Jeg kan bedst lide sjove klummer. Eller spidse. Dem, der giver håb. Så undskyld, at du skal sidde med en, som er sørgelig. Men sådan er livet jo også. Det ved enhver Liv-læser.
Det slutter ikke altid kønt, selv om vi så brændende ønsker det. Så kun på én måde kan den her historie give mening: At vi hele tiden prøver at gøre det bedre.
Èn evne
Kunne jeg give én evne videre til mine børn, kan jeg ikke helt beslutte, om den skal hedde forsonlighed, tilgivelse eller overbærenhed. Men noget i den boldgade.
Det er ikke, fordi jeg er uvenner med dem. Det er bare gået op for mig, hvor vigtig forsonlighed er i en kompliceret og stædig verden. Siger jeg vel vidende, at det kan være svært, umuligt, at tilgive. Og at man ikke skal finde sig i alt.
Men tænk, hvis det gik som på film, hvor der er happy ending i biografmørket. Eller – og her starter historien – hvis en dame i min omgangskreds havde kunnet gense sine to børnebørn bare lidt i sine sidste 14 år.
Når det bliver for sent
Jeg har altid tænkt: Det ordner sig en dag. For hverken farmor eller børnene kunne jo gøre for, at forældrene skulle skilles. Og at bruddet var kompliceret og kom til at koste dem kontakten.
Hun var ellers sådan en farmor, der hentede og hyggede hver uge. Så måske er det ikke så underligt, at hun få måneder efter bruddet blev ramt af en hjerneblødning. Som pludseligt hjemløst hjerteblod, der ikke kunne holdes tilbage.
Det gjorde ondt i mig, når hun i de følgende år sendte små gaver til min yngstes barnedåb og fødselsdage. Og hilsener til mine to ældste. Og jeg var bange for, at hun gik hen og døde uden at se sine to yndlingsbørn igen.
Det er desværre lige sket. Nogle dage efter mit julebesøg faldt hun og døde pludseligt. Vi bar hendes kiste ud i sjælden smuk januarsol, og jeg følte, at der i de solstråler gemte sig en kærlighedshilsen mellem hende og børnene. Og at hun tog den med sig. Jeg synes bare stadig, det er trist, når noget – af alle mulige grunde, vi ikke altid kender – går skævt. Og bliver for sent.
Og væk var vreden
Mine egne erfaringer i forsoningsbranchen spænder vidt.
Jeg var godt gnaven på min bonusfar efter en del anspændte år under samme tag. Da jeg som voksen så julelyset i hans øjne, når han kærligt rakte ud til mine børn, sagde vreden “pfffffft”, og væk var den. Og gudskelov, for den er sgu ikke sund at samle på.
Selv har jeg ydmygt opsøgt en tidligere kollega, som jeg i en forsmået situation bagtalte i en mail, der dukkede op hos hende. Til min lettelse godtog hun med et kram min undskyldning, da jeg stillede i hendes kontor med flødeboller.
Der, hvor forsoning bliver så afgørende, er jo, når nogen skal dø.
Det skulle min moster sidste år. Og så havde vi balladen. For diverse diagnoser gjorde, at hun nægtede at se sine søstre. Men de ville gerne sige farvel til deres lillesøster. Her skete noget ret skønt.
Da hun lå på det sidste, og jeg sad ved hendes seng, trådte min mor diskret ind i plejehjemsstuen, gik hen bag sengen og løftede sin lille hund op til hovedgærdet. Hendes lillesøster, som ikke længere kunne tale, drejede hovedet, begravede hele ansigtet i hunden og gav den alle de kys, hun havde i sig.
Sommetider skal der bare tre kilo hund til at gøre det ubærlige bærligt. Andre gange kræver det en ny generation eller en grundig snak.
Så lad den sørgelige historie minde os om, at det kan blive for sent. Skid på stolthed og nederen nag. Få det for filan ud af verden og kroppen, hvis du er rasende på nogen eller omvendt. Nogle gange lykkes det ikke, men så har du prøvet. Lån en hund, send en blomst, skriv et brev. Fred gør fri.
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv i marts 2023.
Gertrud Baun (56)
- er mor til Julius på 26, Rasmine på 22 og Solvej på 12 år.
- er kommunikationskonsulent i Røde Kors og freelancejournalist for Magasinet Liv.
