Kiki Ravnsbo (40) har en kæreste og er mor til Lucas på 12 år. Hun studerer og har bloggen Datterafalkohol.dk.
Der sidder nogen derude, der har det som mig
"Du må ikke tale ondt om de døde. Så er du dårligt opdraget.”
Sådan stod der i en kommentar på Facebook, som Kiki Ravnsbo faldt over, da hun læste et indlæg, der handlede om at vokse op i et hjem med alkohol.
Men er det ondt at sige sandheden? Må du ikke fortælle, hvordan det var, hvis det kan hjælpe andre? Skal du tie for at beskytte et menneske, som selv var brutalt direkte, når alkoholen gik i blodet?
Gu’ skal du ej. Det er Kiki kommet frem til, og derfor er hun for nogle måneder siden begyndt på en blog, hvor hun fortæller om sine erfaringer med sin far, som begyndte at drikke, da hun var omkring otte år gammel. Og som døde for et år siden, fordi hans krop var ødelagt af alkohol. Hun har afstemt med sin mor og sine søskende, at det er okay, at hun fortæller sin version af familiehistorien. Alle andre må tænke, hvad de vil.
“Hvordan skal vi ellers få tabuet aflivet? Grunden til, at jeg fortæller, er jo, at der sidder nogen derude og har det som mig. Hvis min historie har en effekt på dem, har det ikke været helt forgæves. Det er ikke let at fortælle, men jeg kan godt være i, at nogen ikke bryder sig om det.”
En far forsvinder
Og det er ikke, fordi Kiki ikke har prøvet at hjælpe sin far. Første gang hun foreslog ham at få noget behandling, var hun teenager og havde hørt om Anonyme Alkoholikere, men hendes far sagde bare, at han ikke var anonym. Han var alkoholiker, og han havde ikke tænkt sig at holde op med at drikke.
Da hun som voksen kvinde på 32 år samlede en gruppe netværksarbejdere fra Mændendes hjem for at hjælpe ham med at komme videre i en periode, hvor han boede forhutlet i et kolonihavehus uden vand og varme, og de spurgte, om han ikke ville prøve at gå i behandling for sine børns skyld, svarede han, at hans børn kraftedeme måtte klare sig selv. Han havde ikke bedt om at få dem.
“Jeg sad lige ved siden af, da han sagde det. De der blikke, fulde af medlidenhed, som mændene fra netværket sendte mig, det var noget af det værste ved det hele.”
Kiki har nogle tidlige barndomsminder om sin far som en fantastisk far. En sjov far, der underholdt hendes venner til børnefødselsdage og kunne finde på at lægge en rugbrødsmad med vingummier som pålæg i madpakken. Og en sej far, der lærte hende at klatre i træer og råbte “højere op, jeg er her, jeg griber dig” til hende.
“Jeg havde en fantastisk far, da jeg var lille. Han lærte mig at fortsætte ufortrødent og tro på mig selv. Han var en klippe, jeg trygt kunne læne mig op ad. Men da jeg var omkring otte år, begyndte han at drikke, og gradvist ændrede han karakter og blev utilregnelig. Han svingede mellem at være rar og være vred, men med tiden blev han mere og mere ondsindet.”
Kiki har ledt efter den far, hun kendte som barn, hele sit voksenliv. Hun har famlet sig frem gennem en tæt tåge af alkohol og ondskabsfulde kommentarer.
“Da jeg fyldte 18 år, mødte han op til min fødselsdag og sagde, at han ville give mig et kørekort. Jeg begyndte at tage køretimer, men da jeg kom med det første girokort, ville han ikke betale. ‘Troede du virkelig, at jeg vil spilde penge på dig. Det er du da ikke værd’, sagde han til mig. Jeg ville bare væk derfra.”
Kiki gik. Smækkede med døren, overbevist om, at det var det. Hun ville ikke have ham som far mere. Ikke håbe på, at han forandrede sig. Han havde drukket i mindst 10 år på det tidspunkt, hendes forældre havde været skilt, siden hun var 10 år, og hendes far havde ikke på noget tidspunkt vist tegn på, at han ville stoppe med at drikke.
