Karin Heurlin om skilsmisse
© Ninna Flor

Karin skulle finde sig selv igen efter skilsmissen: "Det er et kæmpe tabu at sige, at du har brug for en mand i dit liv"

Karin kom til at skynde sig lidt for hurtigt videre efter sin skilsmisse. Men det tager tid at finde sig selv igen. Det ved hun nu

15. juli 2018 af Karen Greve


Karin Heurlin (41) er gift og mor til Ingrid på 10 og Gertrud på 8 år fra sit tidligere ægteskab, samt bonusmor til fire børn. Hun er journalist og forfatter, og har skrevet romanen 'Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere?' om en skilsmisse inspireret af hendes egne erfaringer.


"Jeg skulle turde være i det sorte hul"

Kort efter Karin Heurlins skilsmisse i 2012 var hun til sommerfest i sine døtres børnehave. Som en moderne familie deltog både hun og hendes eksmand. Bagefter cyklede Karin alene hjem. Pigerne skulle sove hos deres far. Det var ensomt. Ligesom det var ensomt at sove alene i en dobbeltseng, spise aftensmad uden sine børn og mangle sin bedste ven i begge situationer. For ham plejede hun at være gift med. 

At blive skilt har været Karins største identitetskrise, fordi tabet var så omfattende, og forandringen føltes så voldsom, at hun kom til at tvivle på, hvem hun var.

“Det kom bag på mig, hvor stor forskel der er på at være en del af en familie og ikke at være det. Pludselig var det mig, der var enlig mor, og mine børn, der var skilsmissebørn! Jeg ville selv skilsmissen, fordi vi var vokset fra hinanden, men jeg tvivler på, at jeg havde haft modet til det, hvis jeg havde vist, hvor svært det ville være.”

For først gik det stærkt. 

“Jeg havde travlt med at komme ud af sorgen og trænede meget, gik i byen og datede en masse mænd. Jeg troede, det ville hjælpe, hvis jeg skyndte mig videre. Det gjorde det ikke.” 

Efter et års tid opsøger Karin en psykolog og spørger hende: “Hvorfor bliver det ikke bedre? Hvorfor føler jeg stadig, at det er tungt at tage sko på om morgenen?” 

“Psykologen svarede, at jeg skulle turde være i det sorte hul og give mig selv lov til at være ked af det, og det var faktisk en lettelse. Jeg holdt op med at date og gav mig til at lære at være alene. Jeg begyndte at tage mit eget selskab alvorligt. I stedet for at spise popcorn til middag, når pigerne ikke var hjemme, tændte jeg stearinlys, dækkede op og lavede ordentlig mad til mig selv.” 

Psykologen gav også Karin et andet råd: “Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg altid sidder med hovedet på skrå. Som en hundehvalp, der blotter struben. Eller som den søde pige. Jeg har tænkt meget over at rette mig op. Nogle af mine venner vil nok sige, at jeg stadig har et stykke vej i forhold til at lægge den søde pige fra mig, men jeg arbejder på det.”

Et kæmpe tabu 

Første gang, Karin oplevede den styrke, der ligger i at turde sige, hvad hun gerne vil have, var, da hun cirka to år efter sin skilsmisse mødte sin nuværende mand gennem et datingsite. 

“Til at begynde med var jeg påvirket af at have datet flere mænd, som ikke behandlede mig godt. Sikkert fordi jeg ikke behandlede mig selv godt. Da jeg mødte min mand, sagde jeg, at hvis vi skulle være sammen, så skulle det være for alvor."

Viljestyrken og modet til at melde ærligt ud kom, efter at Karin havde indset, at selv om der er en uskreven regel om, at du skal nyde dit singleliv, når du er blevet skilt, så var det frie liv ikke noget for hende. 

“Det er et kæmpe tabu at sige, at du har brug for en mand i dit liv. Det er nærmest ydmygende. En ting er at blive skilt, men du skal også være stærk og begynde til gospel og rigtig nyde din frihed, samtidig med at du konstant konfronteres med den irriterende kliché, at modgang gør dig stærkere. Jeg blev så træt af at høre på det, når jeg mest havde lyst til at ligge i fosterstilling.” 

Forskellen blev tålmodighed. Og at lade ting tage tid. 

 “Min veninde lærte mig at strikke. Det tvang mig til at sidde stille i min sofa, og det havde jeg brug for. I det hele taget var mine veninder, forældre og kollegaer grunden til, at jeg ikke gik helt ned. Det krævede tålmodighed, for jeg kunne blive ved med at tale om min skilsmisse, men langsomt blev jeg mindre pjevset. Min eksmand var noget ældre end mig, og jeg var for piget og uselvstændig i vores forhold. I dag er jeg en mere ligeværdig partner. Jeg vil så gerne fortælle og minde om, at det tager tid at blive skilt. Til alle, der ikke var tæt på mig, sagde jeg bare, at det gik bedre. Men det var bare en strategi og med til at gøre det til tabu. Når folk er i krise, skal du ikke komme med gode råd, men bare lytte. Også når du ikke gider længere.” 

Karin er gift igen i dag. Hun har en stor sammenbragt familie, og deleordningen med hendes eksmand fungerer fint. 

“For mig var tiden den største hjælp. Alle siger, at det tager i hvert fald to år at komme over en skilsmisse, og det gjorde det for mig. Men jeg blev glad igen. Jeg har et lyst sind fra naturens side, og det var skræmmende at opleve, at jeg mistede det, da jeg var i krise. Men da jeg begyndte at kunne fnise igen, vidste jeg, at jeg havde fået mit lyse sind tilbage.” 

Karin har ikke forvandlet sig til en anden, men hun er blevet bevidst om, hvem hun er, og mere opmærksom på sine værdier. 

“Jeg er mere selvsikker og selvstændig nu, hvor jeg ved, at jeg godt kan stå på egne ben, uden at hele hverdagen ramler. Jeg har stadig alle mine svage sider, men jeg er bevidst om dem, fordi krisen førte mig til en psykolog, der fik mig til at se nærmere på mine mønstre. Dem havde jeg nok aldrig lagt mærke til i farten, hvis jeg ikke havde været nede og ligge.” 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 7.

Seneste

Måske er du interesseret i...