Klumme: Hvor gammel føler du dig?

“Hvor gammel er det egentlig, du er, spurgte min niece på 12 år mig forleden. “48, 49?” Og ja, jeg var 49 den dag, men når du læser dette, er jeg faktisk lige fyldt 50. Jeg svarede alligevel for sjov – og lidt med en kærlig tanke til min klasselærer, som altid fyldte: “Lyver-tredive”.

Det fik min skønne, nonfirmationsklare niece med stift i næsen og indisk bomuldsskørt til at sige: “Hvorfor kan man egentlig ikke bare selv vælge sin alder?”.

Og når vi tænkte nærmere over det, mine to niecer, deres mor og jeg, så er der efterhånden så meget, vi selv kan vælge, at alder snart er det eneste, vi ikke kan løbe fra. Er du træt af dit job? Sig op! Er manden visnet i sofaen? Forlad ham! Forstår du og veninderne ikke hinanden mere? Slå op med dem! Svigter dit parti dig? Stem på nogle andre! Har Gud og hver mand svigtet dig? Meld dig ud af Folkekirken! Men er du lidt nervøs for det der store 5 0, som jeg har været det: Face it! Rum det. Vær det. For der er ikke noget at gøre ved det.

Ung eller gammel?

(Corona)året 2021 har ikke været det nemmeste år at skulle runde det halve århundrede i. Når avisernes forsider gang på gang har gentaget budskabet om, at når alle over de 50 år er vaccineret, så kan verden åbne igen, så har jeg følt mig som en del af ældrebyrden.

Det er faktisk lidt for min skrøbelige, næsten 50-årige krops skyld, at festivaler, vist lige undtagen jazzfestivalen, er blevet aflyst. Nu for andet år i træk. Det er af hensyn til mig, at du går med mundbind og spritter af.

Det er af hensyn til mig, at du ikke har kunnet rejse og holde store fester. Beklager. Heldigvis bærer jeg ikke byrden alene. Og heldigvis fik jeg indkaldelsen til vaccinen, inden jeg blev helt krumrygget af skyld og skam.

Og pludselig så jeg fordelen ved, at det lige præcis er i år, jeg fylder de forhåbentligt også magiske 50!

Og selv om jeg står ved mit fødselsår 1971, bestemmer jeg også selv, hvor gammel jeg føler mig og opfører mig. Ligesom jeg gjorde det, da jeg som 16-årig hed Birgitte, hver gang jeg skulle på københavner-natklubben Montmartre, hvor de lykkeligvis var tilfredse med kun at se min venindes sygesikringsbevis, så længe jeg kunne huske hendes cpr-nummer.

Sidenhen har jeg ofte været hende den ældre med de fordele, det har haft. Jeg gik på teknisk skole med en flok bumsede teengagere, da jeg selv var i 20’erne. De syntes, det var for vildt, at jeg boede alene og havde et køleskab fyldt med dåseøller. Men jeg fik jo også voksen lærlingeløn. Jeg begyndte først at læse til journalist som 29-årig og havde allerede gennemlevet nogle af de dilemmaer, som dem, jeg interviewede, skulle fortælle mig om. Og på selv samme journalistskole blev jeg forelsket i min kæreste, som er syv år yngre end mig, og som fik indflydelse på, at jeg er en mor, der skiftede min første ble som 36-årig, men også en mor, der var så klar.

Jeg har i mit voksne liv sammen med min unge mand ofte oplevet at sidde som de yngste til de kulturoplevelser, vi holder af: Opera, teater og jazz. Der kommer til at gå længe, før vi kommer til at stå og føle os malplacerede.

Tillykke!

Da jeg for snart mange år siden interviewede Margrethe Vestager, fortalte hun, hvordan hendes bedstemor, tror jeg det var, sørgede for at have venner i alle aldre. Så blev hun aldrig ensom, og hun holdt sig nysgerrig og ung. Det vil jeg gerne blive bedre til.

I mit privatliv er jeg nok især takket være min unge mand og vores børn og mine tre yngre brødre sjældent kun omgivet af mennesker på lige præcis min alder. Men det var jeg den dag i maj, da jeg fik mit første vaccinestik.

Da jeg sad i Øksnehallen på Vesterbro i København og ventede de obligatoriske 15 minutter efter, kiggede jeg mig omkring. Og jeg kunne virkeligt godt lide, hvad jeg så. For hold nu op, hvor er kvinder omkring de 50 lækre. Skarpe og velholdte. De udstråler en ro, som jeg på gode dage også selv begynder at føle. Så tillykke til mig. Og til jer.