Klumme: Derfor er kvinder så seje!

Min 13-årige datter, Ella, har nedsat hørelse og bruger derfor høreapparat på begge ører. Det har vi vidst og håndteret fuldstændigt uproblematisk, siden hun var otte år.

Hendes hørelse medfører derfor en del besøg hos det danske sygehusvæsen. Senest på Rigshospitalets afdeling for genetik, hvor vi skulle blive klogere på, hvad der egentlig er med de ører. Er det arveligt? Og kan vi behandle det på en anden måde, end vi gør det nu? Enormt spændende, faktisk.

Under samtalen med genspecialisten stod det hurtigt klart, at det kræver blod at få styr på barnets genetik. Både hendes og forældrenes. Så der var ingen vej udenom: Ella og jeg skulle begge have taget en blodprøve på stedet.

Det var første blodprøve nogensinde for min datter, som var ret nervøs. Så som den søde mor, jeg er, lod jeg mig stikke først, så hun kunne se, hvor nemt og smertefrit det gik.

Har jeg nogensinde fortalt dig om ...

Desværre lykkedes det ikke den søde sygeplejerske at ramme en af Ellas spinkle årer i første forsøg. Hun måtte stikkes to gange, før der efter noget møven og rumsteren var hul igennem.

Mens hun sad der i stolen og vred sig, forsøgte jeg at aflede hendes opmærksomhed med en spændende anekdote.

Jeg fortalte om dengang, hendes 10-årige lillesøster, Clara, skulle til verden ved et såkaldt semiakut kejsersnit. Her lå jeg på lejet og krummede mig sammen om min tykke mave, mens bedøvelseslægen stak forkert i min rygsøjle tre(!) gange med den strikkepindstykke nål, før hun gav op og tilkaldte en kollega. Som heldigvis satte den ind i første hug.

Da Ellas blodprøve var vel overstået, var der lidt ventetid, hvor vi fortsatte samtalen. Her kunne jeg så underholde hende med historien om de utallige blodprøver, der fulgte efter de to ufrivillige aborter, jeg havde, før det lykkedes mig at fuldføre graviditeten med Ella.

Efter begge aborter fik jeg taget blod ugentligt, uge efter uge efter uge, så lægerne kunne måle, om mit niveau af nu ubrugelige graviditetshormoner faldt, som det skulle.

Av for ind i ...!

Og i dette øjeblik, midt i venteværelset, skete det pludselig, at der gik en ubehagelig livslektie op for Ella. Hun udbrød indigneret: “Hvor er der egentlig mange smerter, når man er kvinde!”

Og hun har jo ret! For da vi først begyndte at tale om alle de smertefulde oplevelser, der hører specifikt til det at være kvinde, løb det edderhakkeme op, skulle jeg hilse og sige.

Månedlige menstruationssmerter i 40 år. At miste sin mødom (og de første mange gange sex derefter). Diverse graviditets- og vi prøver at blive gravide- komplikationer. Absurd intense fødselssmerter, langtrukne efterfødselssmerter, ammeproblemer med åbne sår på brystvorterne og tilhørende lyserød mælk til babyen. Aborter, uanset om de er frivillige eller ej (i øvrigt smertefuldt for både krop og sind), celleskrab fra livmoderhalsen, mammografier og helt almindelige, rutinemæssige, gynækologiske undersøgelser (“Ryk længere ned! Husk at slappe af!”).

Og så kan jeg personligt bidrage med mindet om dengang, jeg havde celleforandringer på livmoderhalsen, som blev brændt væk (lugten!) efter en bedøvelse med en gigantisk kanyle lige op i kanalen.

Hvis det nu var mænd ...

Nu er jeg måske helt fortabt i feministisk stolthed over mit køns afsindige styrke og sejhed. Og det er ikke en konkurrence. Men hvis det var, havde vi sateme vundet!

For er der overhovedet lige så mange smerter forbundet med det at være biologisk mand? Eller er det i virkeligheden derfor, at mænd historisk set er mere tilbøjelige til at slå på hinanden, end kvinder er? Fordi de simpelthen savner noget smerte i deres liv?

Jeg ved i hvert fald, at vi kvinder kan (og skal) holde til langt mere, end man går og forestiller sig.

Så den næste kække mand, der påstår, at kvinder er det sarte og svage køn, kan til en start lige smutte forbi sin læge og få krattet nogle celleprøver ud af sine kønsdeles bløddele. Uden bedøvelse, selvfølgelig.

Og så kan vi fortsætte diskussionen.