Mattias Stølen Due
Mattias Stølen Due er eksperten, der her hjælper dit parforhold.

Psykologen guider: Hjælp dit skrantende parforhold

Skændes I mere end normalt i øjeblikket? Vi har samlet 7 gode råd fra psykolog Mattias Stølen Due, der hjælper dit parforhold.

23. december 2020 af Karen Greve

Eksperten

  • Mattias Stølen Due er psykolog og direktør for Center for Familieudvikling, der blandt andet afholder parkurser, parterapi og partjek og har afdelinger i København og Aarhus. Kursernes indhold bygger blandt andet på forskning fra Denver University, der har screenet en lang række par og fundet ud af, hvilke kommunikative faktorer der henholdsvis løfter og hæmmer et forhold. 
  • Mattias Stølen Due holder desuden foredrag og er forfatter til bogen Pas på parforholdet

1. Skab plads til samtaler

Hvornår har du sidst siddet over for din elskede og talt stille og roligt om væsentlige emner i jeres forhold?

En del af os er bedre til at sørge for at gå til tandlæge og få bilen til service, end vi er til at vedligeholde de vigtigste relationer i vores liv. Det ­første råd er derfor lige så enkelt, som det er bydende nødvendigt:

“Det gælder først og fremmest om at sætte tid af til aktivt at tale med hinanden om væsentlige ting, for det gør vi typisk ikke nok. Det er ikke ond vilje, men vi drukner i arbejde og børn og løbeture og tænker måske, at parforholdet kører af sig selv, men der viser statistikken jo noget andet,” siger psykolog Mattias Stølen Due.

2. Tal sammen i fredstid

“Når vi er uenige om børneopdragelse eller skal tale om mislykket sex og andre problemer i vores forhold, så gør vi det typisk i affekt. Uden struktur eller ro, midt i aftensmaden eller når vi er trætte, vrede og uden overskud. 

Tal sammen i fredstid i stedet. Og tal om et emne ad gangen. Ellers bliver det hurtigt for indviklet,” lyder rådet fra psykolog Mattias Stolen Due.

3. Skab en samtale-struktur

At få struktur på en samtale kan lyde lidt som noget, der foregår på din arbejdsplads, og det er heller ikke helt forkert at trække nogle erfaringer fra andre typer af samtaler ind i dit parforhold.

“Jeg vil gerne opmuntre til, at man strukturerer samtalen, og at I beslutter, hvis perspektiv der skal være gældende hvornår. 

Tænk på jer selv som to øer med en bro imellem. Først går du på besøg på din partners ø, lytter og forsøger at være nysgerrig efter at forstå, hvad der foregår der. Uden at forsvare eller forklare dit eget perspektiv. Herefter kan din partner komme på besøg på din ø. 

Pointen er, at vi skal blive bedre til at forstå hinanden og være meget mindre optagede af at finde en løsning her og nu. Hvis vi tænker meget forskelligt, må vi tage flere besøg,” siger psykolog Mattias Stølen Due.  

4. Få øje på jeres mønstre

En anden måde at arbejde med jeres kommunikation på handler om at få øje på de mønstre, I typisk følger, når I bliver uenige. For måske kan du genkende disse typiske reaktioner?

“Forskning viser, at indholdet ikke er det væsentlige, når de samme skænderier bliver ved at dukke op. Det er måden, vi kommunikerer på, til gengæld, og et klassisk mønster er kritik-forsvar. Den ene part kritiserer, og i stedet for at lytte, så forsvarer den anden part sig, og den dynamik gør ondt værre. 

Et andet mønster kan være det, vi kalder krav-tilbagetrækning. Den ene vil tale, mens den anden glider af, og jo mere denne trækker sig, desto mere vil den anden kræve. Det handler helt overordnet ikke om at vinde en diskussion, men om at finde frem til en perspektivsamtale, hvor begge parter er nysgerrige på hinanden,” forklarer psykolog Mattias Stølen Due.  

5. Tag en timeout

“Når I har registreret jeres mønster, er det nemmere at komme væk fra den tankegang, at det hele er den andens skyld. Mønsteret bliver monsteret i stedet for din partner. 

Her gælder det om at kunne stoppe i momentet, tage en timeout og gøre noget andet i fem minutter eller en halv time, før I kan vende tilbage til samtalen og bryde den dårlige vane. 

Som par skylder I hinanden at gå på opdagelse i, hvorfor I gør, som I gør, også selv om jeres syn på for eksempel børneopdragelse er forskellige,” forklarer psykolog Mattias Stølen Due. 

6. Tag ansvar, og søg hjælp

I Danmark har vi i mange år haft en skyhøj skilsmisserate, som i 2019 faktisk faldt drastisk med 30 procent, så 10.530 ægtepar valgte at gå fra hinanden mod 15.034 i 2018.

“Historisk set har der været en modstand mod terapi. Det har været tabubelagt og et tegn på, at man ikke selv kunne klare tingene, men det er min oplevelse, at tendensen er ved at ændre sig. 

Vi har længe set en bølge af selvudvikling, nu prioriterer vi også relationsudvikling. Især mange mennesker med yngre børn ser det som ansvarligt at gå i terapi,” siger psykolog Mattias Stølen Due.

7. Ryk jer sammen

Om I har brug for et parkursus, som giver jer en generel indsigt i kommunikation i parforhold og typiske mønstre, eller har behov for individuel parterapi med fokus på jeres specifikke problemer, afhænger selvfølgelig af jeres problemers omfang og varighed.

“Hovedpointen er, at begge parter skal ville hinanden og ville arbejde med deres forhold. 

Fem samtaler kan rykke meget for nogle, mens terapi i tre-fire måneder er løsningen for andre. Et kursus på to dage kan være glimrende, hvis du gerne vil inspireres til, hvordan I bedst lytter til hinanden i stedet for at stå og råbe til hinanden fra hver sin ø,” slutter psykolog Mattias Stølen Due.


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 12. november 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide