Klumme: Hold nu kæft!

For nogle uger siden stod jeg på en altan og malede nogle bogkasser, og hvis du nogensinde har malet bogkasser, så ved du, at det bare er vildt nemt at male dem udenpå. Indeni derimod. Helt anden historie.

Jeg var en anelse irriteret over den langsommelige proces, det er at male med pensel i alle ender og kanter og hjørner, og så kan malerrullen ikke komme helt ind og dække, og så skal det tørre, og så er der helligdage, hvor det hele ikke dækker, og så har det ikke tørret tilstrækkeligt...

Men jeg gjorde mig umage, selv om irritationen steg, i takt med at malingen slap op. Min mor, der var på besøg, kom ud på altanen og bemærkede, hvor godt det gik med den maling, og hun sagde: “Du er bare så... god til at male”. 

“Hold nu kæft”, fik jeg sagt, og det var ved tanken om, at der lige om lidt ikke var maling nok til at male dem færdige. Min mor skulle ud af døren, og jeg vidste, at hvis jeg skulle have fat i den maling, så skulle jeg cykle otte kilometer op ad bakke, og Bauhaus lukkede om 20 minutter. Ergo havde jeg travlt.

Ergo kunne jeg ikke nå det. Ergo skulle jeg vente en hel uge med at få malet bogkasserne færdige. Ergo ville der være bøger ud over hele lejligheden, som jeg ikke kunne sætte på plads.

Godt, gammeldags sur

Jeg satte mig ned og blev godt, gammeldags sur. Over manglende maling oven på en travl uge, oven på en travl måned, oven på et sindssygt år. Sur over coronakrisen, håndsprit, afstand og regler. Over at man nærmest ikke kan slå en skid, uden at der er nogen, der bliver krænket. Det er lige før, man ikke må sige “hold din kæft” til et menneske, som står på gaden og opfører sig virkeligt dårligt. Som i uforskammet.

Og så for jeg til tasterne og skrev følgende på Facebook:

“Nogle gange får man lyst til at råbe hold kæft. Sådan rigtigt højt. For det må man bare ikke. Man må ikke råbe hold kæft over kedelige provinsbyer, og røvsyge butikker i provinsbyer. Man må ikke råbe hold kæft til sin overgangsalder og til sin skilsmisse. 

Eller til at være den eneste til at tjene pengene og den eneste til at betale regningerne, og hænge ting op på væggene. Den eneste til at vaske tøj, handle og være ene-forælder hver anden uge og savne ind til knoglerne den anden uge. 

Den eneste til at lave mad og rydde op, og den eneste til at huske IKKE at spise en pose M&M’s, så der kommer ubalance i systemet. E-n-d-e-l-i-g ikke ubalance. Det duer ikke. Hold kæft.

Og hold kæft til influencers, der ikke kan tage et billede uden at være proppet med det der Nordic Pulvermix, eller hvad det hedder. Det, alle æder, som skulle give glat hud.

For vi MÅ... bare ikke have rynker, vel? Vi skal løfte jern, så røven sidder højt oppe, og vi skal fylde os med glamping. Ja. Vi skal ikke ligge i letvægtstelte mere. Nej.

Og vil vi ud i naturen, kan det ske fra en glasbesat, økologisk skovhytte oppe i et træ, som er placeret et geografisk lækkert og politisk korrekt sted. Endelig ikke ude på Lars Tyndskids mark, selv om det var der, solnedgangen var bedst.

Og hold kæft, vi må ikke vise vores sammenbrud på Instagram, medmindre vi tagger det med #ejdetvarbareligeionsdagsdetgikdårligt, og vi skal eje vores kroppe, som var den et tempel. Det duer simpelthen ikke at have en krop, der er som et skizofrent hurlumhejhus. Og grænser.

Hvis vi skal sætte grænser, må det være på en måde, så andre ikke føler sig trådt på, og vi skal da endelig dyrke vores stresssammenbrud med metakognitiv terapi, for det går jo ikke at stå og skrige nede i Føtex. Tænk, hvis vi gjorde nogen bange.

“Ja, nogle gange må man mærke livet på den hårde måde, og husk, at alting er en gave og en invitation til at vælge et bedre selv”. Hold kæft til det også. Nogle dage er hold kæft-dage, hvor den der ske, man skal tage i den anden hånd, er væk. Pist verschwunden er den. Og man gider ikke lede. Så bare hold kæft.”