Karen Greve (47)
- er gift og mor til Karl Emil på 19, Frederik på 16 og Jonatan på 12 år.
- er journalist på Magasinet Liv.
Da jeg var barn, var fredag den dag, hvor min far hentede mig fra skole. Hver anden fredag tilbragte jeg weekenden hos ham, og hver anden nøjedes jeg med at være der resten af fredagen, indtil min mor fik fri fra aftenvagt på biblioteket og hentede mig lidt over otte.
Begge mine forældre indrettede deres fredage efter mig, så skilsmisselivet kunne gå op, og det gjorde det så med 1970’ernes klassiske ‘mest til mor og lidt til far’-ordning, som egentlig siger en del om min barndom.
For eksempel at mine forældre var skilt, at de begge gjorde deres bedste, og at det var trygt og forudsigeligt at være mig.
Fredagsordningen med min far sluttede først, da jeg gik ind i en livsfase, hvor mine fredage pludselig gik med at drikke vodka og juice af blomstrede tekopper og gå fnisende arm i arm med veninder, jeg ikke kunne leve uden, mens jeg hastigt lærte at kysse drenge på villavejenes hjørner.
Festfredagslivet fortsatte, efterhånden som jeg kom i gymnasiet og senere gik på universitetet. Det var noget med fredagsbar, musik, billig vin, køer til barer og midt om natten-hotdogs.
Jeg kan ikke længere skelne fredagene og de enkelte fester fra hinanden. De fulgte samme skabelon og virker i dag som én lang tåget dans, der starter med Aretha Franklins Freedom og slutter med Danseorkesterets Kom tilbage nu.
Så fik jeg fast arbejde og lidt tidligere end gennemsnittet et barn. Og et mere og et sidste. Og en lang æra af fredage med kendingsmelodien fra Disney Sjov i baggrunden begyndte. Hvor jeg lavede mad, som altid involverede hakket kød, nåede et glas rødvin, mens jeg blandede fredagsslik i tre lige store skåle, og hvor aftenbad, godnathistorie og et køkken, som tog en time at rydde op, altid indgik i mine fredage.
Hvad så nu?
I dag er det ved at være et stykke tid siden, at nogen hos mig har set Disney Sjov. Nogle af børnene har taget hul på deres egne tekopper og villaveje, og den sidste er hele tiden til filmaften, på fodboldtur eller til gamer-night, og pludselig er mine fredage mærkeligt åbne og uforudsigelige.
Jeg ved aldrig, hvor mange vi er til middag, eller hvem jeg skal køre ud eller hente hjem igen. De sidste fire fredage har jeg vekslet mellem: At drikke cava på havnen med gode venner. Næste fredag: Løbe en tur og spise en rugbrødsmad til middag. Tredje fredag: Se en meget lyserød komedie på Netflix og gå i seng klokken 22. Og sidste fredag begyndte jeg på denne klumme i sofahjørnet.
På den måde er fredag pludselig en dag, der veksler mellem sundt og usundt, fest og stilhed, tidsfordriv og seriøsitet. Fredagen er ikke givet længere. Jeg skal selv fylde indhold i den. Og det er på den ene side spændende, men jeg kan også mærke, at jeg skal vænne mig til det.
At der er en lille smule melankoli forbundet med skiftet til denne livsfase, som for første gang ikke er initieret af en udvikling, jeg selv gennemgår, men i stedet handler om, at mine børn rykker videre.
Friday, I’m in Love
“Friday, I’m in love”, synger The Cure efter en opremsning af blå mandage, grå tirsdage og ligegyldige onsdage og torsdage, og det er sandt, synes jeg. At fredage har en særlig stemning. Spørgsmålet er, hvilken stemning jeg er nået til?
Jeg har tænkt over det. Og jeg tror, at svaret skal findes i flertal. Jeg er ikke nået til en bestemt stemning. Der kommer ikke en fase fyldt med venner, selv om det ville passe fint i mønstret familie-venner-familie...
I stedet kommer der måske en fase med det hele, hvor fredage kan være nøjagtigt så kedelige eller sjove, ensomme eller sociale, afslappende eller anstrengende, som jeg føler for.
Ligesom resten af mit liv fra nu af ikke følger en bestemt skabelon med faste punkter som mand, barn, hus, job, tjek, tjek, tjek, tjek!
I stedet for fredagsrutine er der nu fredagsfrihed, og den slags forandringer imødegår man jo altid med lige dele nysgerrighed og ængstelig bæven. Hvis det bliver for meget det sidste, tror jeg simpelthen, jeg må have en ny kendingsmelodi – og der er det alligevel rarere at have friheden til at vælge The Cure fremfor Disney Sjov. Det skal nok gå!
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. november 2019.
