For os, der er udstyret med en frådende livsappetit kombineret med panisk angst for at gå glip af noget, tilsat et liiiige lovligt højt energiniveau, er begrænsninger ikke det, der ligger ligefor. Så ideen om at stoppe med at købe tøj for klimaets skyld, var egentlig ikke sådan lige mig ...
Først syntes jeg også, det var lidt synd for mig. Øv, manner, ingen udsalg – årets to højdepunkter, hvor man raver rundt i komplet køberus og grådigt regner på, hvor meget man nu har sparet.
Det begyndte i pinsen 2018. Jeg havde givet min veninde en tur til Paris i 50-årsgave. Og selvfølgelig stod den på shopping. Og de lukker jo sent i Paris, London, Barcelona. Hård tjans, den! Men på den her tur mærkede jeg en forandring komme snigende. En følelse af ... meningsløshed. Min veninde var kort forinden blevet veganer. Selv havde jeg været medlem af Greenpeace, genbrugt gavepapiret og prioriteret cyklen i 40 år. Så var den skid vel slået?
Men kender I det, når man pludselig ved mere, end man har lyst til at vide? Når nogen absolut skal afsløre, at der har været små børn nede i mørke miner for din nye mobiltelefon. Eller hvor mange liter vand og giftige kemikalier, der skal til en god røv i spritnye jeans. Mine lyttelapper var for tæt på, den dag nogen omtalte de enorme CO2-mængder, tøjproduktion udleder. Glæden ved at gå fra butik til butik sivede lige så stille ud af mig. Lige der på Rue de Rivoli besluttede jeg at se, i hvor lang tid jeg kunne lade være at købe nyt tøj. Ikke mere snak. Mere handling. Eller mindre faktisk. Og et lillebitte afkald.
Klimakrampe og sportsstjerne
Pludselig var der gået et år. Med fede loppe- og genbrugsfund. Nu gik der sport i klimakampen. Hvad hvis jeg kun måtte flyve én gang om året? Det lyder forkælet, I know. Masser af mennesker kan ikke skære nyt tøj eller flyrejser væk, fordi de i forvejen ikke har råd. Der er jeg tit selv. Men så snart en oplevelsesjæger som mig har udsigt til bare et bette rådighedsbeløb, er næsen i sporet. Jeg fik seriøst stress af alle de spot- og sweet deals, der væltede min indbakke dagligt. “Tag stilling, beslut dig, slå til”, skreg de inde i mit kulrede hoved.
I skrivende stund har jeg ikke købt nyt tøj bortset fra sokker og underhylere i fem år, og jeg flyver maks. en gang årligt. Det svære er at lade være med at lyde sygt hellig henne i kantinen. Der gik også lidt martyr i den en overgang. For hvorfor skulle
JEG nedskalere flyvningen, når venner og kollegaer flyver om kap til USA og Thailand? Men der var også noget andet, der hjalp med at holde balancen i mit nye klimabudget.
Ikke flere Olsen Banden-planer
Mit liv blev bedre. De nye leveregler gør jo alt så meget nemmere, billigere og roligere. Jeg farer ikke i butikker. Jeg tjekker ikke spot deals. Og jeg mærker helt ned i maven, hvor jeg virkelig behøver flyve hen. Du slipper for at høre om “indre rejser” og “jeg blev selvforsynende”, for der er vi slet ikke. Det er jo mit gamle liv, bare uden konstant uro.
Jeg var i Paris i påsken. Med tog. 14 timer. Med mor på 82 og døtre på 12 og 22. Men du behøver slet ikke sige tak, fordi vi tog en for holdet. Nøj, det var hyggeligt. Jeg havde glemt, hvor højt jeg elskede min ungdoms togrejser. At stige ind, finde pladserne, glo ud ad vinduet, smide skoene, snakke med sidemanden, læse en bog.
Og den nye enkelhed smitter. Denne sommer er den første, det er lykkedes mig ikke at arrangere en snørklet Olsen Banden-plan af en ferie, som jeg forpustet zigzagger mig igennem for lige akkurat at slippe halvlevende tilbage på job. Jeg var i sommerhus, slut. Milde makrel, jeg må seriøst være ved at blive gammel. Og grounded. Fedt. Endelig. Jeg troede aldrig, det ville ske.
