Lea Østergaard Andersen
- er chefredaktør på Magasinet Liv.
Nogle gange skal du ikke særligt langt, før du finder svar på: Hvem er det så, jeg er nu? Jeg skulle til Fyn. Nærmere bestemt en meget moderne festival mellem Svendborg og Odense, som jeg da også tøvede lidt med at committe mig til. Den hed Heartland, og det var midt i juni.
Vi var fire kvinder, som trillede af sted en fredag formiddag. Alle 40+ og alle opsatte på, at nu skulle vi edderhugme opleve noget, som ikke involverede en børnemenu eller samtalen om, hvem der kører hjem. Nu var det vores tur til at tage på tur. Med telt og kun et par ekstra trusser! Og folde ud-madrasser og en pose med bananer og økokiks og .... Men ikke desto mindre: Vi var dem, der var skredet.
Aldrig igen!
At jeg måske havde fortrængt en ting eller to, fik jeg et hint om to timer senere. Da teltet skulle slås op. For da det stod, var der ligesom en ret lang saml selv-pind i overskud, og jeg kunne for min dyd ikke regne ud, hvad den skulle bruges til. Det kunne Louise (Thorsted, I kender hende fra spalterne på Magasinet Liv). Den fik taget over døråbningen til at lette sig, hvis man trak den gennem løbegangen. Det gav heller ikke mening, at den flap bare hang der...
Well, skål i champagne og så op på pladsen. Altså, efter at vi havde delt en liter solcreme og havde husket hinanden på alle de eventualiteter, vi kunne pakke ned i vores festivaltasker. Plus et fællesstop ved toiletterne og i øvrigt inspicering af de forhold. De var overraskende gode. Decideret super, blev vi enige om.
Endelig stod vi ved porten, hvor vi kunne få lov at flashe vores papirarmbånd, og ind kom vi. Og glade blev vi. For hold nu op, hvor var her pænt. Det var boder bygget i træ, det var lyskæder i tusindårstræer, det var vores jævnaldrende, der dalrede rundt i en slotshave.
Det var yoga-røven i vejret foran voldgraven, det var den ene singer-songwriter-koncert efter den anden, det var et madshow, der endte med en jordbærdessert i en labyrint af bøgehække. Det var en tatarbar, en tarteletbar og en cocktailbar, der miksede mesterværker på basis af hjemmelavede sirupper. Og vi nød det! Sukkede, smilede og krammede. Sugede til os som børn i Tivoli.
Indtil mor her gik kold i en rus af drinks og høfeber og måtte gå hjem før the final act. Til teltet. For først at lægge sig med hovedet i fodenden, fordi grunden skrånede. Dernæst skiftevis tage et ekstra lag tøj på og benene på nakken for at nå toilettet (som jo heldigvis var super). For så næsten at falde i søvn. Hvis det ikke havde været for de to teenagedrenge, der lige pludselig stod og spillede Solen er så rød mor. På trompet. Lige uden for teltet!
Var det ikke, fordi min telefon selvfølgelig var afgået ved batteridøden et par timer tidligere, havde jeg siddet i en taxa 10 minutter senere på vej mod et hvilket som helst hotelværelse, som ville have mig. I stedet lå jeg og bad til Gud om at stoppe larmen, indtil min rummelighed ikke kunne holde mig tilbage længere, og jeg nærmest flåede døråbningen op, mens jeg spruttede: “Hvor mange flere numre skal I spille?”.
Ikke flere, kunne de to teenagedrenge fortælle mig. Og jeg stak pibe og hoved ind som en anden skildpadde. Nå, godt så, stilhed, søvn. Not! For nu var vi efterhånden så langt henne på natten, at teenagedrengenes venner og veninder kom hjem til det, der åbenbart var deres lejr. Lige ved siden af vores. Som i, en af dem kom så tæt på, at han brækkede sig op ad vores telt. Hvilket på sin vis var ret heldigt, for han havde fået en kapsel galt i halsen, kunne jeg forstå.
Og så gik snakken. Teenagesnakken. Eller rettere legen: ‘Jeg har aldrig’. Og der var da et par stykker, der aldrig havde haft analsex eller sex på Boogies (diskotek i Odense for info). Så da jeg vågnede næste morgen, badet i min egen sved og med en morgenånde, jeg var en halv kilometer fra at kunne fikse, tænkte jeg bare ...
Og så ved nærmere eftertanke
... hvor er her pænt! Og inspirerende og stimulerende. Okay, det var måske en halv time, efter jeg var vågnet, men mere skulle der heller ikke til. For så var dagen i gang igen. Med ‘talks’ med spændende mennesker og ‘walks’ med gode veninder.
Så her tre dage senere ved jeg, at jeg nu er: Hende, som stadig kan benoves, begejstres og falde ned fra himlen. Hende, som skal huske at sige ja. For jeg kommer jo hjem helt høj på happenings. Hende, som også siger ja. Så lad være med at slå dig selv i hovedet, Lea. Og hende, som er så færdig med fusere og ligeglad med pensionist-stempler! Aldrig mere telt. Næste år lejer jeg en camplet.