“Jeg fortalte min mor om episoden, og hun sagde, at det var skrækkeligt. At han måtte have det forfærdeligt. At han ikke mente det. Han kunne bare ikke finde ud af at sige undskyld. Og jeg vidste jo, at han var alene. Så jeg ringede til ham i håb om alligevel at få en undskyldning, og han skældte mig i stedet ud for at smække med døren og smed røret på. Jeg tog meget tidligt hele ansvaret for vores relation. Jeg har altid prøvet at redde min far.”
Skal hjælpe mig selv
Kiki er fortsat gennem hele sit voksenliv med at tage ansvar for sin far. Hun har af leveret mad til ham, klippet hans hår, sørget for, at han kom på hospitalet, hjulpet ham til at få pension og tag over hovedet, administreret hans penge og så videre.
For hendes eget liv har hendes forhold til faren betydet, at hun altid har passet voldsomt på ikke at blive skuffet af andre.
“Det har fyldt i forhold til relationer for mig. Specielt til mænd. Jeg har altid været præget af, at det er risikabelt at lukke nogen ind, for de går lige om lidt alligevel. Det kan ikke betale sig at lægge dit hjerte i nogens hænder, for om lidt bliver du vraget til fordel for en øl. Jeg har opbygget masser af forsvar. Mine veninder siger, at jeg er hurtigt inde og ude af forhold. Jeg har aldrig kærestesorger, for jeg når aldrig helt ind, jeg bliver i overfladen, men i det lange løb er det ikke skide fedt.”
Hun har en god kæreste i dag. Men de bor ikke sammen, for det bliver hurtigt kompliceret.
“Jeg elsker ham, men han er nødt til at være på sidelinjen, for ellers tager jeg ansvar for ham også. Jeg tager ansvar for alle, jeg møder, og det skal jeg lære at lade være med, før jeg kan bo sammen med nogen. Så sådan er det: Jeg kan ikke finde ud af at have en kæreste. Det er et kæmpe tabu at have det sådan, men det har været en konsekvens for mig.”
For ikke så længe siden var Kiki i kontakt med en terapeut, der introducerede hende for en kategori: Voksne børn af alkoholikere. Som en gruppe af mennesker med nogle helt specifikke problemer som for eksempel: Kan have problemer med nære relationer, svært ved at gennemføre projekter, være nådesløst selvkritiske og overreagere på forandringer, de ikke har kontrol over.
Ved alle punkter kunne Kiki sætte kryds. For hun har en række påbegyndte, men ikke fuldførte uddannelser bag sig. Og hun har et kæmpe behov for faste rammer og er ikke meget for at ændre et program, som hun en gang har planlagt.
“Det kan være en krise for mig, hvis min kæreste har sagt, at han laver frikadeller til mig, og så laver han krebinetter i stedet. Jeg har behov for at vide, præcis hvad der skal ske, ellers føler jeg det som et svigt. Det er helt sygt, og det har krævet nogle snakke. Så nu skynder min kæreste sig altid at sige, at han stadig elsker mig meget højt, hvis han ændrer på noget.”
Kikis far døde sidste år. Hans krop var ødelagt af alkohol, og en dag faldt han om på grund af et hjertestop i den lejlighed, hun havde sørget for, at han kunne bo i til sidst. Da hun så ham, følte hun en lettelse, hun ikke kan mindes at have følt før.
“Min far har taget al min energi i mange år. Jeg har været i en relation, hvor jeg skulle hjælpe ham uden at få noget tilbage. Bortset fra nogle få øjeblikke, hvor vi kunne snakke lidt.”
Og hun er i dag bevidst om, at hun ikke skal bære på skam og skyld i forbindelse med sin far. For den betændelse siver over i alle hendes andre relationer. Og det vil hun ikke tillade.
“De seneste 10 år har jeg brugt forskellige alternative behandlinger til at hjælpe mig. Jeg har brugt håndlæsning og clairvoyance, som har givet mig nogle svar, jeg har ledt efter. Jeg fik for eksempel en hilsen fra min far gennem en clairvoyant, hvor han takkede mig for hjælpen og ønsker mig det bedste. Jeg vil have, at livet skal være godt, men det krævede alligevel, at han sad deroppe i himlen og sagde det.”
Artiklen er tidligere bragt af Magasinet Liv nr. 10.
