Gertrud Baun
Gertrud Baun (53). © Jette Juel Schrum

Klumme: Har du rykket dig?

Udefra set har vi virkelig rykket os, når vi ser tilbage. Indeni kan sagen være en ret anden. Gertrud Baun har sandet, at det er let at løbe fra tiden, men svært at løbe fra, hvem du er

13. maj 2020 af Gertrud Baun

Gertrud Baun (53)

  • bor sammen med Christian og er mor til Julius på 23, Rasmine på 19 og Solvej på 9 år.
  • er fagkonsulent for FOF og freelancejournalist for Magasinet Liv.

“Nu slår jeg sgu håret ud,” siger min veninde. Vi er til koncert op mod jul og har pudderpause på toilettet, og jeg tænker ikke nærmere over det, for hun er på alle måder en slå håret ud-type. Noget, jeg misunder lidt.

Hun bliver stående og ser insisterende på mig. “Kan du ikke se det?” Jeg glor og glor. Grå hår har hun ingen af, tasken har jeg set før, tøjet er fint som altid: “Nye briller?”

“Jeg er sgu da blevet perma-NENTET!”

“Du er HVAD?” hviner jeg, og sammen hopper vi direkte ind i tidsmaskinen og tilbage til 80’ernes permanentkrøller, piratbukser og pastelfarver.

Stinkepermanent

Jeg kan næsten lugte de stinkende, udpinende frisør-seancer, jeg halvårligt udsatte mit hår for. Jeg gik til gengæld i pink og patchwork, mens de andre på gymnasiet var til fesen pastel med krokodiller på. 

Jeg var den tids (noget mindre kendte) Greta og blev stolt og stædigt kaldt “Greenpeace- geden”, fordi min Fjällräven var plastret ind i miljømanifester. Det var dengang, min bror var “disker”, og jeg var “flipper”.

Men så blev han flipper, da han kom på efterskole, og jeg blev lidt mere hen ad disker med koboltblå øjenskygge og matchende kæmpeøreringe. Ingen af os nåede at være “punker”, som var det tredje, du kunne være i det årti. 

Det var meget mere enkelt dengang. I dag er det langt mere abstrakt og mangfoldigt. Nu ved du ikke engang nødvendigvis, hvilket køn nogen er.

80’erne, mand. De lagde grunden til hele resten af mit liv. I starten af dem fik jeg mit første kys. I slutningen mødte jeg den store kærlighed, der blev til familie. Og nøj, hvor er der sket meget siden...

Kort efter julekoncerten fik jeg et ægte retro-julekort fra en anden veninde. Ikke nok med, at hun stadig skriver breve. Hun havde endda vedlagt et brev i brevet – fra mig til hende fra 1994. 

Jeg åbnede spændt brevet, for der er immervæk røget meget vand i åen siden. Men udenpå havde hun godt nok skrevet: “Tag lige og læs – emnerne er skræmmende meget de samme som her i 2019”. Chokerende meget de samme, måtte jeg medgive! 

Jeg skrev om vægelsind vedrørende diverse små og store beslutninger. Og om jobovervejelser, som fuldkommen minder om dem, jeg har haft her 25 år senere. Aj, men...

Præcis samme oplevelse havde jeg, da jeg for nylig ledte efter navnet på et hotel i Hamburg. Mente, jeg havde sendt navnet til en veninde, som i 00’erne boede på Bornholm. I den tid betroede vi hinanden alt det værste og bedste i lange, kogende mailkorrespondancer, som pludselig krydsede min vej igen. Selv om alt i vores liv er ændret siden, er meget det samme. Well, jamen...

Okay, det er omvendt også sket, at jeg er stødt på en gammel artikel, jeg har skrevet, eller et udsagn fra venner, som har vakt positiv undren a la “gud, ku’ jeg virkelig det som 22-årig?”, “var det virkelig mig?”.

Er vi ikke kommet videre?

Men det er alt i alt en blanding af fryd, chok, stolthed og væmmelse at opdage, at du et godt stykke hen ad vejen stadig har de samme mønstre, drømme, længsler og rastløsheder – ligegyldigt hvor mange mænd, job, adresseskift, studier og årtier, du har sat til.

Godt nok går jeg ikke længere med kæmpe, koboltblå øreringe og pink piratbukser, men det er alligevel slående, så lidt der er sket. Indeni. Jeg er stadig bare vægelsindede mig, der elsker kage, hunde og sprog, driver mine venner til vanvid med klimasnak (der dengang hed “miljø”) og ville ønske, jeg kunne gå i høje hæle. 

Før mig ind i et hvilket som helst årti, men selv ikke et nyt årtusinde lavede om på det. Vi er jo dem, vi er. Måske ret færdigmiksede, når vi kommer ud. Jeg kan i hvert fald genkende mine børns karaktertræk helt fra første møde i barselssengen. Slående, vildt, sjovt. Og face it – du kan hverken lave dig selv eller andre om. 

Så til mig (og dig), der kronisk går rundt og tror, at næste år bliver vi bedre, modigere og nogle helt andre: Det er helt sikkert en fin idé at arbejde med råmaterialet. Udfordre og justere det. Men den senere tids møder med indtil flere af mine gamle årtier har fået mig til at give lidt op. På den gode måde. Det er på høje tid at sige:

“Hey, du gamle, du er, som du skal være. Og det bliver ikke anderledes. Så få det bedste ud af det”.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. marts 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...