Gertrud Baun skriver klummer til Magasinet Liv
Gertrud Baun (54). © Jette Juel Schrum

Klumme: Jeg gider ikke mene mere!

Gertrud Baun var så træt af meninger og så tæt på at miste sine meningers mod, da to gamle gentlemen mindede hende om noget decideret livsvigtigt.

24. december 2020 af Gertrud Baun

Gertrud Baun (54)

  • er mor til Julius på 24, Rasmine på 20 og Solvej på 10 år.
  • er fagkonsulent hos FOF Nordsjælland og freelancejournalist for Magasinet Liv.

Nu har jeg aldrig været hverken synderligt ‘intuitiv’ (og brug venligst ikke udtrykket om teknik, jeg ikke kan finde ud af) eller skråsikker på, hvad jeg mener om noget som helst. En sag har jo altid frygteligt mange sider, og jeg kan tit godt se de 117 af dem. På én gang.

Lige bortset fra, når det drejer sig om ét bestemt emne, som jeg ved præcis, hvad jeg mener om og har gjort i 40 år. Det har at gøre med det gamle, indianske ordsprog, som lyder:

“Når det sidste træ er fældet, den sidste flod forgiftet, og den sidste fisk fanget, først da vil I se, at penge ikke kan spises”.

Lige fra jeg hørte det første gang som 13-14-årig, gik jeg i akut symbiose med miljøet og blev klid-klima-miljø-moster over en nat. Jeg indledte min egen utrættelige kampagne til højre og venstre. Sommetider temmelig fejlrettet målgruppemæssigt set, når jeg for eksempel belærte mine liberale gartner-onkler ude på landet om, at de (lige bortset fra, når de altid velvilligt hentede mig på stationen) skulle lade være med at køre så meget i bil. 

Så havde jeg mere held med – over et par årtier – at lære min mor at købe økologisk mælk og slukke for det fossende, varme vand, mens hun vred karkluden op.

Jeg har også ment en hulens masse om alt muligt andet i de mellemliggende 40 år. Men pludselig er det, som om jeg har tabt pusten. Jeg orker ikke at mene noget om noget længere. Jeg er meningstræt, opgivende og færdig som idealist.

På nippet til pension

En aldersting måske? Hvad hvis man simpelthen ikke orker at forholde sig til den brogede verden længere? Jeg kendte en gammel dame, som pludselig nægtede at se flere TV-Aviser. Jeg forstår hende godt nu.

Huden bliver ligesom tyndere med tiden, og det er slidsomt at se verden blive drevet af idioter, den ene større end den anden, og historien gentage sig gang på gang på ...

Eller er jeg måske bare blevet træt af, at alle død og djævel SKAL mene noget hele tiden på alle tilgængelige sociale medier? Og at vi gud hjælpe mig oven i hatten også skal have en mening, for hver gang de slår en prut ovre i servicebranchen? 

“Vi har sendt dig en pakke – din mening er vigtig for os”. “Du har for nylig handlet hos Matas. Vi håber, du vil tage dig tid til at dele din mening om det købte produkt” (en pakke tandstikker, for f*** sake!).

Så vil jeg alligevel hellere bruge krudtet på at mene noget rigtigt, selv om det tapper energi og hjerteblod. “Skal du ikke gå ind i politik?”, har velmenende mennesker af og til spurgt. Er du vimmer, mand – mit blodtryk ville koge over, hurtigere end man tænder en elkoger.

Der er mindst to og en halv millioner mennesker her i landet, som mener noget andet end mig, og det er ret så op ad bakke at få dem omvendt. Især på Facebook, hvor tonen hurtigt bliver brutal. Særligt i klima- eller nødhjælpsbranchen, hvor man stiller op som årets dilettant, hvis man forsøger at gøre lidt ved noget.

Det kræver robusthed at være i debatfrontlinjen. Så jeg når frem til, at det er okay at indstille kampen. Der kommer jo nye, unge idealister til. Men bedst som jeg er ved at pensionere mig selv fra kampzonen på grund af alder, dukker to bedagede herrer op i min avis. 

Først den danske professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen, som det på fuldkommen forunderlig vis er lykkedes at kombinere klimatrussel, coronaepidemi og børns fremtidsangst i sin nyeste bog, som handler om, at børnefamilier må gå aktivt ind i klimaomstillingen for at indgyde poderne livsmod og vise dem, at vi i fællesskab kan skabe forandring.

Tre uger senere er der et interview med den engelske tv-legende David Attenborough i anledning af hans nye film, som skal råbe verden op ved at vise de katastrofale tab af vild natur, som han har været vidne til på nært hold igennem fem årtier. 

Den første af mine to store helte er 87 år. Den anden er 94 år. Aj, men ...! Det dårlige er, at der ikke længere er en undskyldning for at henfalde til resignation. Det gode er at blive mindet om, at så længe vi er friske i pæren, skal vi bruge vores stemme, sætte vores aftryk og aldrig, aldrig opgive den gode sag. Så inden du lukker siden: Husk ikke at lade ting, mad og energi gå til spilde ... nå, vi tales ved på Facebook!

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 12. november 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...