Louise Thorsted (46)
- har en kæreste og er mor til Karl Otto på 10 og Ludvig 8 år.
- er journalist på Magasinet Liv.
Da jeg gik til optagelsesprøve på journalisthøjskolen, var det på en af de første årgange, hvor det var tilladt at medbringe en computer. De, der havde skrivemaskine med, kunne ikke bruge slettelak på gennemslagspapiret, men måtte i stedet overskrive med XX. Husker du dengang, det også var sådan med breve – altså af den slags skrevet i hånden på et stykke papir, foldet i en kuvert med dronning Margrethe i hjørnet?
I dag er vores liv på skrift beskyttet af tastaturets genvejstaster, som hurtigt kan slette og flytte passager i vores dokumenter i det uendelige. Hvordan ville vi bruge dem, de der nemme funktioner, hvis vi kunne bruge dem ikke bare på vores ord, men også på vores handlinger?
Det gjorde jeg bare ikke
Den tanke plantede en af mine venner i mig, da han i indgående detaljer beskrev familiens nye møbel. Et kæmpeklædeskab til entreen, som han ville overraske sin hustru med, mens hun var alt for langt væk hjemmefra.
Mission ‘Køb klædeskab i Ikea og fragt hjem’ gik okay. Men, selv om han er arkitekt og vant til piktogrammer og brugermanualer, overså han kækt, at der var en tegning af to mænd på kassen. Som i: kræver fire hænder – og to hjerner – at samle. Eller i det mindste lange arme, for han kunne på ingen måde holde fast i begge sider af skabet, efterhånden som det kom op at stå. Da han endelig, ved hjælp af fødder, albuer og knæ, mange timer efter start og over midnat, nåede til topstykket, styrter skabet ned over et køkkenoverskab fyldt med glas, så lejligheden ligner en slagmark.
Jeg har stor respekt for, at han fik samlet mod nok til at fuldføre opgaven, endda sende natlige billedbeskeder til kæresten af resultatet, men også af de omkostninger, projektet rev med sig. Nu med to timer tilbage til at indhente det forsømte: spise aftensmad, sove, stå op og gå ud ad døren igen. Og her faldt så ordene:
“Det eneste, jeg kunne tænke på, var: Gid, jeg kunne trykke Ctrl Alt Delete.”
Forleden hørte jeg en kollega sige de samme ord. Det var noget med at kunne slette en hel fest, hvor hun vist blev lidt for fuld. Hun ville gerne kunne spole tilbage til opvarmningen derhjemme.
Men hvad skulle festen så erstattes af? At gå tidligt i seng efter at have dullet sig op?
Jo, du gjorde
De øjeblikke, jeg har haft lyst til at kunne slette eller alternativt spole hurtigt frem i mit liv, har også været dem, der har sat klare aftryk på min fremtid. Nervøse møder med nye studiekammerater – en af dem er i dag far til vores to børn. Samtaler med potentielle chefer og to alt for lange fødsler. Men også kærestesorger, venindekonflikter og hårde opbremsninger i trafikken, som alle sammen har gjort ondt, men også givet mig respekt for forhold og hajtænder.
Det er, når der virkelig er noget på spil, at jeg et øjeblik ønsker mig tilbage eller frem i tiden. Men indrømmet, så er det også lige der, jeg udvikler mig. Måske skal det bare gøre lidt ondt, for at jeg kan vokse? Helt bogstaveligt var det min eneste trøst, når jeg som barn havde vokseværk og alt for meget af det, i betragning af at det kun blev til sølle 163 centimeter fra top til tå.
Det allermest spændende i et brev var jo også de ord, der var streget over. Tanker, der var fortrudt eller forbudt. Eller forsøgt formuleret på en anden måde. Forklaringer, der alligevel blev for grundige, kærlighedserklæringer, der kom for tidligt.
Så jeg ville ikke bruge dem, genvejstasterne. Jeg er jo resultatet af det, jeg har spist, gjort, tænkt og talt. Og når jeg engang sidder som en skrøbelig ældre dame, omgivet af jævnaldrende, håber jeg, at jeg er hende, der underholder de andre med røverhistorier fra mit liv. Mens jeg glæder mig over, at jeg ikke er hende, som må nøjes med at sidde og lytte til andres levede liv og fortryde, at jeg ikke selv fik dummet mig mere i øjeblikket.
Og bliver det alligevel for grimt at mindes, vil jeg som den nye generation af genvejsryttere forsøge at vifte minderne væk med en lille håndbevægelse. Til den tid er genvejstaster og fortrydelse so last year.
