Denne klumme er skrevet af Ulla H. Thomsen, der er freelancejournalist for Magasinet Liv.
Noget af det fede ved at være 40+ er, at der bliver flere og ikke færre potentielle legekammerater. Verden er ikke længere opdelt i ‘unge singler’, ‘unge par’, ‘børnefamilier’ og ‘bedsteforældre’. Eller også er det bare lige meget.
Når du er meget ung, er forskellene jo tydelige. Min 14-årige datter synes, at alle over 16 år er voksne og dermed per definition dødkedelige. Min fire-årige søn skelner benhårdt mellem dem, der er fire, fire et halvt og fire tre kvart (længere kan han ikke rigtigt overskue). Men jeg? Jeg føler mig jævnaldrende med flere og flere mennesker for hver dag.
Mor på 45, mormor på 35
Der er min veninde på 30, som jeg diskuterer børneopdragelse, karriereudvikling og – ikke mindst! – parforhold med. Vores problemer adskiller sig kun på de yderste marginaler, om overhovedet. Hendes børn er også frække, hendes mand er heller ikke imponerende inden for disciplinen ‘udføre opgaver’, og vi er begge langt, langt mere talentfulde, end nogle chefer nogensinde har været klar over. Det får vi mange herlige timer til at gå med at vende og dreje, og kun når jeg får mails fra hendes Hotmail-adresse, hvor hun kalder sig noget med 80, bliver jeg mindet om, at jeg for længst havde lært at læse – også på engelsk – da hun stadig gik i ble.
Klumme: Hvad så, hvis jeg ikke kan få flere børn?
I den anden ende af aldersskalaen er der min kollega-ven på 50, der lige som jeg trækker vejret gennem god litteratur, hvis store døtre også raider hendes klædeskab, og som også tænker over, hvad resten af arbejdslivet skal gå med.
Samt alle dem indimellem: Hende på næsten 40, som først nu kan se rynkerne i ansigtet og mærke panikken ved at være halvvejs i livet (og som jeg roligt og modent kan byde velkommen til 40-års-krisen). Hende midt i 30’erne, som har været ikke kun bonusmor, men bonusmormor i årevis, fordi hun elsker en meget ældre mand. Hende, som blev mor som 45-årig og i dag, som 49-årig, drøner rundt med tre børn i cykelanhængeren og bekymrer sig om vuggestuepladser.
Jeg synes, det er fantastisk, at jeg stadig er med i den store kollektive børnefamilie-familie med al dens larm, men også hører til i klubben af de nye midaldrende – dem med de blide blikke, der kommer af at have lagt ræset bag sig og fundet eller genfundet sig selv. Ja sågar, at jeg så småt kan begynde at se for mig, at det at være 60 ikke nødvendigvis er lig med kittelkjoler, curlers og en stille kryds og tværs-død. (I den anledning vil jeg i øvrigt godt takke Madonna. Med hende 10 år foran sig, ved man bare, at ingen alder bliver u-hip).
I ‘vores alder’
Alt med måde, dog. For nylig fik jeg nemlig lige smagt, hvordan det er at blive ufrivilligt jævnaldrende med nogen. Lad mig forklare.
Jeg går til Gotved-gymnastik for kvinder. Det er oldschool-gymnastik, og jeg elsker det! Siden jeg var i starten af 30’erne, har jeg gået på mange Gotved-hold, og jeg har altid været den yngste. Det er jeg også nu, og helt ærligt: Den fornemmelse kan jeg ret godt lide. Kald mig overfladisk, men det sker ikke så tit mere, at jeg kan give den som den unge smækre i selskabet, så jeg nyder én gang om ugen at være omgivet af ældre damer i strømpebukser og at være hende i smarte træningsbukser, som lige kan tage de der 10 ekstra armøvelser.
Klumme: Sidste udkald til en krise
Lige indtil den dag, hvor jeg fangede blikket hos en af mine holdkammerater, som jeg skød til at være mindst 15 år ældre end mig. Vi var midt i en øvelse, som vi begge pustede noget over, og hun så på mig, smilede og sagde:
“Puha, ja, det bliver ikke nemmere i vores alder.”
I vores alder – hvad giver I mig?
Så er det så, jeg tænker på, om Ida80 egentlig har det på samme måde med mig? Jeg må hellere ringe og lave en kaffeaftale ... Eller er øl mere ungt?
Få det bedste fra Magasinetliv.dk - tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 21.
