Karen Greves klumme
Karen Greve (48).© Thomas Dahl

Klumme: Hvem skifter vinterdæk og sikringer hjemme hos dig?

Karen Greve er blevet lidt træt af sig selv og den kønsstereotype fordeling af opgaver hjemme i parforholdet. Spørgsmålet er: Hvad gør hun ved det?

28. marts 2021 af Karen Greve

Karen Greve (48)

  • er gift og mor til Karl Emil på 20, Frederik på 17 og Jonatan på 13 år.
  • er journalist på Magasinet Liv.

“Strømmen er gået.”

Min yngste søn står i soveværelset og demonstrerer hjælpsomt på min sengelampe, at: Se, der sker ingenting. Det er bælgmørkt udenfor, og klokken er 05.32. Manden i huset er på arbejde. Så det er mig, der er den voksne. Der er intet andet for end at svinge benene ud af sengen, tænde mobilens lommelygte, gå ned i kælderen og stirre på el-panelet. Hvad var det nu, elektrikeren gjorde, sidste gang HFI-relæet stod af?

Jeg slukker og tænder lidt for de forskellige knapper og skæver til fryseren i kælderhjørnet. Jeg håber virkelig ikke, vi har manglet strøm hele natten, så jeg skal til at tømme og afrime den.

Det er et lille mirakel, men det lykkes mig faktisk at få tændt for huset igen. Fyret går brummende i gang, og lyset lyser.

Sidste gang strømmen gik på min vagt, ringede jeg bare efter en elektriker, der kom ud efter kontortid og sendte en lidt ærgerlig regning for 10 minutters besøg, som jeg klart fik en fornemmelse af, var unødvendig. Så lige nu er jeg stolt. Eller en del af mig er. En anden del af mig er umådeligt træt af, at jeg er blevet sådan en kliché-kone, som ikke rigtigt kan overskue at skifte en sikring og sætte mig ind i den teknik, der holder huset kørende.

På mit arbejde kan jeg godt sætte mig ind i nye programmer og få (bevares, begrænset) teknik til at virke. Men hjemme er det en anden snak. Her har jeg i tidens løb overladt mere og mere til min bedre halvdel. For nylig for eksempel installering af nyt internet (han hang i telefonen til Stofanet ad flere omgange, før det hele fungerede).

Det er også ham, der har sat sig ind i ventilationen på drengenes værelser og i gulvvarmen, og selvfølgelig skifter han vinterdæk på begge biler. Selv når komfuret skal have uret stillet ved vintertid og sommertid, lader jeg ham ordne det. Det er sket, at han har været på rejse, og så har vi andre gået rundt en time forskudt på komfuret i dagevis. Helt ærligt! I stedet for selv at glo i manualen og få det nu fikset!

Et ægteskab fra 50’erne

Der er dog også ting, jeg står for. Vaskemaskinen er en installation, jeg opererer solo, og jeg har også den ulækre opgave med at rense afløbet i brusekabinen (fordi det er mine lange hår, der stopper det til, som min elskede siger).

Men jeg føler alligevel, at der en ubalance, som er sådan lidt reaktionær og ikke-ligestillet, og som får mig til at tænke på min farmor, dengang min farfar døde. Hun lod sine sønner om at sælge hendes hus og finde en lejlighed til hende, og al kommunikation med bank, forsikring, Skat og så videre lod hun sin revisorsøn tage sig af. Efter cirka fem år talte jeg med hende om det, og der sagde hun: “Nu åbner jeg brevene, og så prøver jeg selv først. Hvis jeg så ikke kan finde ud af det, spørger jeg Jørgen”.

Dengang nikkede jeg forstående, fordi hun var en anden generation. Hun blev gift som 19-årig og havde aldrig boet alene eller taget en beslutning uden min farfar, før hun blev enke. Og desuden ville han ikke have kunnet koge et æg, hvis han var blevet alene. Så afhængigheden var helt gensidig.

Men jeg er jo opdraget helt anderledes i en ganske anden tid. Til at være selvstændig, uafhængig og ansvarlig. Desuden er min mand faktisk bedre til at koge æg, end jeg er.

En manual ad gangen

Der er i princippet ikke noget galt i at fordele opgaverne i en husholdning efter evner og interesser (gør vi ikke alle det)?, men efter en del års ægteskab er det måske alligevel en god idé at tage en lille status på, hvor kønsstereotyp man egentlig har lyst til at være.

Giver det stadig mening, at jeg tager de fleste forældremøder og aldrig kommer på lossepladsen? Eller kunne vi indimellem bytte? Skulle jeg tage mig sammen en manual ad gangen og måske stille uret på komfuret? Måske er der så også en anden end mig, som skifter sengetøjet en dag?

For selv om det er ligegyldigt, hvem der gør hvad, hvis alle er glade, skader det nok alligevel ikke at ryste posen i ny og næ. Desuden er det bare nemmere at leve i nusset sengetøj end uden lys, varme og internet! Så det er nok mig, som skal starte! Jeg begynder med det komfur-ur.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. marts 2021.

Seneste

Måske er du interesseret i...