Klumme: Det løser sig (eller 1-0 til optimisten)

Jeg er en af dem, der sommetider kommer spjættende ud af drømmeland med alle nerverne udenpå nattøjet, fra før jeg overhovedet har slået øjnene op til en ny dag. Uden en eneste umiddelbar årsag til panik. Mere som sådan en fuldautomatisk ‘jeg må hellere lige være bekymret for en sikkerheds skyld’-reaktion.

Så jeg er begyndt at træne. Træningen går ud på at holde op med at bekymre mig, da det tit viser sig at være spild af tid og energi. “Det løser sig”, prøver jeg at tænke for at styrke optimist-musklen. En simpel øvelse, som for nogle af os er så meget sværere, end den lyder.

Jeg er ikke typen, der får læst tykke selvhjælpsbøger, når bekymringerne tårner sig op eller ruller sig sammen til hårde kugler, der tager bopæl i mave og knold. Så min træningsteori begrænser sig foreløbig til Mark Twain-citatet: “Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget”. Godt suppleret af Heraklits filosofi om, at: “Alting flyder”. For tanken om, at “alt er i bevægelse, og intet varer evigt”, er så rar at klynge sig til i dårlige tider.

Læn dig tilbage-tricket

Man skal gøre det enkelt for sig selv, ellers får man ikke trænet. En virkeligt god øvelse er at kigge på min høje, smukke, stærke søn. Aldrig har jeg dog bekymret mig så unødigt om nogen som om min førstefødte. Så ville han ikke støtte på benene som baby. Så blev han så kræsen, at lægen sagde, at han vejede for lidt. Så ville han ikke i biografen, i Tivoli, i børnehave, til børnefødselsdag eller til svømning. Skole var op ad bakke, gymnasiet en pine og sport no-go.

Hvordan skulle det dog gå min lille, tynde, blege, sensitive dreng, der ingenting ville, i en stor, pulserende verden? Ville han nogensinde få job, kæreste, venner? Det kunne jo godt være gået ad helvede til.

Det sker forståeligt nok for en del unge. Verden er svær. Og sindet er kringlet. Og han har selvfølgelig også sine ups and downs. Men sommetider skal man læne sig lidt tilbage og give slip – så løser nogle ting sig af sig selv. Jeg kender ingen, der har så mange gode og tætte venner og veninder, som han har i dag. Ingen, som er så klog, så rolig, har så fine interesser og efter (en hel del bekymrende) sabbatår en studieplads, som passer lige til ham. Og som kun volder sin mor sorg, når hun flæbende må sige farvel til en vidunderlig svigerdatter.

Alligevel vil han nok altid bekymre mig. Lige som mine andre børn, mit eget liv og alt muligt andet og andre gør. For selv om jeg træner, kan jeg stadig blive flået med på et bølgehav af bekymring over – om hundehvalpen nogensinde falder til ro, om mine børn skal bo på pæle på grund af klimakrisen, og om jeg får aftensol på plejehjemmet. Og selv om det bunder i alt mellem kærlighed og kontrol, er det da det mest åndssvage spild af krudt og en eklatant mangel på tillid og tiltro til verden og omgivelserne.

Læs ogsåHvordan opdager du en begyndende depression? Her er 8 tegn på mental mistrivsel

Lennon-citater

Kører det helt ud af pessimist-sporet en dag, ryger John Lennon på banen med det skrupnaive citat, som Pippi lige så godt kunne have sagt: “Alt bliver okay til slut. Og er det ikke okay, så er det ikke slut”.

De ord gør mig helt rolig indeni. Også selv om det er pænt paradoksalt at tro på løftet om happy end fra en mand, som blev skudt af en sindsforvirret og døde alt for tidligt. Han er jo beviset på, at det ikke altid holder. Selvfølgelig gør det ikke det. Mange mennesker rammes jo helt vildt hårdt af alvorlige hændelser og kroniske sygdomme. Men tit holder det altså. I de senere år har mange af mine venner haft stor modgang i livet, men når jeg kigger rundt i kredsen, ser jeg dem langsomt rejse sig fra sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, angst, boligmangel og syge børn som omvendte dominobrikker, der hiver den næste og den næste med op igen.