg skal tvinge mig selv til ikke at blive familiens hjemlige serviceorgan, som lige kan hente en liter mælk, støvsuge midt på dagen og hjælpe min søn med den avisrute, som han påstår ikke bliver noget problem at klemme ind mellem skole og fodbold og skating og tv-serier. Hvor jeg skal sige nej, selv om det er så nemt at komme til at sige ja. Jeg kan jo bedst lide kaffe med mælk …

Øvelsen bliver derfor at fortsætte de kommende uger med at tage mig selv lige så seriøst, som jeg gjorde, da jeg valgte at sige op. Jeg sagde jo ikke op for at støvsuge og gå med aviser, vel? Ligesom jeg heller ikke sagde op for at se samtlige sæsoner af Modern Family i streg med hovedet savlende på en sofapude.

Jeg sagde op, fordi verden er stor, og jeg trænger til udfordringer og har altid holdt på, at du skal gå i tide. Mens du kan flytte dine ben selv og stadig kan tænke tilbage med glæde i dit sind.

Jeg skulle blive 47 år, før jeg prøvede at gå ned ad den her vej, hvor jeg hverken er (akut) jobsøgende, på barsel eller fuldtidsarbejdende. For mig er det det helt rigtige tidspunkt at tage en timeout på. Mine børn er store, økonomien er stabil (læs: min kæreste har fast indkomst), og jeg har udsigt til mange år på arbejdsmarkedet endnu, som skal fyldes ud med ord for andre.

Og ja, selvfølgelig er jeg nervøs og spændt og tvivlende som bare pokker på, hvad der kommer til at ske. Jeg er jo ikke noget specialiseret forretningsorakel, men blot generalist-journalist med forskellige ord på bagen (det skal ikke læses bogstaveligt, selv om jeg bor på Amager). Indtil videre holder jeg nu på, at det er meget sundt at bevæge sig væk fra den lige vej, hvis du er ved at falde i staver. Også selv om det uden tvivl kommer til at koste et par søvnløse nætter og dage med panik.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 28. april 2021.

Seneste

Måske er du interesseret i...