Modent par
Går mænd også i overgangsalderen?© Getty Images

Spørgsmål til sexologen: Er min mand også i overgangsalder?

I Magasinet Livs brevkasse om dit sex- og samliv giver sexologen dig svar på det, der kan være svært at spørge om. Denne gang om mænd og overgangsalder

31. juli 2020 af Sara Skaarup

Eksperten

  • Sara Skaarup (45) er sexolog med praksis i København, foredragsholder, forfatter og journalist.
  • Hun er gift med Kasper, som er professionel historiefortæller, og som hun har Alfred på 16 og Storm på 11 år med.
Sara Skaarup er Magasinet Livs faste sexolog
Sara Skaarup er Magasinet Livs faste sexolog. © Thomas Dahl

“Er min mand også i overgangsalder?”

Kære Sara

Jeg er en kvinde på 55 år. De seneste to år har jeg døjet med hedeture og humørsvingninger, og min menses er også på retur. Men det, der fylder mest lige nu, er faktisk min mands op- og nedture i samme periode.

Det irriterer mig, fordi det føles lidt, som om han aber efter. Lidt ligesom når man hører om unge mænd, der bliver tykke, fordi deres kærester bliver gravide. Jeg ved, han ikke hormonelt er igennem den samme omstilling som jeg. Alligevel oplever jeg ham som overfølsom, ustabil, og han har også taget lidt på. 

Jeg tror ikke, han som sådan er deprimeret, men indimellem forfalder han til sortsyn og laver let et drama. Han har ellers hidtil været en meget stærk og aktiv mand, så det er ret træls, at der skal være slinger i valsen nu, hvor jeg netop kunne have ekstra brug for hans stabilitet. 

Er det en midtvejskrise, eller skal jeg sende ham til læge eller psykolog?

Mange hilsner havgassen

Moden mand står udenfor og tænker
Helt ærligt, det er mig, der har hedeture og er den uligevægtige lige nu. Ikke dig! © Getty Images

Sara svarer

Kære havgasse

Når du underskriver dig sådan, læser jeg det, som om du selv synes, du er streng. Jeg kan imidlertid sagtens sætte mig ind i din frustration. Alligevel vil jeg sige: Du bliver nødt til at lade ham ændre sig, ligesom du selv ændrer dig, også selv om det er upraktisk.

Forsøg at bære over med din mand. Ja, vi kan godt lide vores mænd stærke. Og mænd har ikke samme form for koncentreret biologisk overgangsalder som kvinder, men oplever alligevel hormonelle forandringer, idet det mandlige kønshormon, testosteron, falder igennem hele livet. 

Selv om en mand ikke skal igennem samme proces som en kvinde, kan samme periode godt være udfordrende. Måske har nye bekymringer og dermed en ny slags sårbarhed meldt sig? 

Måske er det overvejelser om, hvorvidt han er på rette spor og har udrettet nok i livet? Dette kan være en chance for at lære ham at kende på ny.

Jeg synes ikke, du skal sende din mand nogen steder hen. Jeg foreslår, at du i stedet forsøger at møde ham med mildhed i en åbenhjertig snak, måske en slags status om, hvor I hver især står lige nu. Hvad der fylder, og hvad der er behov for? 

Som mennesker ændrer vi os hele livet. Det er min erfaring, at sådanne tjek in-samtaler er afgørende for, om man som par formår at lade forholdet ændre sig i takt med de skiftende behov.

Hvis du lægger sårbart ud, er der gode chancer for, at han følger efter – og sådan kan I komme tæt på hinanden igen.

De bedste hilsner Sara

Alle billeder er indkøbt til artiklen og forestiller således ikke havgassen, som har skrevet til brevkassen.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. maj 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide