Klumme: Hvornår har du sidst følt dig fuldstændigt fri?

Forleden tog min hverdagsaften en drejning. Jeg skulle mødes med en god veninde, inden jeg skulle tilbage fra København til Vejle, hvor jeg bor. Vi skulle bare lige have et glas vin og en snak, inden jeg drog af sted.

Der skete bare det, at den vin smagte særligt godt den aften. Derfor blev et glas til to, og to blev til tre, og så gik vi over til øl.

Caféen lukkede, og vi begav os videre, for natten føltes pludselig ung og sjov. Det var hverdag, så få steder var åbne, men vi fandt et helle, fortsatte snakken, og grinene blev også højere. Kort sagt var vi ved at skabe os en gedigen og uplanlagt “aften i byen”.

Skamfuldt? 

Jeg blev irriteret på mig selv over at være blevet så ufri i min måde at leve mit liv på, fordi følelsen af frihed er gratis. 

Det koster intet at købe ind på den følelse (bortset fra 300 kroner på en vinbar … plus det løse), og den følelse kan stå på en hylde hver eneste dag, og du kan altid nå den. Jeg følte mig skamfuld over at fræse rundt i byen som en teenager, mens jeg samtidig var nogens mor og nogens ansvarlige, fordi det her føltes så uansvarligt. Men var det ikke i virkeligheden en måde at leve ansvarligt på? Er det ikke noget, vi bør tage måske mere alvorligt? For at have eller få den gode balance i vores liv?

Det er let nok at finde aktiviteter, hvor du kan føle dig fri og ubesværet, men det er ofte orkestreret og sat i en ramme på forhånd. Det, jeg taler om her, er at sige ja til den mulighed, der opstår spontant, fordi den har en anden slags oktan end det, du har planlagt på forhånd.

Tag det næste tog!

Da klokken slog lidt i klokken 03.00 befandt jeg mig på Københavns Hovedbanegård i færd med at åbne dørene ind til hallen, men alt var låst.

Den slags ved man ikke, når man er uvant med at befinde sig i natten på det tidspunkt. Jeg nåede lige at gå en anelse i panik, fordi jeg, igen, var tæt på “gate closed”. Så de sidste kræfter blev brugt på en mindst lige så vild spurt som den første mod toget for et par timer siden.

Jeg nåede det og smed mig bogstaveligt talt ned i sædet. Samtidig var mit smil så stort, at det næsten krævede en pladsbillet til det alene. Hold da kaje en aften og nat.

Vi rullede ud i natten, mod Jylland og i trygge rammer, og efter lidt tid ser jeg, at hende, som sidder over for mig, er højgravid. Tal om forskellige livsfaser. Vi blev begge trætte på et tidspunkt og lagde os med hovedet ned i sædet og tog en lur.

Eller. Jeg sov som en sten og vågnede først 10 minutter, før jeg ankom til Vejle. Jeg sad søvndrukken og med uglet hår og kiggede lidt på kvinden over for mig. Vi smilede til hinanden, og i mit stille sind ønskede jeg hende held og lykke med det nye liv, hun lige om lidt ville opleve.

Men jeg smilede også til mig selv, fordi jeg synes, jeg har taget hul på en livsfase med mere spontanitet og frihed. Jeg skal øve mig. I at komme tilbage. Og ikke al frihed skal opleves i natten på de københavnske gader, men det var en god start. Til noget skørt, frit og oplevelsesværdigt.

Jeg kan anbefale det. At slippe grebet. Du kan altid tage det næste tog.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv i december 2022.