Klumme: En gang glad, altid glad?

er gift og mor til Selma på 18 og Sixten på 12 år.
er journalist i Dansk Journalistforbund.

Jeg er 46 år, og 1990’erne er min ungdom. Muren faldt midt i en historietime i 1989, og min historielærer kom løbende ind med tårer i øjnene, skubbende på et rullebord med et fjernsynsapparat på størrelse med en kummefryser, og sagde med grådkvalt stemme: “Der bliver skrevet historie i dag”.

Så stod vi der og kiggede på de første hammerslag mod muren, mens de mest progressive af 3.g’erne løb ud af skolen for at køre til Berlin. Jeg gik i 1.g og var for ung til at blive tilbudt et bilsæde. Sjovt, så relativ alder er.

Så kom 90’erne, og det årti var mange ting for mig, men mest af alt sort. Jeg havde to par sorte Levi’s, som jeg gik med på skift. Blandt mine bomuldstrøjer fra Uno kunne godt dukke en opsigtsvækkende lilla eller gul op, men de var altid tilsat min sorte cowboyjakke eller flaskegrønne tæppefrakke fra Junk de Luxe i Aarhus. Byens bedste butik for os unge med hang til en sort grundfarve, vintage og britpop.

Jeg husker ikke, at jeg gik i andre frakker, og jeg må virkelig have haft det koldt om vinteren. Men der havde jeg heldigvis farvede drinks at holde mig varm med, når det blev weekend. Og lille fredag. Og lille torsdag.

Til trods for, at tøjet var sort, jeg lyttede til Nick Cave, og murens fald kun var begyndelsen på Østeuropas nye form, er 1990’erne overvejende et lyst årti for mig. Sove til langt op ad formiddagen i weekenderne, studere og tage en bog med i skoven på solskinsdage, hvor jeg som fortidens Peter A.G. kunne sidde på en bænk og kigge ud over Aarhusbugten.

Jeg var ung, privilegeret og forholdsvist bekymringsløs. Undtagen om søndagen naturligvis. Og den dag i sensommeren 1997, hvor Prinsesse Diana døde i en tunnel under Paris, og jeg lå tømmermandsramt og græd foran mit fjernsyn med min veninde i røret.

Sidder jeg lidt og drømmer mig tilbage til 90’erne? Hvor jeg kun havde ansvar for mig selv og en krøllet novelle i min Eastpak-rygsæk? Hvor der indimellem var blanke dage i min Mayland-kalender, som kunne fyldes ud med, hvad jeg lige følte for den dag?

Løse ender

Nej, det gør jeg ikke. Heldigvis. Selv om 1990’erne og ungdommen er sjov at tænke tilbage på, fordi alt stadig handlede om mig (mig, mig), var det ved nærmere eftertanke også et årti præget af en grundlæggende usikkerhed over, hvilken plads jeg skulle udfylde.

Alle de løse ender og endeløse spekulationer over, hvem jeg var og skulle være, dem savner jeg ikke.

Selv om voksenlivet også byder på masser af løse ender, er der den grundlæggende forskel, at: Jeg ved, hvem jeg er. Og ikke er. Og selv om det ikke kun består af egenskaber, jeg nødvendigvis er stolt af, gør den grundviden mit liv en hel del nemmere.

Jeg ved, hvad der skal til for at gå i seng med følelsen af, at det har været en god dag. Det lyder ret banalt for os over 40, men det er det ikke for dem under 30. Bare tænk tilbage et øjeblik.

Men det er også tankevækkende at sammenligne mit unge jeg med den, jeg er i dag. Ville Johanne i 20’erne være helt cool med mig i 40’erne?

Hun ville nok spærre øjnene lidt op over, hvor meget tiden sætter sig i ansigtet, men det ville hun hurtigt acceptere. Det er, hvad det er. Men er der noget, hun ville kaste et kritisk eller undrende blik på?

Noget, der har fået lov til at fylde for meget, selv om hun forsvor, at det aldrig ville. Småskænderier ved håndvasken over praktiske ting? Eller en tand for meget skelen til, hvad andre mener og gør?

Sikkert. Men i stedet for at skælde mig selv ud over det, vil jeg hellere kigge på, om der er noget, som var vigtigt for mig dengang, som stadig burde være vigtigt for mig nu. Noget, jeg kunne tage tilbage til livet i mere aldersvenlige og moderate doser.

Flere aftener med dans og drinks, aktiviteter, der kun har til formål at udvide min horisont, søndage i sengen med en gammel klassiker... min liste kunne blive lang.