Annamette Fuhrmann
Annamette Fuhrmann (48).© Anne Kring

Klumme: Hvornår var du sidst fucking ligeglad?

Hvor er det bare nogle gange godgørende at være derude, hvor man ikke rigtigt kan nå sig selv, synes Annamette Fuhrmann.

26. september 2022 af Annamette Fuhrmann

Jeg har en veninde, som hele sommeren har boet i sit kolonihavehus. Hun har bygget brændeskure, bålplads, terrasse og udendørs bruser. Nærmest alene. Hun har flettet ophæng til sine krukker med blomster, lavet solcelleanordninger og indimellem anrettet økologiske salater med blomster, som kunne få 10.000 likes på Instagram. 

Som en anden amazonekvinde har hun sikkert og målrettet skåret sig igennem krat og træer for nu at brillere med et kolonihavehus, som enhver gør det selv-type ville tabe kæben over.

Vi har tit grinet over, at hun ikke er på Instagram, for hun ville være enhver followers drøm. Man ville helt klart få fornemmelsen af, at her boede en perfekt kvinde i sit perfekte kolonihavehus, som rummede sit perfekte singleliv og spiste perfekt økologisk mad direkte fra haven.

Simultan-branderter

Min veninde går ofte i gummistøvler og uldsokker op til knæene. Hun har dreadlocks og kan godt lide hotpants. Jeg ville ligne en idiot, men hun ser cool ud. 

En dag spurgte jeg hende, hvorfor hun ikke havde lyst til at digital-dele sit univers med os andre?

“Det ser så perfekt ud, og jeg gider ikke have likes for det perfekte,” sagde hun, mens jeg hashtaggede mig igennem den smukt pyntede salat, hun serverede for mig.

Et par uger senere havde vi næsten simultant en aften, hvor vi i eget selskab, i hver vores landsdel, drak en gin & tonic. Som blev til … en hel del flere.

Den aften trodsede jeg ‘don’t drink and text’-reglen og begav mig ud i en ukontrollerbar rejse på Messenger, SnapChat, Tinder, sms og WhatsApp. 

Tidligere elskere blev afkrævet svar om, hvorfor de kujonagtigt bare havde stukket hovedet i busken og ghostet mig, kommende dates om, hvorfor de ikke bare var ærlige og sagde, hvad de mente, flings og andre mulige dates fik en (lidt for) kærlig hilsen. 

Sådan gik det lystigt derudad. Der opstod et skænderi på vejen, men min ild var tændt, og der var ikke den ting, jeg ikke kunne håndtere.

På samme tid var min veninde taget ind til byen i gummistøvler og lange uldsokker, og i sin brandert får hun skrevet til både eksmand og en ven, om de skal mødes. Ikke samtidigt og med slet skjult bagtanke.

Skæbnen vil, at de to er til koncert. Sammen. Ups. Hun grinede lidt af sin egen fadæse, men tog sin promille under armen og cyklede videre. Lige indtil hun kysser asfalten og ligger, så lang hun er, med flotte hudafskrabninger på arme og ben. 

Men humøret er stadig højt, og hun får et plaster på af en venlig caféejer, og så kan hun jo lige så godt sætte sig ned i sommernatten og nyde et glas kold hvidvin. Og falde i snak med to polakker, hvoraf den ene er arkitekt og den anden arbejder i et cirkus. Og udveksle telefonnumre.

Ingen moralske tømmermænd – mere!

Glad og tilfreds cykler hun hjem gennem sommernatten med plaster på kroppen, og jeg falder i søvn på min altan i alt mit tøj.

Næste morgen føles lyset en anelse for skarpt, og resten af dagen har jeg et tæt forhold til mine Treo med hindbærsmag. Jeg har en svag fornemmelse af, at jeg skal lade være med at tjekke op på nattens digitale udskejelser, men jeg åbner forsigtigt for Pandoras æske. 

Til min store overraskelse får jeg ikke moralske tømmermænd, selv om en del af beskederne er skrevet så selvtillidshøjtidelige, at jeg næsten må grave mine tånegle ud af knæskallerne.

Men på en eller anden måde føles det helt fantastisk at have været grænseløs uperfekt. At have sluppet kontrollen og den dårlige samvittighed over, om man som 48-årig single kvinde og nogens mor kan tillade sig at drikke sig i hegnet og være aldeles filterløs på en hverdag.

At give en fuck for, om andre synes, man er en idiot ved at bræge rundt på diverse SoMe-platforme eller tage i byen i gummistøvler og lange uldsokker.

De tre ord, jeg tager med mig fra den nat, er: “Og hvad så?”

For jeg synes, det klædte mig at træde ved siden af og være ligeglad med, hvad man skal og må og bør i en alder af 48. En ting er da helt sikkert – jeg gider ikke dø af hensynsbetændelse.

PS. Der var ikke børn til stede under løjerne.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i august 2022.

Annamette Fuhrmann (48)

  • er mor til Kasper på 15 og Jeppe på 13 år.

Du vil (garanteret) også kunne lide