Klumme: Hvordan kan jeg fortsætte med at være en rebel?

Jeg er kommet for sent to gange i denne uge. Den første gang – og for første gang i min journalistkarriere på snart 15 år – til et interview. Anden gang hos lægen. To situationer, man bare ikke kommer for sent til. 

Jeg undskyldte mig med, at det var første uge efter min ferie, men nåede både at få sved på panden og dukke nakken. Men inderst inde og over for mig selv så er jeg faktisk en lille smule stolt. Jeg har prøvet at gøre noget, som normalt er en del af mine mareridt, og ved du hvad? Der skete ikke noget ved det! 

Jeg er normalt rimeligt inkognito i det danske landskab af blåøjede, lyshårede kvinder, som pynter lidt her og der med makeup, før jeg går ud. Men i min sommer­ferie bristede en blodåre i mit ene øje. Med det resultat, at jeg i tre uger – og også på min fødselsdag – gik rundt med et helt bogstaveligt talt blodrødt øje og derfor briller frem for kombinationen kontakt­ linser og cool solbriller. Øjenmakeup var bandlyst. 

Og ved du hvad? Jeg endte faktisk med at holde af mit spejlbillede. Og fik endelig afprøvet den række af røde læbe­ stifter, jeg havde liggende, for de hjalp til at trække opmærksomheden væk fra øjet og ned mod munden.

Jeg eller i hvert fald mit øje blev alligevel et samtaleemne. Det er den perfekte facade sjældent. Jeg opdagede, hvordan det er at stikke lidt ud og samtidig være mig selv. Selv om det var svært at steppe ud ad hoveddøren, den dag min kæreste henkastet foreslog, at jeg iførte mig ungernes sørøverklap fra klæde ud­-kassen. 

Det gik jo!

Så nu er spørgsmålet, hvordan jeg kan fortsætte min rebelske side? Jeg, der ellers altid har pakket en uge før afgang, kopieret passet, tisset af og medbragt madpakker og vådservietter, bare jeg skulle en tur rundt i kvarteret. Kommer seler på mode igen, vil jeg ikke være bleg for at bruge dem sammen med min livrem.

Svaret er, at jeg øver mig. Kontrolleret. Meditation har vist mig, at du kan slippe kontrollen kontrolleret. Smart, ikke? Jeg er endda blevet bedre til at være i nuet og holder mig ikke længere i samme grad vågen for at skrive lister på indersiden af mine øjenlåg, men vender mig i stedet om på den anden side i troen på: Det skal nok gå. For det gør det jo!

Jeg testede det, da jeg for nylig var i London med en veninde. To overnatnin­ger. Tre dage. Vi skulle bo to forskellige steder og blev enige om, at det var smartest bare at pakke en rygsæk, som vi kunne gå rundt med. Toilettaskens nødvendigheder fordelte vi imellem os. Hun medbragte deodorant og tandpasta. Jeg stod for cremer og hårbørste. 

Jeg var stolt, da jeg tog af sted med min på ingen måde fulde oppakning. Og målløs, da jeg mødte veninden i lufthavnen. Med en flad rygsæk. Ind­holdet på to par trusser, en T­-shirt, to regnslag fra Tiger, den halve toilettaske plus en oplader gjorde ikke meget væsen af sig. Hvad hun manglede, kunne jeg trods min ydmyge oppakning låne hende. Vi led ingen nød, for vi havde jo det allervigtigste: Hinanden, billetterne og vores pas.

Og til min og andres store overraskelse var der ikke meget mere i oppakningen, da vi vendte hjem. Hvad de ikke kunne se, var det, der fyldte for os: Masser af indtryk og oplevelser og nærvær i vores indre veninde­rygsæk, der efterhånden også var blevet lidt for slatten.

Sammen fik vi også testet endnu et af mine største mareridt: At komme for sent til et fly. Takket være en generel tidsfor­virring med tidsforskellen som undskyld­ning sad vi stadig i lufthavnstoget kun en time før afgang. Vi nåede det. Reddet af, at Easyjet åben­bart også er lidt rebelske i det, og skider på det der med punktlighed. Og denne gang følte jeg mig ikke svigtet, men reddet. 

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 73.