Anne Hermansens klumme
Anne Hermansen (51). © Les Kaner

Giv bare mig møgfaldet

Det er ufedt at blive skældt ud af en 16-årig klimaaktivist. Men vi kan og skal tåle det, mener Anne Hermansen. For vi har jo helt ærligt haft det ret fedt, og klimaet blev jo smadret på vores vagt

29. september 2019 af Anne Hermansen

Anne Hermansen (51) har en kæreste og er mor til Jakob på 22 og Rasmus på 19 år. Hun er kommunikationskonsulent og freelancejournalist for Magasinet Liv.

Måske har du været på vingerne her i sommer, eller er du også på vej? Og undskyld, at jeg spørger: Hvordan har du det egentlig med det? Skammer du dig? For det gør de altså i Sverige.

Der har de lidt af ‘flyg-skam’ i mindst et par år. I hvert fald siden tilstanden fik sit eget ord i 2017.

Svenskerne skammer sig over at udlede CO2 i en grad, så antallet af flypassagerer i første kvartal af 2019 faldt med 4,5 procent sammenlignet med 2018. Hvor antallet af indenrigsrejser i øvrigt faldt med 3 procent sammenlignet med 2017.

Hvad gør de så i stedet i klimaaktivist Greta Thunbergs hjemland med de store afstande fra syd til nord? De tager toget. Mellem Malmø og Stockholm er salget af togbilletter fordoblet de seneste par år. 

Og på nattoget fra Sydsverige til Lapland er der nu 60 procent flere, der kravler i køjen. Interrail-billetterne går også som varmt speltbrød og er boomet med 50 procent de seneste to år.

Så altså. Svenskerne bliver på jorden. Jeg skal op i luften. Det har jeg det lidt skidt med. Jeg har heller ikke takket nej til grillbøffer sommeren igennem. Og jeg er kørt i bil til stranden ved hjælp af fossile brændstoffer. 

Godt nok 26 kilometer på literen og laveste grønne afgift, men det føles alligevel ikke som noget, man kan prale af. Eller bare trøste sig med. For jeg skulle jo have cyklet frem og tilbage. Eller taget S-toget. Og sat foden ned over for de hærdebrede mandfolk, jeg laver aftensmad til, og sagt: “Herfra er det tofu og kikærter”.

Os, der kunne kælke

Egentlig blev jeg noget indigneret, da jeg første gang så den dengang 15-årige svensker med fletninger og æblekinder på talerstolen til klimakonferencen i Prag sidste år. Ikke på grund af Greta, men over de voksne, der med sans for iscenesættelse og mediedækning havde placeret hende der. 

Så hun kunne skamme hele salen af toppolitikere ud. Og alle os andre, der hverken er børn eller unge. Og derfor i kraft af vores alder og forbrug pr. definition er skyld i, at polerne smelter, og kloden går under. 

De fleste af os har ikke beordret fældning af en regnskov eller forsætlig ødelagt vores børns liv og fremtid. Så jeg blev lidt tonedøv af offerretorikken. Og hvorfor skulle klimaudfordringen graves ud til en kløft mellem generationer?

Men efter nu i trekvart år at have set Greta rejse rundt med tog og forsøge at trænge igennem til pave og parlamenter går hyletonen klart igennem. Det haster. Der er rigeligt med rapporter og dokumentarer, der kalder på den erklæring om global undtagelsestilstand, som hun efterlyser.

Så pyt med, at jeg og alle over 30 år får skylden for overforbrug, udnyttelse og uretfærdig fordeling af jordens ressourcer. 

Jeg har ikke helt overblik over, hvor der stadig fyres med kul, eller den fulde indsigt i, om en hybridbil i virkeligheden har et større negativt CO2-aftryk end en diesel, men jeg har da som minimum virkelig ikke manglet noget de seneste 51 år. 

Og som barn relativt bekymringsfrit kunne kælke om vinteren og plukke blomster om sommeren. Så giv bare møgfaldet til mig, Greta.

Ikke skamme os ud af krisen

Nu er Greta fyldt 16 år. Og står i år på magasinet Times’ liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Samme powerliste, som Margrethe Vestager fik en plads på som EU-kommissær i 2017 med sin hardcore-linje over for techgiganterne.

Forhåbentlig har hun lige så store overarme, når der skal tages beslutninger, der rammer ikke kun industrimastodonterne, men også dig og mig. 

For nylig understregede hun nødvendigheden af overordnede politiske løsninger i EU med den her oneliner: “Vi kan ikke skamme os ud af klimakrisen”.

Netop! Så vil I politikere ikke nok for alvor tage over herfra? I må gerne regulere mig. I må gerne tage store, svære beslutninger, der går ud over min bekvemmelighed, mine vaner og min økonomi. 

I skal faktisk ikke lade det være helt op til mig selv at leve klima-rigtigt nok, for så kommer jeg til at falde i. Og vi kommer indbyrdes til at skamme hinanden med vores individuelle valg. Og bliver måske så trætte af det, at vi helt dropper projektet. Og dét vil virkelig være en skam.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. august 2019.

Seneste

Måske er du interesseret i...