Klumme: Jamen, så tager jeg da i saltbad!

er mor til Julius på 24, Rasmine på 20 og Solvej på 10 år.
er fagkonsulent hos FOF Nordsjælland og freelancejournalist for Magasinet Liv.

Jeg har ikke været i det der Ystad Saltsjöbad. Det kender jeg ellers mange, der har. Måske er det en københavnerting. Men det er også noget andet. Nemlig en MIG-ting.

Så hvis du har været der, ejer du sikkert enten en god, sund evne til at forkæle dig selv eller en god, sund økonomi, så du kunne forære opholdet i gave til en, som skulle forkæles, og selv tage med som ledsager.

Det sidste er smart. Så har du både gjort noget for andre og noget for dig selv. For vi skal jo gøre noget godt for os selv. Finde vores motivation, nyde nuet, kende os selv og ikke rende rundt og gøre alt muligt udelukkende for andres skyld.

Det er i hvert fald sådan, jeg forstår diverse coach- og psykologi-mantraer gennem de seneste 20-30 år. Og det er jo meget godt, men undskyld, hvem fa’en skal besøge min deprimerede moster på et plejehjem så stille som graven, hvis jeg plasker rundt i egne og andres navle-nullermænd i et svensk søbad?

Og hvordan undgår jeg omvendt at blive drænet for energi, hvis det altid ender med plejehjemmet og de sædvanlige to napoleonskager og ældgamle historier? Jeg – ved – det – ikke.

Men jeg ved, at vi er en anselig flok kvinder på sådan cirka min alder, som synes, at det er en pivsvær balance at afgøre, hvornår man skal tænke på andre, og hvornår på sig selv.

Forfinet møgtøs

Og det tror pokker. Vi er omtrent den sidste generation af børn, som ikke skulle tro, de var noget. Og fra en tid med fællesskaber og kollektiver i høj kurs.

“Din egoist” var noget af det værste, man kunne blive kaldt i skolen. At være optaget af sit udseende var også en dødssynd i 70’erne. Der blev slået hårdt ned på at kaste med håret eller at se sig selv i spejlet. “Ad, hvor er du forfinet”, lød det hånligt.

Samtidig har vi fostret en generation, som er verdensmestre i at mærke sig selv og ved, hvad de har lyst til. Og især hvad de ikke har lyst til. Og vores efternølere og børnebørn danser selvforelskede rundt i egne filmproduktioner på medier og skærme, de deler med nærmest hele verden. Lidt af et skisma.

Man skulle også “yde, før man kunne nyde” i min ungdom. Og det var da et strålende princip at skulle klare lektier og støvsugning inden Dollars og flødekager. På mig virker det stadig. Lidt for effektivt faktisk.

For hvornår er nok nok? Det er jo helt truntetosset altid at nægte mig selv at plante måsen ved det store (mande)morgenmadsbord med avislæsning i weekenden, bare fordi der – som altid – venter en ugentlig rengøring-tøjvask-hundeluftning-lusekæmning-tovejs venindecoaching-plejehjemsbesøg og mange andre(s) behov. Tit når jeg jo slet ikke Dollars og flødekager.

Så jeg øver mig. Og jeg kan sagtens se det geniale i MIG-tid. Men sådan helt generelt er vi danskere da gået hen og blevet ret gode til at tænke på os selv. Skal vi have det ene eller det andet lækre til frokost, hvem skal vi invitere til middag efter træning lørdag, og skal vi til Madrid eller Prag i påsken?

Toptrænet hensynsmuskel

Og kan det ikke kamme over? Hvem hulen vælger plejehjem og pligter, hvis alt er drevet af lyst? Jeg synes egentlig fint, det gamle “tænk på andre end dig selv” fra 70’er-skolen kan tåle at blive hevet frem i lyset og støvet af. Og limet sammen med stumper af ansvarlighed og sammenhængskraft.

Når du læser det her, er vi i øvrigt allesammen i ekstraordinær toptræning med at tænke på andre end os selv. Coronakrisen har trænet os i at undvære, nøjes og vise hensyn. Og når den er ovre, får vi rig lejlighed til at holde hensynsmusklen fit for klimaet, biodiversiteten og vores børnebørn, som også helst skal have et stykke tørt land at leve på. Nu ved vi jo, vi kan.

Det er vi jo så heldigvis mange, som hele tiden har kunnet. Nogle af os skal bare blive bedre til at balancere kvoten for egen og andres omsorg.