Karen Greve (45)
- er gift og mor til Karl Emil på 18, Frederik på 14 og Jonatan på 10 år.
- er journalist på Magasinet Liv.
Er der en voksen til stede?
Jeg var til koncert med Marie Key forrige mandag. Og eftersom jeg er 40+, er det første, jeg gør til sådan en koncert, at scanne lokalet for at aldersbestemme de øvrige gæster. I forhåndsrædsel over eventuelt at skulle være en af de ældste blandt publikum.
Til Marie Key er der alt fra teenagere foran scenen til en gråtonet masse på min egen alder (eller ældre, nogle af dem er klart ældre!). “Bare rolig, vi trækker ikke aldersgennemsnittet op,” siger min mand tørt. Han ved pr. instinkt, hvad det går ud på, når jeg glor uhæmmet rundt, lige når vi entrer en fest.
Det er noget, der er kommet inden for de seneste år. Jeg ved, at jeg aldrig gjorde det, da jeg var yngre. Jeg tror ikke rigtigt, jeg dengang var i stand til at bedømme, om folk var 35, 45 eller 55. Who cares? Under alle omstændigheder var de ældgamle. Ikke?
Gisp!
Marie Key er i hopla den aften, og det er publikum også. Men efter fire numre sker der noget. En mand bag mig begynder at svaje faretruende, og sekunder efter råber hans ledsager desperat: “Er der en læge til stede?”.
Musikken stopper, og fra scenen stiller Marie Key det samme spørgsmål. Og der er læger nok sådan en mandag aften på Vega i København. De myldrer frem fra alle retninger og lyser operationsagtigt skarpt med deres mobiltelefoner ned i ansigtet på manden, der nu ligger fladt udstrakt på gulvet.
Efter et par venlige klask på kinderne åbner han dog øjnene og kommer derefter på benene. Alarmen er afblæst.
Musikken går i gang igen, og jeg står lige og fordøjer, at jeg nu er nået i en alder, hvor der bliver råbt efter en læge, hvis temperatur og lydniveau overstiger de behagelige 19-20 grader og 60 decibel. Og jeg ved altså ikke helt, hvordan alle begivenheder pludselig kommer til at handle om min alder for mig? Er det en angst for at være rigtigt voksen? En slags forsinket 40-års krise?
Hun vil ikke dø
Tankerne har været der flere gange på det seneste. Weekenden efter Marie Key holdt jeg fredag i forældrekø klokken to om natten for at hente ældstebarnet fra fest på gymnasiet. Den oplevelse er noget med at sidde med grus i øjnene og sædevarmen på fuldt blus og holde udkig efter afkom og venner. Og samtidig for mit vedkommende at kæmpe indædt med følelsen af, at det da var i går, jeg selv slingrede hjem fra gymnasiefest i plateausko og med for meget Lambrusco i blodet.
Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive, at jeg elsker at være den ansvarlige, der bevarer overblikket, når folk dejser om, og selv lader danseskoene stå og glad kører næste generation hjem fra fest. At jeg med ægte begejstring kunne skrive: “Yes, nu er jeg voksen!”.
Men jeg var altså helt ærligt også ret glad for at være ung, og jeg har brug for at holde den unge pige i mig i live.
“Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø.” Sådan skrev Tove Ditlevsen for længe siden, og sådan har jeg det også.
Bevares, jeg betaler da både moms og skurer toiletter og læser udenrigsstof i avisen. Men jeg vil helst ikke være voksen hele tiden.
Det er ikke alkohol og sene nætter, jeg savner, eller hovedpinen og sugemærkerne. Jeg længes ikke efter fester og koncerter konstant. De to ting er bare billeder på min ungdom.
Det er nok mere noget med at have åbne døre og mange muligheder. Tanken om, at du kunne gøre noget helt andet. Rejse et nyt sted hen og bo. Arbejde med noget andet. Skrive en bog. Være en anden type. Møde andre mennesker. Tanken om, at de muligheder svinder ind, skræmmer mig, og jeg tror, at det er det, der kan gøre mig eftertænksom i Vega og i forældrekøen.
Men måske er mit stigende fokus på alder faktisk et incitament til at komme i gang med noget af det, jeg endnu ikke har set eller prøvet. Det er jo ikke for sent at emigrere til Sydafrika eller skrive en roman. Jeg skal bare snart i gang.
Ha! Der var den. Så fik jeg alligevel en opbyggelig pointe ud af min ungdomslængsel og alderdomsforskrækkelse. Der er en voksen til stede. Det er mig!"
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 4.
