Karen Greve (47)
- er gift og mor til Karl Emil på 20, Frederik på 17 og Jonatan på 12 år.
- er journalist for Magasinet Liv.
Har du fået ryddet lidt op i skabe og skuffer på det sidste? I skuret og på loftet? Været en tur på losseren og måske haft et par ting til salg online?
Jeg har læst, at en del danskere har brugt tid på oprydning de sidste måneder. Og nu ved jeg jo ikke, om du er typen, der har et antal velordnede kasser med låg og etiketter, som oplyser om kassernes indhold, stående snorlige på loftet, men det har jeg så ikke.
Hos mig er det mere noget med Netto-poser, der hastigt er lukket med hankene, og gamle papkasser med A4-mapper, der er braset sammen i den ene side. Og noget udefinerbart i brunt og lyserødt stof, som på et tidspunkt er blevet spist lidt af mus.
Derfor har det længe været et uoverskueligt projekt at få styr på mit loft, men dette forår har jeg haft både weekendtid og motivation til det, fordi vi, min familie og jeg, flytter til et nyt hus i løbet af sommeren.
Jeg har båret kasser med cd’er, ungernes Legoklodser og gamle bamser ned, fundet min Blå Bog fra gymnasiet, ungdomsbreve og min mormors rejsekuffert.
Et danskstudie, et journaliststudie og et pilotstudie fordelt på mapper er blevet kørt til småt brændbart, og mens det sidste gik ret let, tog det første en rum tid.
For man er jo nødt til lige at genopfriske, hvem 3. B årgang 1991 på Helsingør Gymnasium forudså, at jeg ville blive. De gættede på journalist! Og beskrev i øvrigt en pige, der dengang var ambitiøs, fantasifuld og (lidt) påståelig, i fast forhold (det meste af tiden) og festlig, bevares, men uden at miste kontrollen for meget.
Sådan er jeg nok i det store og hele stadig, bortset fra, at jeg nu for alvor er i fast forhold. På den måde var der ikke de store overraskelser i min oprydningsfase.
Legomænd 50+
Det ændrede sig lidt, da jeg begyndte at sætte nogle af mine loftting til salg på Den Blå Avis. Gad vide, om man kan sælge gamle cd’er, tænkte jeg og satte to kasser til salg til 120 kroner stykket. Der gik en halv time, så ringede en gut og ville gerne købe hele baduljen!
Desværre havde han ikke bil, og da jeg tøvede lidt til hans forslag om, at jeg kunne bringe kasserne ud til ham (en køretur på 20 kilometer hver vej), tilbød han rask væk 500 kroner for ulejligheden.
Han kunne dog ikke sende mig en sms med adressen, fordi han ikke ejede en smartphone. De findes derude, mennesker uden smartphone, men med cd-afspiller.
Og jeg havde flere interessante møder med købere fra Den Blå Avis. En mand på den gode side af 50 år, som hentede en kasse blandet Lego, og så helt lykkelig ud, da han kiggede ned i den støvede mængde klodser. Jeg er helt sikker på, at han gik direkte hjem og satte sig til at bygge.
En bedstemor, der lovede mig at give vores bamser “et nyt, kærligt hjem”, og en mand, som ankom på motorcykel for at hente en sukkerskål og flødekande i et bestemt stel, han samlede på. Forinden havde han minutiøst udspurgt mig i telefonen om porcelænets tilstand.
Uden for reservatet
De to oplevelser på samme tid: Mødet med mit gamle (velkendte) studine-jeg og mødet med købere af alle slags har fået mig til at tænke på, hvor meget af livet vi tilbringer i vores eget lille reservat med mennesker, der ligner os selv.
Lige siden gymnasiet har jeg været omgivet af mennesker med nogenlunde samme uddannelsesforløb som mig selv, med afarter af samme interesser, politisk observans og livsværdier.
Mine veninder har de samme (Eames-)stole som mig selv, de samme (Hay-)puder og en hvid (Lyngby-)vase. Vi læser de samme bøger, dyrker de samme sportsgrene (løb og yoga) og tager på ferie de samme steder, og samtidig har vi alle sammen en selvforståelse af at være mere unikke end som så.
Og egentlig er det lidt fattigt, at vi, så snart skoletiden er slut, går i en retning, hvor vi møder en flok, der ligner os selv. Det er trygt. Naturligt og sjovt. Nemt. Men det er ikke så overraskende.
Jeg har nydt at have et oprydningsforår med den slags overraskelser, det giver, når en porcelænsmand, der ved alt om Flora Danica, kommer ræsende på en kæmpe kværn for at hente sin nye, brugte flødekande og sukkerskål.
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. juli 2020.
