Klumme: Da jeg fik et nyt syn på verden?

Jeg sidder i skrivende stund, trods både nærsyn og alderssyn og muligvis også noget bygningsfejl, uden mine hårde kontaktlinser, som ellers har fulgt mig i 38 år. I stedet sidder jeg med de briller, jeg fik købt for 10 år siden, inden for rækkevidde.

Det gør jeg, fordi jeg håber at bestå den synsundersøgelse, der skal give mig grønt lys til at få foretaget en øjenoperation, hvor en læge skifter mine linser ud – så mit syn derefter vil være perfekt. For evigt.

Ikke mere multitasking

Som jeg lige skrev til en veninde, der i den meget mere alvorlige ende er ved at få rekonstrueret sit bryst efter et cancerforløb, så er vi i reparationsalderen. Hun ligger på Rigshospitalet i København og formår at nyde den stilhed, det nu giver hende i et ellers travlt familieliv med tre børn. Jeg sidder hjemme, det ville være farligt for trafikken, hvis jeg kastede mig op på cyklen, og nyder, at jeg ikke kan se længere frem end en meter. Og hvad sker der egentlig for det?

I en verden, hvor du kan rejse iført VR-briller og få alt leveret til hoveddøren inden for et døgn, overrasker det mig, at det kan være befriende, at jeg ikke kan se længere end til skærmen, jeg skriver på.

Iført mine briller kan jeg se langt, uden dem kan jeg kun se til enden af min arm. Jeg kan altså ikke længere multitaske, men er nødt til at vælge. Det er enten/eller. Vil jeg strikke eller se tv? Vil jeg kigge på vindens leg i træerne eller luge ukrudt?

Et enklere liv?

Lang tid før jeg selv fik alderssyn, fik min mor det. Dengang forstod jeg selvfølgelig ikke, hvilke benspænd hendes syn lavede for hende. Men jeg husker, hvordan vi ofte fik to meget forskellige oplevelser ud af det samme billede. Jeg så det, der var. Min mor så en uskarp version, som ofte vækkede hendes kreativitet, når hun skulle forsøge at fortolke, hvad det var, hun så.

Lidt ligesom den der børneleg, hvor vi hviskede det samme ord fra øre til øre i en rundkreds, men op levede, hvordan det ændrede lyd på ruten og forvandlede sig fra noget ofte kedeligt til noget vildt sjovt og nyt.

At være midlertidigt fysisk be- og afgrænset har været som en slags påtvungen mindfulness, som jeg sidst dyrkede, da vores familie på fire gennem syv måneder boede i vores kælder, mens der blev bygget til vores hus oven over os.

Forud blev der ryddet op, smidt ud og omarrangeret. Vores vaskerum fungerede pludselig også som køkken og bad. Vi sov alle i samme rum, og så tv to ad gangen i et andet rum, hvor der kun var en meter mellem os og skærmen.

Der var ikke plads til gæster, til projekter, nærmest heller ikke til at svinge en støvsuger, og det var på ret mange måder et meget enkelt liv, der minder lidt om at være på ferie, når garderoben er skåret ned til en kuffert. Tøjkrise slut, før den begynder.

Improvisér!

Iført mine 10 år gamle briller, som på nogle punkter er stærkere end mine linser og på andre punkter er svagere, opdager jeg mine omgivelser påny.

Min coronagårute, som jeg, surprise, kender virkeligt godt efterhånden, rummer faktisk overraskelser. Jeg ser huse og træer og tilbygninger, jeg ikke tidligere har lagt mærke til. Jeg vælger til og fra, hvornår og hvordan jeg vil have indtryk.

Forleden var jeg til koncert. En oplevelse, der gav indtryk på flere planer, fordi jeg af og til sad med brille i pande og bare lyttede og andre gange tog brille på næse og betragtede bandet.

Kunsteren, Tommy Guerrero, fortalte, hvordan han som ung stod på skateboard ned ad San Franciscos stejle bakker, og for klarede, at “det krævede fuldt nærvær og villighed til at improvisere, for ellers var jeg blevet kørt ned”. Et nærvær og en livsstil, han har taget med sig i sit liv også som musiker, så bandet stort set aldrig spiller det samme, selv om numrene på papiret er de samme som til både forrige og næste koncert.