Klumme: Har du rykket dig?

“Nu slår jeg sgu håret ud,” siger min veninde. Vi er til koncert op mod jul og har pudderpause på toilettet, og jeg tænker ikke nærmere over det, for hun er på alle måder en slå håret ud-type. Noget, jeg misunder lidt.

Hun bliver stående og ser insisterende på mig. “Kan du ikke se det?” Jeg glor og glor. Grå hår har hun ingen af, tasken har jeg set før, tøjet er fint som altid: “Nye briller?”

“Jeg er sgu da blevet perma-NENTET!”

“Du er HVAD?” hviner jeg, og sammen hopper vi direkte ind i tidsmaskinen og tilbage til 80’ernes permanentkrøller, piratbukser og pastelfarver.

Stinkepermanent

Jeg kan næsten lugte de stinkende, udpinende frisør-seancer, jeg halvårligt udsatte mit hår for. Jeg gik til gengæld i pink og patchwork, mens de andre på gymnasiet var til fesen pastel med krokodiller på. 

Jeg var den tids (noget mindre kendte) Greta og blev stolt og stædigt kaldt “Greenpeace- geden”, fordi min Fjällräven var plastret ind i miljømanifester. Det var dengang, min bror var “disker”, og jeg var “flipper”.

Men så blev han flipper, da han kom på efterskole, og jeg blev lidt mere hen ad disker med koboltblå øjenskygge og matchende kæmpeøreringe. Ingen af os nåede at være “punker”, som var det tredje, du kunne være i det årti. 

Det var meget mere enkelt dengang. I dag er det langt mere abstrakt og mangfoldigt. Nu ved du ikke engang nødvendigvis, hvilket køn nogen er.

80’erne, mand. De lagde grunden til hele resten af mit liv. I starten af dem fik jeg mit første kys. I slutningen mødte jeg den store kærlighed, der blev til familie. Og nøj, hvor er der sket meget siden...

Kort efter julekoncerten fik jeg et ægte retro-julekort fra en anden veninde. Ikke nok med, at hun stadig skriver breve. Hun havde endda vedlagt et brev i brevet – fra mig til hende fra 1994. 

Jeg åbnede spændt brevet, for der er immervæk røget meget vand i åen siden. Men udenpå havde hun godt nok skrevet: “Tag lige og læs – emnerne er skræmmende meget de samme som her i 2019”. Chokerende meget de samme, måtte jeg medgive! 

Er vi ikke kommet videre?

Men det er alt i alt en blanding af fryd, chok, stolthed og væmmelse at opdage, at du et godt stykke hen ad vejen stadig har de samme mønstre, drømme, længsler og rastløsheder – ligegyldigt hvor mange mænd, job, adresseskift, studier og årtier, du har sat til.

Godt nok går jeg ikke længere med kæmpe, koboltblå øreringe og pink piratbukser, men det er alligevel slående, så lidt der er sket. Indeni. Jeg er stadig bare vægelsindede mig, der elsker kage, hunde og sprog, driver mine venner til vanvid med klimasnak (der dengang hed “miljø”) og ville ønske, jeg kunne gå i høje hæle. 

Før mig ind i et hvilket som helst årti, men selv ikke et nyt årtusinde lavede om på det. Vi er jo dem, vi er. Måske ret færdigmiksede, når vi kommer ud. Jeg kan i hvert fald genkende mine børns karaktertræk helt fra første møde i barselssengen. Slående, vildt, sjovt. Og face it – du kan hverken lave dig selv eller andre om.