Gertrud Baun
Gertrud Baun (56). © Jette Juul Schum

Klumme: Er det fortrydelsernes tid?

Gertrud Baun er blevet indhentet af sin fortids fortrydelser. Sådan går det jo, når man bliver klog, klogere og bagklog. Men hvad gør vi så ved det?

23. maj 2022 af Gertrud Baun

For nylig holdt jeg fødselsdag for en bunke kvinder. I invitationen lagde jeg op til, at vi ville blive en samling perfekt uperfekte kvinder: “Du skal være utroligt (u)heldig for at styre ind i en sidedame, der lever ‘det perfekte liv’ (bortset lige fra mig selv, ha ha ha!)”.

Mange af kvinderne i mit liv bøvler med svære ting. Jeg vidste, at der rundt om bordet ville være nogen med corona-senfølger, kroniske sygdomme, presset økonomi. Nogen, hvis mænd eller børn har alvorlige diagnoser. Nogen, som midt i 50’erne desperat leder efter den rette hylde, og nogen, som er “nede med stress” eller skilt ... for anden gang.

Invitationen var også en hentydning til mig selv. Jeg kandiderer nemlig til flere af ovenstående prædikater. Men også til så meget andet – godt! 

Og det er her, vi (kvinder) skal blive dygtigere til at se med blide øjne på fejl og fokusere på det, vi gør godt.

Forleden dag

To af mine egne uperfektheder er tidsoptimisme og vægelsind. Det er nærmest rørende, at nogle (få) af mine veninder til stadighed kommer til den tid, de er inviteret, og tror, at denne gang er jeg klar, ude af badeværelset og har nået at sætte hår. Og jeg bliver tosset på mig selv hver gang. Men på mine modne dage er jeg begyndt at tænke: “Hey skipper, du inviterer i det mindste. Du samler folk. Og du møder selv op, når nogen rækker ud, point for det”.

Værre er de dage, jeg rammes af de hardcore fortrydelser, man kan bebrejde sig selv permanent. For vi bliver jo klogere med tiden!

Forleden faldt jeg over en lille notesbog, fra da min førstefødte var lille. Hooold nu kæft, hvor var jeg dum og ny i faget. Så inderligt optaget af at skabe et godt ‘produkt’, at jeg i visse situationer blev hjerteblind. Over flere sider beskriver jeg et vanvittigt ritual.

Projektet gik ud på, at drengen skulle falde i søvn selv, så vi havde aftentid og skulle kunne have gæster uden at putte barn midt i det hele. Hver aften flyttede jeg en stol en meter længere væk fra sengen, hvor der lå en super følsom toogethalvtårig.

Med egen ført pen har jeg noteret, hvordan han græder, når jeg rejser mig efter godnathistorie og sætter mig to-tre meter væk og læser avis. Og hvordan han en aften siger til sit sovedyr: “Op og bæres”, “nej, jeg ka itt’ bære dig!”. Og en anden aften holder fast i mig, lægger hovedet på skrå og siger: “Du ska’ itt’ sige nej, vel – læg dig bare ned”. Stolt beretter jeg, at det nu kun tager et kvarter, før han “giver op”.

Mit hjerte brister fuldstændigt, når jeg læser, hvad mit unge, uvidende jeg har skrevet. Enhver idiot på over 44 ved jo, at små børn bare skal tankes op med al den tryghed, der kan ligge på deres små, bløde kroppe, så de falder glade i søvn og drømmer om brune ponyer og gule enge. En venindes mor siger, at vi – mentalt set – ikke burde få børn, før vi er 45. True!

Wow, du er go’!

Jeg vrider mig også ved tanken om, hvor urimelig jeg kunne være over for mine store børns far, dengang vi var en ung familie, og jeg ligeledes troede, det hele skulle være et langt, perfekt parforholdsparty, og man helst skulle være ens og ville alt det samme.

Få år efter vi blev skilt, stod jeg ved min bonusfars smukke gravsted, og det ramte mig med en donkraft, hvor kort livet er. Man bruger mange år på at bygge op og skabe familie, og det kunne have været så smuk en cirkel, hvis man skulle ligge der sammen til sidst.

Heller ikke anden gang kunne jeg finde ud af det. Men på de slemme dage stryger jeg mig selv på kinden og siger: “Wow, hvor har du været skidedygtig til at finde nogle helt utroligt søde og samarbejdsvillige eksmænd og fædre”. 

Måske kan vi alle sammen dele et smukt gravsted til sidst, så ungerne ikke behøver valfarte i 17 retninger for at se til os. Ligesom dengang, vi helst ville have dem i samme institution og skole, så vi ikke skulle hente og bringe flere steder.


Tilgiv dig selv

Når jeg skimmer resten af min lille notesbog, kan jeg – næsten – godt tilgive mig selv. For der står også, at vi en måned efter det der mor-afstumpede stunt skal på en tre måneder lang rejse og glæder os til at være sammen hele tiden. Den lille bog oser faktisk langt væk af kærlighed. Og det ved jeg, der også var til børnenes fædre.

Livet er en (skøn) udfordring, så lad os holde nogle perfekt uperfekte sammenskudsmiddage, læse Liv, se Notting Hill, huske sejrene og tilgive resten. 

Vi gør det, så godt vi kan.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv 2. juni 2022.  

Gertrud Baun (56)

  • Er mor til Julius på 25, Rasmine på 21 og Solvej på 11 år
  • Er kommunikationsmedarbejder i Dansk Røde Kors og freelancejournalist for Magasinet Liv. 

Du vil (garanteret) også kunne lide