Gertrud Bauns klumme
Gertrud Baun (55).© Jette Juel Schrum

Klumme: Du betyder noget!

Gertrud Baun er helt på rumpetten over, hvor vigtige vi mennesker er for hinanden. Hvor meget det egentlig betyder at betyde noget for nogen … Især når man får det at vide.

25. marts 2022 af Gertrud Baun

Det var den sidste aften i januar 2021 i mørke, nedlukkede corona-land. Jeg var sunket dybt ned i min sofa. Med den her tunge dyne af ‘hvad har jeg egentlig udrettet i mit liv’-stemning. Jeg havde snarlig deadline på en klumme til Magasinet Liv, og al kreativitet var som tappet ud af min krop. Ikke en mening gav mening.

Pludselig kommer der et lille lysglimt fra mobilen i vindueskarmen. Som viser sig at være et større lys i mørket. En slags kærlighedsboomerang. En lille boble af ... betydning. “DU er vigtig,” siger den.

Alene det faktum, at det er tæt ved midnat og er en besked fra min første ungdomskæreste, som jeg kun med års mellemrum udveksler praktisk info med, når han spiller koncert, får mig akut ud af depri-døsen.

Sekunder efter er jeg i en euforisk tilstand af blandede adjektiver: Målløs, glad, nostalgisk, befippet, rørt og allermest bare dybt, dybt taknemmelig.

Og nej, det er ikke den store kærlighedserklæring (eller jo, en slags!) eller en ‘skal vi tage en kaffe, nu jeg alligevel er skilt’. Manden er lykkelig med en skøn kvinde, og der er ingen bagtanke her. Det var “et brændende ønske om at fortælle dig, hvorfor du blev et så vigtigt menneske for mig”.

Du holder nogens liv i din hånd

Allerede her er jeg fuldkommen paf og har lyst til at dele beskeden med hele verden. Men den er en fin gave kun til mig, så jeg løfter kun en lille flig, fordi den kan minde os om noget vigtigt. Den er som spiret ud af filosoffen K. E. Løgstrups kendte citat: 

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”.

Hovedbudskabet i beskeden er kort, at jeg bogstaveligt talt holdt hans hånd i en sårbar situation, hvor han skulle præstere og var lige ved at gå i stykker indeni af alle mulige private årsager.

“Vi skal tilbage til ‘82, musikskolens afslutningskoncert …” OMG, her må jeg spole, præcis som vi gjorde på datidens kassettebåndoptagere. Jo mere han fortæller, des klarere står den aften, han beskriver.

Jeg var lige fyldt 16 og totalt opløst, fordi han havde slået op nogle måneder før. Min første kærlighed, som jeg havde været forelsket i i et helt år, hvor vi gik hos samme (i øvrigt vigtige) klaverlærer. Men jeg var stolt, så vi forblev ‘venner’. Han spillede bare belastende beundringsværdigt. Men ham, der skulle spille før min ven til koncerten, var desværre også utroligt god.

“Min selvtillid røg helt i bund,” skriver han, “hvordan skulle jeg hamle op med det. Du stod ved min side bagerst i den fyldte sal, og jeg tror, du fornemmede min usikkerhed, så du tog min hånd og sagde noget om, at du troede på mig, og at jeg bare skulle vise dem.”

Og så skriver min ven, hvis musikalitet jeg altid har beundret, gudhjælpemig, at han derefter gik ned til pianoet, formåede at lukke salen ude og kun tænke på mig, og at han tror, det var første gang, han oplevede at udtrykke følelser musikalsk. Hans Keith Jarrett-nummer udløste en enorm applaus, en lysende stolt klaverlærer og et tæt knus, der forseglede os som ’evige sjælefrænder’.

39 år efter

Arh men … TÆNK, at han skriver det til mig. 39 år efter. På den der uselviske måde. Han kunne så nemt have ladet være. Det gjorde mig glad. Og det fik mig til at tænke på nogle af mine vigtige – klasselæreren, tanten, ekser, veninder – og hvad vi gør for hinanden i det små, men med stor betydning. Dem, der ser og værdsætter dig for det, du er – eller ser, hvad du kan.

Og siger det.

Folkeskolevikaren, som kastede stilehæftet tilbage på bordet med kommentaren: “Du kan skrive. Brug det til noget”. Forårsdagen i London ‘92, hvor jeg stod ensom og hjemve-ramt i en rød telefonboks ‘all dressed up’ i pink og orange og ringede hjem, da en gut hiver døren op, kigger smilende op og ned ad mig og siger: “You made my day,” lukker og går videre.

Brevet for nylig, hvor en veninde skriver tak for deltagelse i hendes mors begravelse, og at hun “ikke har ord for, hvor meget vores venskab betyder”. Suk hjerte, brist ikke.

Vi betyder mere for hinanden, end vi sommetider ved. Sig det, skriv det, vær der. Lad os sende en kæmpe kærlighedsboomerang af sted. Den kommer helt sikkert tilbage, hvis du tør. 

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. marts 2022.

Gertrud Baun (55)

  • er mor til Julius på 25, Rasmine på 21 og Solvej på 11 år.
  • er fagkonsulent hos FOF Nordsjælland og freelancejournalist for Magasinet Liv.

Du vil (garanteret) også kunne lide