Klumme: Hvornår var du sidst glad?

“Hvornår var du sidst rigtigt glad?” 

Det spørger min veninde mig om en dag på vej hjem fra en loppetur, som faktisk er noget af det, der kan få min glæde helt i top. 

Jeg sidder på bagsædet, hun kører, men fanger kort mit blik i bakspejlet. 

Og selv om det kan lyde som spørgsmål i kategori med: “Hvordan har du det?”. Eller: “Hvordan går det?”, så var det her af slagsen, hvor du ikke bare kan svare per refleks, eller det, der forventes. Så det blev noget med: “Det kan jeg faktisk ikke huske”. 

Min næste tanke var: Gisp! For hvad betyder det? At jeg ikke har et liv, der gør mig glad? At jeg som menneske ikke formår at være glad? Eller at min hukommelse er stået af og ikke engang under mig at gemme på de gladeste stunder? 

Svinger som en lille tumling 

Svaret ligger nok et eller andet sted midt imellem. I mit job stiller jeg ofte andre kvinder spørgsmål i den dur, og de deler derfor både kriser og opture, som jeg efterfølgende ikke kan lade være med at stille op mod mit eget liv, med et resultat der både kan svinge ud til min fordel og til min ulempe.  

En af mine arbejdsopgaver var på et tidspunkt at lokke en kvinde til at dyrke positiv tænkning. Hver aften skulle hun skrive tre­-fem ting ned, hun var taknemmelig for. Noget, der havde gjort hende glad i løbet af dagen. Hun skrev blandt andet:

• Legepladstur med veninde og børn. 
• Blev indkaldt til jobsamtale. 
• Hyggelig aften på terrassen med god mad og vin. 

13.000 ting at være lykkelig for 

Når jeg forsøger det samme, så står billederne ikke helt klart. 

Som nu i morges, hvor min yngste for en gangs skyld lod til at nyde det knus, jeg så gerne pakker ham ind i hver morgen. En stille stund midt i en masse frustration, der for tiden går begge veje. Og som får mig til at tænke over, hvornår min lille mand sidst var glad, og hvad min andel er i det. 

Svups, så forsvandt det glade billede fra nethinden. 

I sommeren 2016 dyrkede jeg et virkeligt smukt billede af en sommeraften, hvor kæresten og jeg spiste på Svinkløv Badehotel. Lyset stod helt magisk ind i den gule stue, maden var Instagram­fotogen, og solnedgangen fulgte os hjem til vores hotel. 

To måneder senere brændte Svinkløv ned (!), så det billede er ligesom, ja, bogstaveligt talt gået op i røg. 

Og der i den grå røg findes nok forklaringen på min svingende glæde. Jeg dvæler lige så meget ved den del af glasset, der er tomt, som jeg nyder den del, der stadig er fyldt. Jeg svinger som en tumling og får kontrasterne med. Og det svar + 13.000 andre er gode nok for mig.

For nede i min kælder falder jeg af og til over en bog, jeg engang købte på et loppemarked. Den hedder: 13.000 ting at være lykkelig for. 

Bogen er i sig selv på min top 10 over lykkeligheder. For jeg bliver barnligt glad, når jeg slår op på en vilkårlig side og læser: 

• Fine ærter vendt i smør. 
• At hoppe på kængurustylte. 
• Mad, som kan spises med vanter på. 
• At blive overrasket over det, man lærer om sig selv. 

Hvorfor den lige er stoppet ved 13.000, ved jeg ikke. Om der findes en fortsættelse, ved jeg heller ikke. Bogen udkom for over 25 år siden, forfatteren er præ­-Facebook og -Instagram, og måske netop fordi jeg ikke ved noget om den her kvindes udgangspunkt for de ting, hun finder lykke i, kan jeg lege, at hendes liste er min liste. 

En sætning mangler dog – eller også er jeg bare ikke nået til den endnu – og det er: 

Veninder, der tør stille de store spørgsmål og høre de ærlige svar.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 3.