Annamette Fuhrmann
Annamette Fuhrmann (48).


© Anne Kring

Klumme: And just like that ... status fra en snart 50-kvinde

Annamette Fuhrmann er slet ikke cool med at fylde 50 om ikke så længe. Selv om hun gerne vil være sådan en, der rummer sin alder. Måske kender du følelsen?

23. maj 2022 af Annamette Fuhrmann

Denne klumme handler ikke om Sex and the City-serien And Just Like That, men den begynder ved slutscenen i det sidste afsnit. Det er en markant scene, fordi den visuelt er en eksplosion af farver og følelser, og fordi jeg så mit eget liv passere revy.

Jeg syntes lige, vi havde havde været sammen med Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda på den unge måde, og den her scene sagde så meget in your face, at det havde vi ikke.

50 og not happy

Jeg skal nok lade være med at spoile, men jeg kan da godt afsløre, at jeg græd. Måske fordi jeg lige før havde set Løvens Hule, hvor Jesper Buch fortæller, at man fandeme skal tage sig af sig selv, når man er i 40’erne, fordi det ER vigtigt, at man begynder at tænke på sin alderdom og sit helbred.


Måske fordi jeg bor tæt på min familie og kan følge med i alle skavanker og forfald på nært hold. Måske fordi min far var ret tæt på at stille træskoene for nylig, måske fordi min mor og jeg har samtaler om, hvad jeg rent praktisk gør, når hun stiller træskoene. Måske fordi jeg selv har haft nogle skavanker, som ret kraftigt skar det ud i pap, at jeg er ved at blive ældre.

Jeg græd, fordi jeg i nogle minutter havde det, som om jeg prøvede at stoppe tiden. Og det kan man jo ikke.

Nu er det ikke for at lyde naiv. Jeg ved godt, at vi bliver ældre. At der hvert år kommer et lys mere i lagkagen. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg er en af dem, der ikke helt er landet i, at jeg snart bliver 50. Om to år. Jeg er faktisk heller ikke cool med det. Jeg har det ikke, som om jeg kommer til at poste et happy face på Instagram, hvor jeg skriver, at 50 bare er et tal. For jeg har det sært med det.

Hvad med et overgangsritual? 

Det er ikke noget, jeg har talt med nogen om, for jeg synes, det er lidt skamfuldt ikke at rumme min alder med stolthed. Især ikke lige for tiden, hvor 40’erne er de nye 30’ere, og 50’erne er de nye 40’ere, og hvor det ville være ret cool at være en af dem, der går forrest med fanen og rynkerne. Det er lidt umodent at blive ved med at se tilbage på tiden før børn og rynker, og jeg kan sagtens forestille mig, at du, hvis du læser denne klumme og er i 50’erne, 60’erne eller 70’erne, så synes, jeg er lidt latterlig. Jeg er jo stadig ung.

Måske er det transitionen, der ikke er fulgt med. Måske mangler jeg en form for overgangsritual, hvor jeg får sagt farvel og tak til det liv, der var, og goddag til det, der ligger foran mig? 

Måske er jeg i virkeligheden bange for at dø, og derfor holder jeg mig selv i en form for vakuum, hvor jeg glemmer at leve?

Jeg gik i overgangsalderen som 44-årig, og det kom alvorligt bag på mig. Selvfølgelig har jeg dage, hvor jeg ser med begejstring på det blanke stykke papir, som ligger foran mig. Jeg glæder mig over, at mine børn er blevet ældre, og at vi har startet et nyt kapitel sammen, hvor det ikke handler om Gurli Gris og sovetider, men hvor vi kan snakke sammen om det liv, de er midt i. Jeg er mor på en anden måde, og det holder jeg meget af.

Men den daglige konfrontation med ømme led og tankerne om, at ens forældre også er blevet det ældre, kan nogle gange hive mig i ærmet på den eksistentielle måde.

Måske er det en følelse af ensomhed, der skyller ind over mig? At jeg er 48 år og single, og det var ikke lige planen, da jeg var i 20’erne. Tankerne om, hvor man skal blive gammel. Hvem og hvad skal man omgive sig med? Hvor skal man bo? Hvor skal man begraves?

Lasse og Mathilde forever!

Så hvad gør man så? Når man er sådan en som mig, der åbenbart ikke hviler i det at blive ældre.

Man tager en dag ad gangen. Man lever med, at to af ens ansatte overhovedet ikke kan se det skægge i, at de hedder Lasse og Mathilde (!), for de aner ikke, hvem den musikalske duo var.

Man lever med, at nogle af de andre ansatte synes, det er helt vildt, at man har oplevet 90’ernes grungebands live på Roskilde Festival.

Og man begynder at tale med nogle af de andre ældre damer, som så fint rummer deres alder, for dem er jeg virkeligt imponeret over. 

Hej, jeg hedder Annamette ...

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv 5. maj 2022. 

Annamette Fuhrmann (48)

  • Er mor til Kasper på 15 og Jeppe på 12 år.
  • Er programchef på Skala FM, skribent, blogger og freelancejournalist for Magasinet Liv.

Du vil (garanteret) også kunne lide