Jeg har tænkt på noget. I mange år har jeg gået og grinet lidt af ældre damer med blåt hår og tænkt, at de vist havde været i gang med en hjemmefarvning, der gik galt. Jeg har undret mig over, at de ikke selv kunne få øje på miseren.
På den anden side er det jo velkendt, at synet svigter os alle en anelse med alderen, og måske har de blå damer ikke fået sådan et smart spejl med indbygget lys og forstørrelsesglas, som jeg selv fik foræret for et par år siden – og som jeg er meget glad for! Ville aldrig få lagt mascaren ordentligt uden!
Jeg ved, at jeg ikke har været alene om min lidt uforstående indstilling til blåt hår. Der findes blandt andet adskillige artikler, der omtaler damer med blåt hår som et særligt segment af bedsteborgere, der ikke rigtigt er fulgt med tiden. Angiveligt vrimler det med dem på Frederiksberg i København.
En revolution i farver
Men nu er jeg så kommet til at tænke på, at blåt hår måske slet ikke er en fejl? At det tværtimod er en velplaceret fuckfinger til den del af samfundet, der ligesom ikke kan få øje på kvinder over 50 år.
Du ved, dem, der går uden om 50+ kvinder, når de ansætter nye medarbejdere, og dem, der helst vil markedsføre deres smykker og tasker og cashmeresweatere med purunge modeller, selv om det er os andre, der køber produkterne (ingen på SU eller med et barn i vuggestue har jo for fanden råd til en cashmere-sweater).
Måske har de blå damer fra Frederiksberg i årevis været forud for deres tid og smilet diabolsk, når vi andre fnisede af dem i bussen. For de blev jo bemærket med deres blå toppe, også selv om de var iklædt beige frakke og brune støvletter og sådan en rullende indkøbstaske på to hjul.
Måske har håret været deres eget lille oprør mod den konformitet og kedsommelighed, der – retfærdigt eller ej – er fortællingen om alderdom.
Måske har det simpelthen været deres måde at blive set på?
Stadig pretty in pink!
I hvert fald har jeg i mine sidste år i 40’erne kunnet mærke en trang til et lille oprør dybt inde i mig, en trang til forandring og fornyelse. Jeg kan mærke, at min tid med et klædeskab, der er domineret af marineblå, grå og sort, er ved at være forbi. Jeg er begyndt at købe ind i pink og gul og aquablå, og det minder mig om en del af mig selv, som jeg måske har glemt lidt?
For dengang jeg var teenager, gik jeg rundt i verden med et kæmpe permanentet hår og enorme øreringe. Jeg gik i tofarvede Converse-støvler med multifarvede ballonnederdele (inspireret af the one and only Madonna). Også til mine bedsteforældres stilfulde guldbryllup. Ingen skulle fortælle mig, hvad man kunne og ikke kunne have på i den fase af mit liv. Det var ikke alle mine påfund, der var super klædelige, men jeg var i hvert fald ikke kedelig.
Nu er det ikke sådan, at jeg har haft en decideret kedelig stil hele mit voksenliv. Men mere afdæmpet end i slut-80’erne har det altså været. Mindre farverigt, mindre glimmer og færre vilde eksperimenter. Er det ikke ret normalt? Det tror jeg.
De unge midaldrende
Men er det så også normalt at vende retur til sit ungdomsoprør som midaldrende? Er der andre end mig, som oplever, at i løbet af 50’erne, så skal der altså ske noget, og det må godt involvere glimmer og flere farver. Kan du kende følelsen af, at gu’ fanden gider du ej rende rundt i en praktisk sandal og læne dig tilbage i sofaen, mens de unge danser. Er der noget i denne fase af livet, der minder dig om dig selv som teenager?
Måske er det bare mig (og igen lidt Madonna – men helt så langt ud, som hun tager et jeg nægter at blive gammel-oprør, kommer jeg nok ikke), men jeg kan mærke, at jeg ikke kommer til at sidde helt usynlig i bussen foreløbig.
I stedet vil jeg iføre mig et par knaldgule øreringe og mine nye guldsko på en hverdag og ærligt talt råbe et højt hurra for damer med blåt hår. Måske kunne nogle af dem desuden med fordel veksle lidt til noget pink hår?
Jeg har set Helen Mirren (77) gøre det, og den dame tager jo aldrig rigtigt fejl. Vel?
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv i november 2022.
