Louise Thorsted (49)
- er kæreste med Bo, som hun har Karl Otto på 13 og Ludvig på 11 år med.
- er journalist og redigerende på Magasinet Liv.
Da jeg holdt fødselsdag i august, forærede en kær veninde mig en middag i byen. Og et hjemmesyet mundbind. Jeg husker stadig, at jeg tænkte: Tak for tanken, men det kommer jo ikke til at ske – altså det med mundbindet, for jeg er ikke afhængig af offentlig transport og dermed ikke mundbindsbærer. Så det blev fint foldet sammen og lagt i bunken med kort fra dagen, et hyggeligt minde om en fantastisk dag.
Indtil den dag, jeg måtte hente mundbindet frem, første gang for at gå til konfirmation, hvor jeg ikke kunne kende forskel på mødre og døtre, fordi alder åbenbart sidder en hel del i munden. Jeg var så rimeligt nem at genkende, for jeg var den eneste, der havde vendt den hvide side ud ad. Når det gælder nye rutiner, er jeg altså en gammel hund.
Anden gang med mundbind på var, da jeg skulle spise den der middag i byen, og halve timer foran spejlet føles spildt, når prikken under i’et lige afsluttes med en fuldstændigt upersonlig firkant foran ansigtet. Her forstod jeg pludselig nyheden fra Paris om, at salget af læbestift er styrtdykket i 2020, til fordel for et stigende salg af neglelakker. Det der med mundbind og læbestift: Det klistrer!
Tal med øjnene
Iført mundbind har jeg det lidt som efter et tandlægebesøg med indlagt maks. bedøvelse: Det bliver bare for besværligt at tale og agere. Faktisk vil jeg helst helt undgå at trække vejret derinde bag masken. For som en veninde beskriver mødet med ens egen ånde. Først tænker man: Hvad er det, her lugter af? Efterfulgt af en kiggen rundt, for blot at konstatere – at her lugter af mig … Af for meget kaffe og for lidt tyggegummi.
Når jeg er ude i det offentlige rum, smiler jeg gerne til andre. Sådan føler jeg mig mindre ensom og, smiler de tilbage, mere set. Pludselig er det mine øjne, der skal smile og tale, og her vil visse yngre familiemedlemmer nok indvende, at jeg efterhånden har så mange smilerynker, at de også ses over masken, men jeg har altså mest af alt lyst til at slå øjnene ned, for jeg føler mig så begrænset og på en gang nøgen og for påklædt.
Mit kropssprog iført mundbind afspejler det, hunde udstråler, når de iføres menstruationsbukser eller står og skider midt i rabatten. Med trafik på begge sider!
Når jeg sidder i en bus, for ja, jeg er jo gået all in nu, føler jeg mig som en sygdomsbefængt rotte, for der er jo en grund til, at vi er pakket ind og vasker og spritter som et helt hospital: Vi er potentielt beskidte smittedyr. I en alt for stor flok.
Jeg har med tilbageholdt åndedræt konstateret, hvordan en ivrig samtale kan kaste spytpartikler af sig, som på film ville blive gengivet i slowmotion og minde om en scene fra Outbreak med Dustin Hoffman. Og så er det, jeg lukker munden, rykker en meter tilbage og ifører mig mundbindet, selv om der med læsebriller på næsen og huen ned i panden snart ikke er plads til mere i mit ansigt.
Plads til begejstring
Med de nye afstandskrav er der til gengæld god plads alle andre steder! Ikke mindst i Skuespilhuset i København, hvor en veninde havde inviteret mig ind at se Hamlet. Her var hver anden plads spærret, til stor gene for det kyssende par foran os. De to var helt sikkert i boble, som jeg forestiller mig, at de otte mænd og kvinder på scenen også må være det, for Hamlet er både sex, dans og slåskampe med spytudveksling til følge.
Hamlet anno 2020 er også en scene med et lig, der bliver kastet ud over scenekanten. Et lig, der skal hentes op igen. Og midt i dette orkestrerede scenarie af professionelle skuespillere og vante teatergængere, som ved præcis, hvornår en klapsalve skal leveres, udløste Hamlet aftenens eneste spontane, men også største bifald og latter, da han hiver to mundbind op af lommen til sine håndlangere, der skal ned i orkestergraven.
At bære eller ikke bære mundbind, om det så er på scenen, er ikke længere spørgsmålet. Spørgsmålet er: Hvor længe? Jeg satser alle de penge, jeg ikke har brugt på læbestift og i byen efter klokken 22 i år, på, at 2021 bliver året, hvor vi igen kan smide mundbindene, knappe en Coronaøl op og spørge hinanden: “Hold nu kæft (og ikke af coronahensyn), husker du det herrens år 2020?”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. december 2020.
