Gertrud Baun
Gertrud Baun (52). © Jette Juel Schrum

Behøver du virkelig flytte hjemmefra?

Jamen, hvad så med alt det, vi ikke nåede? Gertrud Baun for rundt som en vingeskudt hønemor, da den ældste flyttede hjemmefra

1. august 2019 af Gertrud Baun

Gertrud Baun (52) har en kæreste og er mor til Julius på 22, Rasmine på 18 og Solvej på 8 år. Hun er projektmedarbejder i Alzheimerforeningen og freelancejournalist for Magasinet Liv.

“Lukker du lige døren ud til gangen?” brummer min sportsinteresserede kæreste med hele hovedet inde i skærmen. Jeg stirrer på ham, som var han den ondeste barnemorder på jord. 

Hvilket jeg på det nærmeste også synes lige da. Inde fra min søns værelse lyder en dæmpet basgang. I entreen får lyden selskab af duften af hans deo efter badet, og jeg suger desperat det hele til mig. Hyller mig i det. Prøver at finde et sted, jeg kan gemme det. Så hanker jeg op i mig selv og husker på, at der jo ikke er nogen, der skal dø. Der er bare en, der skal flytte hjemmefra. Fire kilometer væk helt nøjagtigt.

“Det er naturligt,” siger folk. Men det er jo ikke det samme, som at noget er fedt! Faktisk er det, som om en lillebitte del af mig skal dø. Mit moderskab føles instinktivt i fare og vaklende foran en stor, sort afgrund af... tomhed.

“Lukker døren?” hvisler jeg og stirrer på kæresten, der intetanende rejser sig og basker døren i. Fatter han slet ikke, hvad jeg går igennem? Hvor meget jeg vil savne lydene og duftene, som han lige småirriteret har lukket ude?”

Vi kom jo aldrig til Pippiland

Jeg inhalerer grådigt lyde og dufte og humor de sidste dage, min ældste bor hjemme. Og raser over det med døren på den indestængte måde. Vi må skændes, når min søn om ganske få dage selv lukker døren bag sig.

Alt skal være perfekt og i harmoni. Som kompensation for alle de ting, som var mindre gode, eller som vi ikke har nået, fordi tiden pludselig er gået. 

Jeg fortryder alle de torsdage, jeg gik til dans, når han helst ville have, jeg blev hjemme. (Eller i hvert fald nogle af dem).

Kunne man bare skrue tiden tilbage. Hvordan vil han tænke tilbage på sin barndom? Har det været slemt, siden han nu ikke kan komme hurtigt nok ud?

Hurtigt hovedregnskab: Vi kom aldrig til Pippiland, på vandretur, fik sommerhus eller havde dybe, politiske samtaler om middagsbordet. Og jeg er en elendig kok. Men Legoland, tjek, hund, tjek, hjemmebag, tjek, og omsorg, tjek. Til gengæld blev vi skilt, hans far og jeg. Så må jeg da som minimum sørge for, at de sidste søndage og de sidste middage, vi har i den familie, vi er nu, sidder i skabet. 

Selv om jeg er ved at gå i opløsning indefra og bliver nødt til at styre det udenpå. Det er jo ikke kun mig, der sørger. Han har – og gudskelov for det – to lillesøstre, som også vil savne ham i reden.

De sidste dage skiftevis skøjter jeg påtaget muntert rundt og låser mig sammenkrummet inde på badeværelset.

Allerede før jeg fik børn, nægtede jeg at skulle af med dem igen. Det føles lidt som ulykkelig kærlighed. Man er lige der, hvor den ene part glæder sig til at komme videre, mens den anden klæbende-flæbende frygter for fremtiden.

Min søn glæder sig vildt. Han er det fede sted i livet, hvor alting begynder. For mig er der noget kæmpestort, måske det allervildeste, som slutter.

Han joker lidt selvglad med min synlige glæde, da flytningen på et tidspunkt bliver udskudt en uge. Jeg griner med, selv om jeg faktisk synes, jeg er ret cool og behersket. Også selv om han, som ellers altid har været nem at bo sammen med, er lidt urimelig i de sidste uger, hvor han næsten ikke kan holde os ud mere.

Vi ses, min skat

Han hjælper os begge to på den måde. Og jeg giver lige så stille slip. På ham, på ansvar, på bekymringer. Om den lille, sarte sjæl, som var så længe om at lære at gå. Hadede institution, skole, fodbold og vilde drengelege. Aldrig ville til børnefødselsdag, i biografen eller i Tivoli. 

Som senere gik til fest, drak øl, røg og kyssede piger. Behandlede han dem ordentligt, kom han sikkert hjem, og er der mad i køleskabet? Hey, let go – knægten er 21. Alt er godt. Jeg har fået forlænget lånetiden adskillige gange. Nu flytter han sammen med sin bedste ven, og der er INTET mere værd end børn i trivsel.

Efter et år som mor til en udeboende farer jeg lige så travlt rundt som før. Glemmer sommetider helt at få ringet til ham. Så står han pludselig i køkkenet – et hoved højere end mig – og aer voksent min kind og giver kloge råd, som rammer plet, fordi han kender mig så godt.

Det er jo gået to veje. Vi har lært hinanden pænt meget, den førstefødte og jeg. Så ja, en dør er lukket, men den står pivmeget på klem. At have et udeboende barn er jo ikke et rigtigt farvel, men et “vi ses, min skat”. Igen og igen og igen.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. juni 2019.

Seneste

Måske er du interesseret i...