Modent par danser i stuen
Bare luk øjnene og go with the flow. © Getty Images

Vidste du det? Derfor kan du faktisk danse dig til større sexlyst

På med musikken. For dans, rytmer og bevægelse kan faktisk stimulere din seksualitet og være vejen til at få mere lyst til at være intim og jamen, løssluppen!

22. august 2019 af Gitte Høj

Eksperten: Lene Alexander er sexolog og par- og kropsterapeut. Hun har arbejdet med kroppen og dens muligheder i 15 år og underviser blandt andet i sensuel dans. Lenealexander.dk.

Ligesom du både kan spise dig til mere sexlyst og lave forskellige øvelser, som stimulerer din seksuelle energi, kan du altså også svinge hofterne med det formål at få mere lyst til intimitet. Lyder det for godt til at være sandt? Det er det ikke! Forklaringen får du her. 

Hvad kan den sensuelle dans gøre for min kvindelighed og seksualitet?

“Sensualitet og seksualitet hænger nøje sammen. Hvis du som kvinde kan give dig hen i det sensuelle, lytte til din krop og slippe kontrollen, kan det åbne for din indre seksuelle energi og flow, og på den måde kan seksualiteten fylde og få mere plads. 

Det handler om at kunne mærke dig selv for overhovedet at kunne få kontakt med din seksuelle lyst, men det handler også om at have glæde i dit liv og den vej rundt kunne mærke din lyst. Og jo bedre du kender din krop, jo nemmere bliver det også for dig at give dig hen sammen med din partner.

Så du kan bruge dansen til i første omgang at komme tættere på dig selv og din egen seksualitet,” siger sexolog og underviser i sensuel dans Lene Alexander.

Moden kvinde rækker armene i vejret og er glad
Du kan bruge dansen til at komme tættere på dig selv. © Getty Images

Og hvad sker der med min lyst, når jeg får fat i min kvindelighed og seksualitet?

Mange af os har det svært med vores kroppe og synes måske, at vi enten er for tykke, for tynde, for slappe, for klodsede eller noget andet. Gennem bevægelse og ved at åbne for vores sensuelle og seksuelle energi kommer vi i kontakt med en indre styrke. Samtidig kommer vi også tættere på en accept af os selv og vores kroppe. 

På den måde hjælper dansen også til en større accept. Det øger lysten til sex og intimitet med et andet menneske, når du også behandler dig selv med større kærlighed. Når du taler kærligt til dig selv og din krop i stedet for at dømme og vurdere.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juli 2019. 



Måske er du interesseret i...

Seneste