“Når syrenerne er afblomstret, er det bedste forbi.” Sådan sagde min storebror, der i slutningen af maj i år, helt uventet og på et splitsekund, faldt om og døde.
Han døde midt i livet, efterlod sig fire sønner, og han er savnet. Han levede også, på godt og ondt, stærkere end de fleste. Gav meget, fyldte meget og krævede noget. Der var intet gennemsnitligt over ham, og hans liv var stort, også selv om det blev kort.
Døden er et grundvilkår, vi mennesker har til fælles. På den måde er døden ret demokratisk. Du kan ikke – i hvert fald ikke i det lange løb – løbe, købe eller tale dig fra den. Tyk, tynd, fattig, rig – vi ved godt, at det er der, rejsen ender.
Når et menneske dør, handler et af omverdenens første spørgsmål ofte om, hvor gammel den afdøde blev. Derefter er reaktionen typisk indstillet som på et barometer, hvor over 75 år er trist, men acceptabelt, over 85 år er flot, og over 95 år rigtigt flot.
Under 70 år er for tidligt. Og i den anden ende af aldersskalaen, hvor børn og unge dør, kan vi slet ikke have med det at gøre. Sagen er bare, at det sker.
Og vi ved ikke, hvornår det sker. Vi er ikke på forhånd garanteret en vis livslængde, og det er måske et af de største kontroltab i det moderne menneskes liv overhovedet. Når vi siger til os selv og hinanden, at “en tagsten jo kan falde i hovedet på os i morgen”, oplever vi det – selv om det er sandt – som en risiko, der alligevel mere gælder for naboen end for os selv.
Glem vejret!
Jeg er sikker på, at den fortrængning har et fornuftigt formål, og det er bestemt ikke, fordi jeg synes, vi skal gå og tænke på døden hele tiden. Og så alligevel.
I tv-programmet Tro, håb og kriser siger hospitalspræst Lotte Mørk: “På Rigshospitalet taler vi ikke ret meget om vejret, det kan jeg meget godt li’!”.
Hun fortæller, at taknemmelighed til gengæld fylder helt vildt meget. Særligt hos dem, som er på kanten. Og at hun oplever, at de fleste mennesker tænker, at når man er på kanten, så kan man kun se død og ødelæggelse. Men nej, så kan man netop, ifølge hospitalspræsten, se, hvad det er, der egentlig betyder noget.
Nogle af dem, Lotte Mørk taler med, er meget unge mennesker, som står på den kant. Som 21-årige Amalie Vilslev, der som 20-årig planlagde sin egen begravelse, blev fulgt af 55.000 mennesker på Instagram og, inden hun døde i august i år, blev både en afgørende stemme i den offentlige debat om organdonation og nåede at gøre et uudsletteligt indtryk på tusinder og atter tusinder af mennesker. Hendes liv var kort, og det er så barskt og hjerteknusende, at hun ikke skulle være her længere, men noget meningsløst liv var det ikke.
Når vi bliver gamle?
På en måde er vores opfattelse af det gode liv generelt præget af en vis alderdomsforherligelse. Vi vil gerne blive gamle, selv om der omvendt ikke rigtigt er nogle, der gider være gamle.
For lad os være ærlige: Alderdommen er ikke nødvendigvis en Gnags-sang, hvor vi sidder på en bænk for enden af molen og skærer æbler i solen med vores elskede. Jeg siger ikke, at den version ikke findes, og der er også noget meget smukt i at nå til et punkt, hvor man er mæt af dage og ikke har mere til gode. Det, jeg siger, er bare, at det at leve i mange kalenderår også kan være forbundet med smerte, magtesløshed, ensomhed og afsavn. Vi behøver måske ikke altid betragte en høj alder som målestok for et vellykket liv.
Uanset hvornår vi møder den, er døden med til at give livet mening. Den giver os fokus og minder os om at gøre os umage og ikke udsætte for meget for længe. Det eneste, vi har, er jo nu, og derfor synes jeg faktisk, det er tarveligt at være nærig med sig selv og alt det liv, du kan leve til glæde for dig selv og andre.
Sandheden er jo, at ingen af os er garanteret i morgen. Så uanset om din vådeste drøm – ved at leve dine unge år i en kombination af vandgrød, smalhals og kæmpe nej tak – er at gå på pension, når du bliver 40, så er der altså en risiko for, at de champagnepropper og lange dage på solsengen aldrig kommer til at ske derude i en absolut ikke givet fremtid.
Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at det engelske ord for nu er present. Det er jo simpelthen det, der er gaven. Pak den ud, leg med den, og nyd den. I dag.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i oktober, 2022.
Karen Sophie Lerhard (53)
- er kæreste med Morten og mor til Johanne på 24 og Hubert på 21 år.
- er madmentor, sundhedsrådgiver, account executive og freelanceskribent. Blandt andet for Magasinet Liv.
