Sexologen
Sara Skaarup (45) er sexolog med praksis i København, foredragsholder, forfatter og journalist.
Hun er gift med Kasper, som er professionel historiefortæller, og som hun har Alfred på 16 og Storm på 11 år med.
“Sex har jeg, men jeg savner sanselighed i mit liv.” Det siger eller konstaterer en del af de kvindelige klienter, jeg møder i min praksis. Men hvordan får vi mere sanselighed ind i vores liv og sexliv? Her får du mine seks bedste bud:
1. Uddan din elsker i berøring
Kærtegn er ikke bare kærtegn. Måske bliver du rørt ved uden den store effekt, fordi den berøring, du får, simpelthen ikke vækker dig. Hvis en berøring er for lidt, for meget, for hurtig, for monoton eller for målrettet, så virker den ikke.
Det samme gælder, hvis en berøring er for direkte og ‘lige på’. Hvor det havde været bedre med indirekte berøring af den erogene zone. Eventuelt mere perifert.
Din partner kan ikke vide, hvad der virker. Tag hans eller hendes hånd, og vis ham eller hende det, eller fortæl det, så det kan blive bedre for jer begge. I kan gøre det den anden vej bagefter. Måske har I været sammen 25 år uden at gøre den øvelse, men bedre sent end aldrig.

2. Tag selv ansvaret for at være modtagelig
Din egen forventning til berøringen spiller en kæmpe rolle. Ikke alle tankeloops er lige gode. Nogle gange forventer vi ligefrem, at han eller hun skal gøre det forkert – igen. Så gælder det om at nytænke, for ellers får han eller hun ikke en chance.
For at få maksimalt udbytte er det vigtigt, at du ønsker at lukke alle uvedkommende tanker ude for derved bedre at kunne nyde sex. Men det er ikke nemt for alle.
Find ud af, hvordan du selv bringer dig fra dagligtilstand til erotisk mode. Måske er det et langt bad, et glas vin til langsom jazz eller en rød løbestift, der åbner for den erotiske side i dig?
3. Sats på slow sex
Kvinder mærker bedst de små, fine berøringer, når vi er afslappede frem for stressede. Når vi bliver kælet for i lang tid, øges oxytocin-niveauet og dermed graden af nydelse.
Oxytocin er et hormon, som udskilles fra hypofysen i hjernen, og som giver velvære ved berøring.
Så langsomhed er nøglen til at mærke både mere og bedre. Det er også en god idé at slippe et målrettet fokus og lade nydelsen i sig selv fylde.

4. Luk øjnene, og slip styringen
Nogle gange er det godt med lidt hjælp til at komme ud af sit kontroltårn, og et øjenbind kan udrette små mirakler. Uden at kunne se kan du lettere slippe kontrollen med, hvad der skal ske.
Nu har din partner fået ‘fjernbetjeningen’ til din krop, og du skal ikke koncentrere dig om ham eller hende. Kun nyde det, der sker.
Fordelen er, at det bliver nemmere ikke at forvente noget bestemt. Du kan ikke forudse eller bedømme, hvad han eller hun vil gøre, og han eller hun kan blive ved med at overraske dig med forskellige berøringer.
Efterhånden som du overgiver dig, bliver du mere modtagelig for berøringerne, og følsomheden øges.
5. Lyde, dufte, skønhed og smage
Du kan også gå den anden vej og satse på et sandt sansebombardement. Følesansen skærpes, når syn, hørelse, lugtesans og smagssans inddrages.
De sensoriske receptorer i din hud – følenerver – registrerer berøring og temperatur, og sammen med de andre sanser skabes et fælles ‘sansebillede’.
Du og din partner kan for eksempel eksperimentere med, hvordan forskellige former for berøring føles: Fjer, fingre, koldt, varmt, fugtigt, tørt. Det vil også tilføre et legende element til jeres sex, som er med til at berige.

6. Pak vibratoren væk en tid
Hvis du er vant til at bruge en stærk vibrator ofte, kan det resultere i nedsat følsomhed i dit underliv, fordi du er blevet vant til kraftige svingninger.
Og nok er en vibrator en hurtig måde at komme i mål på, men sanselighed er lige det modsatte.
Heldigvis kan følsomheden vende tilbage. Så hold nogle ugers pause med de eldrevne hjælpemidler, hvis du gerne vil have mere sanselighed i dit liv og dit sexliv.
Sex med Sara
Mød Sara Skaarup. Magasinet Livs nye sexolog, som hver måned vil give dig helt konkrete tips og indspark til det sexliv, som jo for pokker godt kan trænge til en optankning eller en opdatering her halvvejs!
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 12. december 2019.