Karen Greve
Karen Greve (46). © Thomas Dahl

Klumme: Det tager kun 10 minutter...

Sådan en 46-årig krop kræver efterhånden et voldsomt vedligehold. Men Karen Greve er godt og grundigt træt af alt det, hun burde gøre. Derfor forbereder hun altså et lille oprør

15. august 2019 af Karen Greve

Karen Greve (46)

  • er gift og mor til Karl Emil på 19, Frederik på 16 og Jonatan på 11 år. 
  • er journalist på Magasinet Liv.

Jeg har lige fået skældud af tandlægen. Det får jeg næsten hver gang, jeg er til undersøgelse, fordi jeg ikke bruger tandtråd ofte nok. Hvilket jo er idiotisk, fordi det kun kræver et par flittige minutter med en hvid plastiksnor for at undgå de grimme skygger på mit røntgenfoto, som kan udvikle sig til caries.

Efter hvert tandlægebesøg går jeg hjem med bøjet hoved og tænker, at det sgu også er for dumt, og så bruger jeg enorme mængder tandtråd de næste 14 dage. Hvorefter min indsats ebber ud, for først at blive genoptaget et par dage inden jeg skal til tandlæge igen.

Og mundhygiejne er ikke det eneste sted med plads til forbedring, når det gælder vedligehold af mine forskellige 46-årige kropsdele. Jeg burde lave flere knibeøvelser. For eksempel kunne jeg efterligne en af mine tidligere kollegaer, der altid havde en post-it hængende på sin computerskærm, hvor der stod “KNIB!”.

Eller gøre, som min efterfødsels-yogalærer altid anbefalede: “Knib hver aften, mens du børster tænder”.

Jeg burde også give mit hår en kur et par gange om ugen. Det anbefalede min frisør mig altid, for som hun sagde: “Det tager kun 10 minutter, og håret vil have så godt af det”.

Ligesom mine fødder ville have så godt af en fodbehandling hver måned, og mit ansigt ville gløde af liv, hvis jeg fik lagt en ansigtsmaske hver weekend.

Desuden har jeg lidt ømhed i lænden og en træt musearm, og de småsmerter kunne jeg måske lette, hvis jeg ellers gad lave lidt yoga hver aften. Det tager nok også kun 10 minutter.

Salsa-effekten

Men det løber op, ikke? Hvis jeg skal tage mig af alle indre og ydre hjørner og mellemrum fra hårrod til storetånegl. Jeg har altid lyttet til eksperternes gode råd. Også selv om jeg allerede, mens de hjælpsomt forklarede om genveje til sundt hår, kridhvide tænder og spændstig bækkenbund, godt vidste, at jeg nok kun ville få praktiseret deres råd sporadisk.

Indtil i sidste uge. Der havde jeg nemlig bestilt en massage, fordi jeg trængte til at slappe af, og mens jeg lå på briksen, meddelte massøren mig, at jeg trængte til noget salsa for at få løsnet op omkring mine hofter.

Hun foreslog endda, at jeg kunne lave nogle danseøvelser, mens jeg (gæt engang:) børstede tænder. Lige der fik jeg nok. Ved tanken om hver aften at skulle gennemføre et ritual på badeværelset med knibeøvelser og salsadans med tandtråd hængende ud af munden. Det g i d e r jeg ikke!

Og jeg gider heller ikke blive belært om, hvad jeg lige burde gøre, når jeg betaler 650 kroner for at kunne slappe af!


Jeg kunne godt tænke mig kun at få gode råd, når jeg beder om dem. For der er jo tale om forebyggende øvelser på udpræget I-landsniveau. Jeg har hår, der vokser, og tænder, der holder, og jeg tisser ikke i bukserne endnu. Så det går sgu nok, selv om jeg ikke når det hele.

Chicken out

Og nu ville det så være lækkert, hvis jeg kunne skrive, at jeg smilende vendte mig om på briksen og sagde til massøren: “Hør engang, jeg er egentlig lidt udmattet i dag og vil helst bare nyde din dygtige behandling, så kan vi ikke gemme peptalken til en anden dag?”.

Jeg har veninder, der kan den slags. Som straks siger fra på en elegant og imødekommende måde. Det lykkes ikke ret tit for mig. Den velopdragne og lidt konfliktsky pige sidder for godt fast i mig. 

I stedet har jeg skiftet nogle af mine behandlere ud. Det er måske lidt tarveligt i stedet for at komme med konstruktiv feedback, men helt ærligt, så er det jo mig, der betaler, og en stor del af en god behandling handler om god kemi med kunden.

Så nu har jeg en frisør, der interesserer sig for løb, så det snakker vi om, mens hun klipper mine spidser uden at kommentere mit hår. Jeg har foreslået på mit faste træningshold, som kun er for kvinder, at vi sammen med udstrækning tager tre minutter med knibeøvelser hver gang. Så får jeg da gjort det der.

Og så er jeg begyndt at bruge tandtråd efter devisen ‘just do it’. For jeg hader faktisk at få boret i tænderne, og der er nok noget sandhed i, at tænderne fortjener lidt ekstra kærlighed med alderen.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juli 2019. 

Du vil (garanteret) også kunne lide