Klumme: Hvad for en ost er du?

er kæreste med Bo, som hun har Karl Otto på 11 og Ludvig på 9 år med.
er journalist og redigerende for Magasinet Liv.

Husker du også, hvor stort Trivial Pursuit var i 1990’erne? Jeg er næsten sikker på, at du enten går og ærgrer dig over, at det ikke længere er et fast indslag ved festlige lejligheder, så du kan gå hjem med endnu en ost i hatten.

Eller at du som jeg åndede lettet op, da du endelig kunne stoppe overvejelserne, om det var godt nok kun at ville svare på de lyserøde og til nød de brune oste. Altså dem, der lugtede lidt af (pop)kultur, og hvor der måske kunne dukke spørgsmål op, hvor svarene var enten Dirty Dancing, Bjarne Reuter eller Michael Jackson.

Jeg traf et trodsigt valg sidst i 80’erne. Mit første og eneste teenage-oprør. For hvor min far og morfar så mig gå på gymnasiet, ja, så valgte jeg at tage en højere handelseksamen.

Min logik og mit forsvar lød: “Oldnord, græske guder og litteratur skal jeg da nok få læst op på i min fritid. Helt frivilligt”. Mens samfundsøkonomi, regnskab og maskinskrivning mere var noget, jeg nok hellere måtte lære under mindre frie former.

Jeg har fået lyttemuskler!

Det valg fortrød jeg, hver gang der kom TP på bordet. For jeg fik jo ikke læst op i min fritid. Og så vidt jeg husker, har jeg aldrig kunnet brillere med viden om og vinde oste på, hvordan du afslutter et handelsbrev på tysk, eller hvad dækningsbidrag betyder.

Min far ved alt. Det er rigtigt, det gør han! Og jeg har fundet en mand, der er ligesådan. Han har så siden fortalt, og det er ingen indrømmelse, nærmest tværtimod, at det gør han altså ikke, ved alt. Men det afholder ham ikke fra at have en mening om det meste. Eller at kaste sig ud i alle de vidensspil, der fulgte i kølvandet på TP. Mens jeg har det fint med at spille Fisk og Klodsmajor med ungerne.

Det er nok ikke tilfældigt, at jeg har taget en uddannelse og arbejder i et fag, hvor udgangspunktet er at vide lidt om meget og at lade andre fortælle mig ALT.

Jeg ved stadig ikke, hvad hovedstaden i Burkino Faso hedder. Er der egentlig stadig et land, det hedder det? Men jeg er blevet lukket ind i rigtigt manges oplevelser. Og har fået adgang til det inderste. Tabuer, som er så lidt talt om, at du slet ikke kan opfinde et ostespørgsmål til dem. Der findes ganske enkelt ikke en procentsats på, hvor mange der ville ønske, at de ikke var blevet forældre, eller som følte en snert af lettelse, da deres gamle forældre døde.

Den tillid får jeg muligvis, fordi jeg under TP-spil og ved andre lejligheder, hvor jeg kunne byde ind med viden, i stedet trænede mine lyttemuskler. Og så folk lidt an. Det har dels lært mig, at andre heller ikke har styr på alt, dels gjort mig klogere.

Yin, yang og pailletter

Så når samtaler i dag drejer i retning af noget, jeg ikke ved særligt meget om, og derfor heller ikke føler, jeg kan tillade mig at mene en hel masse om, så bider jeg al skam i mig. En evne, der er kommet med alderen og erfaringen.

Så leger jeg, at jeg er på arbejde. Og stiller åbne, nysgerrige spørgsmål som hvorfor, hvornår og hvem? Har du ikke prøvet det før, kan det være godt være lidt grænse overskridende. Men ved du hvad, de fleste elsker at tale om sig selv! Og en samtale kræver en lytter og en fortæller. Modsætninger mødes og passer sammen som yin og yang. Og han og hun.

Lytter du rigtigt godt efter, får du gode historier at bringe videre til de selskaber, hvor din stemme måske brænder bedre igennem. For sådan er det jo heldigvis også ofte. Der er grupper, hvor du er hende, der lytter, og andre, hvor du er hende, der fortæller. Enten om dig selv eller om noget af det, du har lyttet dig til andre steder. Du bliver formidleren, en vigtig rolle. Forestil dig, hvad vores samfund havde været uden overleveringer af sagn og legender.

Hvis du ikke er så meget til ord, men godt gider fest, så har jeg fundet et stensikkert kort, som virker hver gang. Pailletter. Tusinder af dem. Fordelt på den top, jeg trækker over hovedet, og så er jeg klar til fest. Uanset hvor stille jeg vælger at være, når emnet falder på udenrigspolitik, elbiler og fodbold, så gør toppen arbejdet for mig. Den larmer lidt.

Den gad jeg godt have haft i 1990’erne. Så ville genskinnet fra den måske have drillet TP-spillerne så meget, at de havde løftet hovederne fra oste og navler og set, at for os udenforstående var Trivial Pursuit kun det, det faktisk betyder ifølge ordbogen. Nemlig: Ligegyldig stræben.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 77.