Kloakhud og andre hudløsheder

har en kæreste og er mor til Karl Otto på 10 og Ludvig 8 år.
er journalist på Magasinet Liv.

Kloakhud. Smag lige på ordet. Eller, nej, lad hellere være. Inden du, som jeg, overvejer, om det er i familie med sorte rande under øjnene og kalkunpludder, iler jeg med forklaringen:.

Kloakhud er et udtryk for den hinde, som alle vores kloakrør tilsyneladende er sovset ind i. En hinde af dødt organisk stof og bakterier, som medvirker ved nedbrydning af affaldspartikler. Et udtryk, jeg først stødte på i august sidste år, da vi flyttede ind i vores første hus. Nogenlunde samtidig satte jeg mig for første gang i stolen hos Magasinet Livs skønhedsredaktør. En lille forkælelsestime (i en artikels tjeneste), jeg havde set frem til efter en lang sommerferie med beskidt have- og malerarbejde. Det tegnede så fint med alt hendes makeup-grej linet op til at give mig guldøjne og glødende hud, lige indtil ord som hårfældning og pigmentændringer blev gnedet ind sammen med rougen. Der kunne begrebet kloakhud også godt være dukket op.

Jeg har da ingen rynker!

At træde ind i 40’erne er ikke kun et velkommen ind i afklaringens årti. En 40+ veninde skrev på Facebook:

“Jeg har forliget mig med tanken om, at det ikke er i det her liv, at jeg blev astronaut, rocksanger, fredsmægler eller udenrigskorrespondent. Til gengæld er jeg sikker i troen på, at fremtiden nok skal byde på fantastiske oplevelser, kærlighed i rå mængder og masser af hårdt arbejde. Og hvad mere kan man faktisk ønske sig?”

Jeg kan sagtens komme i tanke om flere ting.

Hvad med totalt velopdragne unger, evigt liv og måske et panser af en slags? Jeg fornemmer nemlig, at jeg her i mine 40’ere går en fremtid i møde, hvor jeg kommer til at lægge hud til en del flere ærligheder end tidligere. Eller også føles det bare sådan?

Er det min hørelse, den allerede er gal med, når sætningen: “Du har da ikke så mange rynker” mere lyder som en fornærmelse end den kompliment, den sikkert var ment som? Jeg bilder mig jo ind, at jeg ingen har.

Og er det selvbedrag, når jeg går i en bue uden om skønhedsprodukter med tilnavnet anti-age? Anti-age: at sætte aldringen i stå – eller ligefrem have held til at spole tiden tilbage. Men hvor langt tilbage gider jeg gå?

Jeg husker egentlig ikke mine 20’ere med forvirret hår og uren hud som så skønne. I 30’erne var jeg så træt, at jeg bare var taknemmelig for, at jeg kunne skimte hår og kinder ud af øjnene i sprækkerne. Den første del af mine 30’ere indeholdt både studietid med afleveringer, fredagsbarer og en yngre kæreste. Den anden del graviditeter, henten og bringen, drømme og hverdag. Med den samme yngre kæreste og af og til øjenkontakt med spejlet.

Med sjæl

Løftede pegefingre følger os hele livet. I mine 40’ere fik de så selskab af truslen om hårtab og pigmentpletter. Forfald. Ikke som i håndværkertilbud – hvis jeg skal ty til terminologien, jeg kender så godt fra vores hussøgning. Så galt står det trods alt ikke til.

Var jeg et gammelt hus, håber jeg, at salgsannoncen ville lyde noget i stil med: Sjældent udbudt ejendom med en helt særlig charme og patina udbydes nu til salg. Ejendommens herlighed kan ikke beskrives, men skal opleves. Flot og velholdt facade, dog bør enkelte fuger efterses og eventuelt fyldes ud. Isoleringen fejler intet.

Selv faldt vi præcis for sådan et hus med sjæl efter at have boet i et nybyggeri i syv år. Den gamle bungalow blev købt for det indre og ikke for det ydre, som potentielt snart skrider ned om ørerne på os. Men hvorfor bekymre os om det, når de gamle æbletræer bærer frugt, og solen skinner lige så meget i vores have, som i haven til den nye villa, vi har udsigt til? Vores hus afspejler et langt liv som hjem. Ligesom jeg selv har taget form.